Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alt er på vej - Ivan Malinowski og Klaus Rifbjerg

Oprindelig forfatter ESven

Ivan Malinowskis Kritik af tavsheden (1974) er ikke en digtsamling om den tavse provins i Danmark, men nok en kritik af det provinsielle Danmark. Horisonten er international, og verdens storpolitiske konfliktområder skrives eksplicit ind i Malinowskis digteriske klassekamp. Lokale kapitalister, EF, den amerikanske regering og dens engagement i Vietnam, Franco i Spanien, fra Cæsar over den socialdemokratiske toppolitiker Per Hækkerup til firmaet Tjæreborg, den jyske præst Krogager, der opfandt charterrejser til Sydeuropa: Fortidens og nutidens magtmasker udsættes for digterens persiflerende, parodierende og perfide kulturkritik. Krigen er overalt: „Hvad man ser i Sydøstasien / Er Vestens hverdag i en nøddeskal / Det er det der er så håbløst.“ På den ene side betyder det, at digteren pålægger sig et skønhedsforbud: „Sålænge lidelse er massernes daglige brød / Nægter jeg at producere skønhed / Til mætte læsere“. På den anden side hedder det håbefuldt i et digt med motto af Edith Södergran: „Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund“, at selv om digterjeg'et taler magthavernes sprog, skal der sendes en kollektiv opfordring: „Lad os afskaffe al undertrykkelse / Herunder poesien. Hvorfor / Skulle ikke hverdagen / Være et digt?“ Spørgsmålet er retorisk og ligger i forlængelse af den avantgardetradition, som plæderer for en opløsning af kunsten i og med, at den skal blive en del af det politiserede hverdagsliv.

I 1950'erne og 60'erne udøvede Ivan Malinowski radikal kritik af den vestlige kultur med dens 'disjecta membra'. I 1970'erne udvider han det eksistentielle minimumsprogram i solidaritet med den undertrykte tredje verden. Digtene peger på et spinkelt håb, som vokser i mødet med naturen, hvad der fremgår af samlingen Vinterens hjerte (1980). De fysiske og biologiske videnskaber understøtter forfatterens optimisme, der fungerer på trods af de nære samfundsmæssige omstændigheder.

 Klaus Rifbjerg under paraply og under vejr med sig selv. Hans første digtsamling har undertitlen En utidig selvbiografi, og han har selv kaldt forfatterskabet „en fortsat udviklingsroman“. Med sin knivskarpe iagttagelsesevne og sin uhindrede adgang til erindringen har han fastholdt skiftende tiders stemninger i både lyrik og prosa. Hans produktivitet har gennem årene været enorm; i 1983, da dette foto blev taget, udkom tre romaner og et skuespil.

Klaus Rifbjerg under paraply og under vejr med sig selv. Hans første digtsamling har undertitlen En utidig selvbiografi, og han har selv kaldt forfatterskabet „en fortsat udviklingsroman“. Med sin knivskarpe iagttagelsesevne og sin uhindrede adgang til erindringen har han fastholdt skiftende tiders stemninger i både lyrik og prosa. Hans produktivitet har gennem årene været enorm; i 1983, da dette foto blev taget, udkom tre romaner og et skuespil.

Med en holistisk filosofi i den ene hånd og de undertryktes kamp i den tredje verden i den anden ser Ivan Malinowski en universel sammenhængskraft, der trodser katastrofebevidstheden, som digteren også strejfer. Kaos mødes med kærlighedens alt-transcenderende kraft: „der viser universet / som eet stof / levende og uden ende / mellemrum eller død / sufisk perpetuum / hvis væsen er kærlighed“ (Vinterens hjerte). Var den unge digter en erklæret nihilist, er den ældre Malinowski en ideologisk tændt holist: „Alt er på vej / i forvandling og opbrud.“ Det største og mindste, det fjerneste og tætteste – kosmos, naturen og den menneskelige krop – er mobiliseret: „Overalt i verden er der små rum / Hvor mensker parrer sig, stædigt / På trods af al fornuft“ (Kritik af tavsheden).

Annonce

Hos den unge Malinowski var genreviften broget, og digtene spændte fra de hermetisk lukkede til åbne, drilske. Ny-enkelheden mærkes hos den politisk forankrede digter; udtrykket er nu renset som forsiden af Vinterens hjerte, en hvid flade med en rød cirkel i midten, mens forsiden af Romerske bassiner (1963) fx er en rodet collage med brug af mange forskellige skrifttyper.

Malinowskis „Kritik af fornuften“ kunne for så vidt godt være skrevet af Klaus Rifbjerg, der også i 70'erne digtede videre på de erotiske energier. Livsfrisen (1979) tager livtag med fødsel og genopstandelsesforestillinger, der også mærkede Konfrontation og Camouflage, men formsproget er lettere tilgængeligt. Den modne digter er mindre forbistret og udsat. Tidligere tiders chok og overraskelser kan nu udlægges som cirkusnumre „det er gamle sager prøvet før / parat igen i morgen.“ Trods en udpræget lyst til at hvirvle en større kulturel baggrund ind i digtene, som man ser i Mytologi (1970), bliver alt anskuet gennem et personligt, idiosynkratisk og sensibelt temperament.

Forbløffende, men tidstypisk afdæmpet er imidlertid Scener fra det daglige liv (1973). Flere digte er fotografisk registrerende, og sproget renset for komplicerede metaforer. I stedet for at udpensle overlades det til læseren selv at mærke det fysiske og følelsesmæssige drama, der udspiller sig, når ægtemanden kommer til at save en finger af med rundsaven. Tilsvarende panoreres der rundt i en provinsby, hvor det til slut konstateres, at hvis drengen på cyklen græder, venter der nogen hjemme, som kan trøste, og hvis han ikke græder, er der ikke noget at snakke om. „Alle kender hinanden“ lyder udgangen. Konfrontationsmodernisten har skruet gevaldigt ned for metaforbrugen; stilen er lakonisk. Er det beroligende at vide, at alle kender hinanden? Næppe, og udsagnet er næppe sandt. Digtet afspejler en forstillelse. Det daglige liv er ensbetydende med en skræmmende overfladisk forståelse af de menneskelige ytringer, der trives i lillesamfundet. Når der digtes om storsamfundet, er tonen mere manende og metaforisk. Et digt skildrer Nørreport Station, der som et monster i kælderen sluger mennesker. „Fra undergrunden kommer en lyd / som er vanskelig at beskrive.“ Igen er udtrykket behersket, effekten hos læseren skulle gerne være så meget større.

Langsomt, men sikkert tiltager de surreelle syner i Scener fra det daglige liv, og i udgangen får vi en skumring i mediernes krigeriske og sensationelle tegn. Virkeligheder støder sammen og en skattet vending fra B.S. Ingemann får ny betydning: „Flyvemaskinen står stille / over huset og tilintetgøres / med en vranten lyd. / Fred hviler over land og by“. Katastrofefilm var en yndet genre i 1970'erne, og også den danske litteratur havde sine glimt af ragnarok.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Alt er på vej - Ivan Malinowski og Klaus Rifbjerg i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477355