Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Folkelig avantgardist - Dan Turèll

Oprindelig forfatter ESven

Da dagbladet Politikens læsere år 2000 skulle finde frem til 1900-tallets bedste danske skønlitterære værker, blev Dan Turèll (1946-93) placeret som nummer 12 med Vangede billeder (1975). Oprindelig afleverede forfatteren en kæmpemæssig stak papirer, der skulle være en digtsamling, men forlaget fik Turèll overtalt til at skære i bunken og skrive digtene ud som prosa. Er Vangede billeder dermed blevet en roman? Bogens komposition er mere end løs. Man kan ikke beskylde den for at have et plot, men den har nok en rød tråd, nemlig forvandlingen af den bydel, hvor forfatteren voksede op. Der er ingen intriger i Vangede billeder. Den er narrativt stillestående. Bydelen og dens mennesker er hovedpersonen, hvorfor fortælleren ynder at bruge det kollektive 'vi'.

Er det en biografi? Næppe. Dertil er den for beskeden på forfatterens vegne, selv om vi rigtignok hører en del om hans slægt. Er Vangede billeder en historisk fremstilling? Den rummer flere dokumenter, men man savner den systematiske og sociologisk dækkende fremstilling. Er det en digtsamling? Ja, forudsat at en digtsamling kan rumme andre udtryksformer end den rene poesi: Bogen er rigt illustreret og har forskellige fotografier – historisk dokumentation, billeder af filmhelte, rockpladeomslag, logoer af forskellig slags og topografiske kort. Vangede billeder er et bemærkelsesværdigt genremix. Den er broget, en rodebutik, fortæller om stort og småt og gør det på mange forskellige måder. Med sin genremæssige ubestemmelighed er den kvintessensen af 1970'erne.

Arbejderlitteraturen blev diskuteret igennem 1970'erne, men ikke i videre udstrækning læst. Den mest markante undtagelse er lige netop Vangede billeder, der uden at skilte med det skildrer en bydel, der overvejende bestod af udflyttere fra de gamle arbejderkvarterer som Nørrebro og Vesterbro. De fandt et mindre reservat i Vangede, og i dette Klondyke var der mulighed for at forlænge og forny arbejderklassens kollektive livsformer. De besynges med vekselsang i Turèlls bog, svingende mellem det nostalgiske og en pragmatisk accept af tingenes tilstand. Vangede har sine ubestridte kvaliteter. På den anden side er den skrivende også nødt til at forlade 'smalltown', som Lou Reed sang på et senere tidspunkt. Dan Turèlls bog er provinslitteratur, bevidst om sit ståsted og i opposition til de fine i Gentofte med deres dannelse. Gennem sin detaljerede beskrivelse af, hvad man elsker i Vangede, er bogen et partsindlæg, som viser, hvad der kan erstatte såvel de kulturradikales som bedsteborgerskabets domesticering af den gode smag. Vangede billeder er en historisk studie i, hvor differentierede og dybe de sociale og kulturelle forskelle var i den nære fortids Danmark.

Annonce

 Dan Turèll, i folkemunde 'onkel Danny', i kæk fotografpositur med sortlakerede negle i 1975. Lidt af en provokatør, men det beatede look bringer ham i familie med de rockstjerner, som han tidligt og sent hyldede. Den folkelige baggrund med sine slagtilbud på bukser og frakker antyder, at 'onkel Danny' kendte sine rødder.

Dan Turèll, i folkemunde 'onkel Danny', i kæk fotografpositur med sortlakerede negle i 1975. Lidt af en provokatør, men det beatede look bringer ham i familie med de rockstjerner, som han tidligt og sent hyldede. Den folkelige baggrund med sine slagtilbud på bukser og frakker antyder, at 'onkel Danny' kendte sine rødder.

Hvor går Dan Turèll hen efter at have forladt Vangede? Han går ind til storbyen og massekulturen. Med Dan Turèll kommer rocken, tegneserien, B-film fra Amerika, kriminalromanen og alle de massekulturelle former svingende ind i den danske litteratur. Havde Hans-Jørgen Nielsen i slutningen af 1960'erne plæderet for attituderelativismen og selv forladt den i 70'erne ved at blive politiseret freudo-marxist, dér realiserer og ajourfører Dan Turèll attituderelativismen. Han tilførte den en velgørende humor og brugte parodien som kunstnerisk strategi, samtidig med at det poserende blev afbalanceret med en afvæbnende selvironi.

Det ligger i attituderelativismen, at man er bevægelig, skifter positioner. Tidligt var Dan Turèll blevet fanget af ideen om kunsten som en proces, en handling, der både gentager og fornyer sig i det uendelige. Som ung dyrkede han ideen om skriften som oprørets stemme, og rigtignok omlejredes stemmen, men den bevarede en fornemmelse for forandringer i smag og former. Dan Turèll havde en mening om meget og sproglig appetit på alt. Det fremgår af de oplagte og alerte klummer i dagbladet Politiken, som blev påbegyndt i 1978 og fortsatte frem til hans død i 1993, udgivet i bogserien I Byen. Fryden ved den rene sprogleg bærer flere af digtsamlingerne. Allitterationerne dundrer derudad i Onkel Danny's drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåsedigte (1974), og rim og remser tager over, så meningen latterliggøres. Udtrykket, formen i sig selv, styrer.

Med Dan Turèll får dansk litteratur en erklæret flanør. En nattevandrer, der tager sig tid til at se på stort og småt i sin by. Metropolen beskrives i improviserede, lange forløb i de tre slentrende udgivelser: Drive-in Digte (1976), 3-D Digte og Storby-Blues (1977). Inden Turèll er nået så langt som til helhjertet at elske byen – uden dermed at give afkald på fx politisk kritik af det københavnske bystyre – har der været et mentalt overtalelsesstadie, som formuleres i den sidste af forfatterens vilde og udflippede stortekster, Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller (1973). En psykologisk forsvarsposition synes nødvendig: „Jeg er ligeglad, jeg tvinger mig til at være ligeglad ud over alle grænser, i selvforsvar, som den sidste mulighed.“ Siden ser man mindre til denne påtvungne blaserthed.

Flere forfattere reflekterer over rocken, der var 1960'ernes og 70'ernes vigtigste nye æstetiske signal, og som udmærkede sig ved at samle generationer af unge og være identitetsskabende i en hidtil uset grad.

Den modne Thorkild Bjørnvig viste interesse for beatmusikkens poetiske og kulturkritiske dimensioner og udgav en indsigtsfuld essaysamling, Oprør mod neonguden. Et essay om beat, brød og vin (1970), Hans-Jørgen Nielsen anmeldte kontinuerligt rockplader i Information, men det var Dan Turèll, der bedst fangede både rytmen og betydningen i den nye musik. Han er connaisseuren, som fanger perspektiverne hos Tom Waits, Bruce Springsteen, David Bowie, Iggy Pop, Bob Dylan, Jefferson Airplane, Patti Smith, Lou Reed og Grateful Dead. Ikke mindst hos de to sidste, hvis betydning for forfatteren man ikke kan overvurdere. Årtiets mest rammende analyser af rocken og dens kultur skrev Dan Turèll.

Han reflekterer passioneret over mediefænomener fra William S. Burroughs og vampyrfilm til Gøg og Gokke i de seks bind Medie-Montager (1975-78). Ærindet kan være kritisk, men mediemontagerne består overvejende af begejstrede artikler om egne kunstneriske forbilleder og forsvar for den dårlige smag. Den hjemlige ideologikritik udlagde Anders And som et undertrykkende fænomen; Dan Turèll skrev med tungen lige i munden om, hvor meget af livet man kan lære ved at læse den ugentlige tegneserie. I dag ynder mange danskere at udtrykke sig med engelske og amerikanske vendinger; Dan Turèll opfattede sig helt naturligt som en 'amerikaner-dansker' – i nævnte rækkefølge – og han kunne ikke se noget problem i at være en af Onkel Sams sønner (1978), som den sidste mediemontage hed.

Før det var blevet comme il faut, skrev Dan Turèll passioneret om film noir og kriminalromanen. Den sidste genre blev opdyrket i serien om den navnløse journalist, der løb ind i det ene mord efter det andet. Mord i mørket (1981, filmatiseret i 1986) hed første bind, og det stemningsfuldt melankolske mørke kendetegner de fleste af de i alt ni romaner, hvis afslutningsbind havde den manende titel Mord på medierne (1988). Det er poesien i krimien og genrens sproglige drive, der interesserer forfatteren, ikke dens dramatiske nerve. Man kan ikke beskylde Dan Turèll for at spekulere i stram komposition, snedige plots og spænding. Snarere synes drab og andre ubehagelige menneskelige gerninger at være anledningen til, at journalisten og fortælleren kan synge endnu en blues om livet på godt og ondt i velstandssamfundet. Melankolien er hyggelig i krimiserien, for grundlæggende er tilværelsen i orden. Livet er en blues eller Charlie Parker på slap line.

Sansen for det musikalske bærer den performance, som Dan Turèll udvikler i 70'erne. Han får sit eget band, Sølvstjernerne, og udgiver et par plader. I 1990'erne tager en ny generationsmusiker over, idet Halfdan E. i Pas på pengene (1993) og den posthume Glad i åbningstiden (1996) leverer elektronisk lyd som modspil til digterens rytmisk skolede stemme. Dan Turèll kan bruge sin stemme, som var den en talende og improviserende jazzsaxofon, og hans rytmiske sans og fraseringerne ekkoer af rocken.

Selv om Dan Turèll var arbejderdreng fra Vangede og autodidakt, havde han avantgardeblod i årene. Han mødte tidligt Peter Laugesen, og det accentuerede trangen til at skrive for enhver pris. De første undergrundsudgivelser bekostede forfatteren selv, og han delte gratis ud til venner og fremmede på gaden. Han kreerede den ene tekstcollage og selvrefleksivt rablende ordstrøm efter den anden. Alene i 1971 udkom således tre bøger med de symptomatiske titler: Bevægelser, formålsløst cirklende; The Total-Copy System; og Manuskripter om hvad som helst. Dan Turèlls grundlæggende ambition var at brede kunsten ud, få den væk fra en elitær position og ind i det hverdagslige. Han skelnede ikke mellem fin- og massekultur, og trangen til at bruge mangfoldigheden af kunstneriske udtryksformer var udpræget. Det synlige resultat er en strøm af digte (på dansk eller engelsk), essays, rim og remser, prosastykker, oversættelse af rocktekster, ligesom det blev til alternative malerier, når forfatterens håndskrevne tekster virkede som kalligrafi. Forfatteren deltog også i en kollektiv, anonym tekstproduktion; sammen med Peter Laugesen udgav han Dobbeltskrift (1973), og Uden titel (1973) blev begået af de to samt Henning Mortensen og Jens Smærup Sørensen.

Efter opbruddet fra Vangede sværmede forfatteren for det esoterisk eksperimenterende og et frodigt kulturforbrug. På den ene side drømte han om at etablere sig som oppositionel stemme, der brød med 60'er-modernismen. På den anden side ville han gerne bringe den elementære venlighed, som han havde mødt i Vangede, videre ud i den store verden. Dén spænding er hemmeligheden i Dan Turèlls forfatterskab og forklaringen på succesen. 'Onkel Danny' var en umulig, men vellykket krydsning mellem en feel good-kunstner, der elskede hverdagene, og en ironiker, der yndede det parodiske. Masken 'onkel Danny' inkarnerede en ny forfattertype, som med udpræget performertalent kunne håndtere medievirakken.

Der skulle faktisk ikke så meget til, før medieopmærksomheden var hjemme: at lakere neglene med sort efter forbilledet Lou Reed, blive kronraget og tale lavkøbenhavnsk på tv. Det hele var et gennemført spil, et brud med 70'ernes hang til det autentiske, for Dan Turèll var ikke dyrker af det oprindelige; han var som en Karma Cowboy klar over de muligheder, der lå i en spektakulær medieoptræden: „He performs his being/ That's all he can/ The Karma Cowboy/ is the Anywhere Man“.

Det er ikke rigtigt at sige, at Dan Turèll forvandler sig fra rebel til mainstream-kunstner. Trangen til stilistiske eksperimenter er der fra start til slut, også i de afsluttende dødsmærkede digtsamlinger, ligesom feel good-tendensen også mærkes tidligt. Ikke som en leflende holdning, derimod som den skrivendes selvovertalelse til at acceptere virkeligheden, som den foreligger. Den æstetiske anarkist var også pragmatiker. Pointen er, at forfatteren langsomt, men sikkert dæmper negative fornemmelser for fx 'storbyen og dens helvede' til fordel for en besindelse. Selv om 'det er for meget', er det „just all right“ (Karma Cowboy). Modsætningen er larmende.

Hovedværket, den 'universelle rodebutik' Karma Cowboy (1974), lyder ud fra titlen som en krydsning mellem zenbuddhisme og amerikansk massekultur. Forfatteren insisterede på at forbinde de to verdener; det asiatiske rummede en filosofisk forestilling om intetheden og en universel gentagelsestvang, mens den anden, moderne stod for alt det sjove og forfærdelige. Specielt i det formidable langdigt, „Karma Cowboy Blues“, der har et fast omkvæd med det konstaterende 'det er' som indleder hver linje, er modsætningssammenstødene vitale. Vidt forskellige stemninger og tilstande, stort og småt stilles sammen. Sangen kunne fortsætte i det uendelige, og strømmen af ytringer er centrumløs, behersket af en polyfon musikalitet. Digtet er en trancetilstand, en frodig og fortvivlet besyngelse af det hele: „Det er hedt Det er ledt Det er fedt.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Folkelig avantgardist - Dan Turèll i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477356