Mændenes private liv - Ulrik Gräs, Sven Holm, Kristen Bjørnkjær

I 1976 udgav Jannick Storm (f. 1939) digtsamlingen med den mandfolkeligt klingende titel Øl, fisse og hornmusik. På omslaget kunne man se forfatteren med en basun i den ene hånd, i den anden sin daværende kæreste, Vita Andersen. I 1977, da Vita Andersen udsendte Tryghedsnarkomaner, hed Jannick Storms knækprosaiske udgivelse Ung kvinde under opstigning i landskabet. Kvinden, og ikke bare Vita Andersen, tog teten, og det mærkede de mandlige forfattere. Fra midten af 70'erne markerede mange udgivelser, at kønskampen havde skiftet karakter.

I redaktør Claus Clausens artikel i antologien Mænd. Det svækkede køn (1974) gøres der afbigt for fortidens synder. Forskellige mænd beretter i åbenhjertige interviews om, hvordan deres verden er blevet en anden siden rødstrømpegennembruddet. Selvransagelsen er udtalt: „Vi mænd vil fremover bliver nødt til at ændre vores hidtidige praksis og selvforståelse som hankønsvæsener i samme grad som de kvinder vi omgås frigør sig fra undertrykkelsen. Kvindebefrielsen tvinger os til, så gennemgribende og bevidst som vi kan, at ændre på afgørende sider af vores maskulinitet, kort sagt vores måde at være mænd på.“

Det gik ikke rigtig længere med en bøvet øl, fisse og hornmusik-attitude. Den ironiske holdning, som Jannick Storm udviste, var en undtagelse fra reglen. De offensive kvinder satte dagsordenen, og mændene var trængte. I patriarkatet bestemte manden, men nu var kvinderne de aktive og mændene reaktive. Kvinderne var stærke, mens mændene blev bløde, flove og undskyldende. I mandebevægelsen forsøgte høj som lav, almindelige mænd som professionelle skribenter at tage højde for skiftet i tidsånden. Flere genrer blev mobiliseret i forsøget på at reflektere over situationen.

Jesper Jensen (f.1931), der i 1960'erne havde skrevet revyer sammen med Klaus Rifbjerg, markerede sig i 70'erne dels ved i begyndelsen af årtiet at skrive agitproptekster til de socialistiske folkesangere Benny Holst og Arne Wurgler, dels ved i slutningen af årtiet at skrive digte om manden, der var umulig i kærlighed og forlangte det umulige af kvinden, som „skal være / høj og frodig / men lille og spinkel /dit hår skal være / mørkt og glat / og de lyse krøller / skal give dit ansigt / omgivelserne som gør det / spændende utilgængeligt / åbent tillidsfuldt og lyst“. Mand mand (1979) udmærker sig ved denne selvironi, men også ved at forsøge at gøre det private alment. Sonetten „Pompei“ udvider således perspektivet bagud for at demonstrere, at lidelsen er klangbund for menneskets ytringer. Digteren er ikke alene med sine kvababbelser.

Ulrik Gräs (f. 1940) skildrer i Elskere elsk (1976), hvordan 70'ernes økonomiske og ideologiske kriser og ikke mindst kvindebevægelsens sejrrige march virker på et par arbejdere, som de er flest. Barndomsvennerne Leif og Karl Johan bakser med skærpede vilkår på arbejdet og med hjemmefronten. Leif, gift med arbejderen Jette, bliver arbejdsløs og tager til Sverige, mens Karl Johan gelinde overtager vennens rolle uden at have dennes bøffelmaner. Alligevel går Jette egne veje, tilskyndet af et dobbeltengagement, dels i en faglig kamp på arbejdet, dels i kvindebevægelsen. Hun flytter i kvindekollektiv, og det fatter manden ikke.

Ulrik Gräs tilstræber en tvetydig beskrivelse af, hvordan den typiske mand reagerer på desavoueringen. Jette kritiserer Karl Johans alt for bastante opfattelse af kønsrollerne og verdens indretning: „Hun foreslog at jeg skulle se mig selv i en større sammenhæng, og jeg kiggede rundt i stuen men kunne kun få øje på hende“. På en gang er teksten tæt på Karl Johans bevidsthed og dog langt fra den enfoldige mand. Karl Johan og Leif har svært ved at øjne det overordnede perspektiv, de store linjer i samfundet, hæmmede som de er af deres kønsopdragelse og gamle vaner. Deres svar på Jettes udfordringer er massiv druk, fornægtelse og til sidst flugten fra den fiktive Vestbyen, der har flere træk til fælles med Vejle, som forfatteren er vokset op i. Leif havner i Grønland, mens Karl Johan tager til København. Man kan ikke beskylde romanen for at være optimistisk på mandens vegne. I modsætning til de fleste andre arbejderromaner fra samme periode dykker Ulrik Gräs ned i familie- og følelseslivets alt andet end opbyggelige underste land.

Den annoncerede frigørelse, igangsat af kvindebevægelsen og annammet af de brødebetyngede, progressive mænd, havde svært ved at blive til virkelighed. De mandlige forfatteres reaktioner på udviklingen lignede sammenbruddet i Elskere elsk. Perspektivet i den uvilkårlige kønskamp blev udvidet i Sven Holms (f. 1940) bittersøde burleske Ægteskabsleg (1977). Den frivole anarkist Løjban er mere end en laban; han opsøger som skælmsk figur sjællandske par, der har ondt i kærligheden. I Jomfrutur (1966) fandt to kærlige mennesker sammen, nu er de vrængbilledet af den erotiske rus, tørre og aflagte. Står manden og kvinden og de andre kærestepar, som Løjban møder, til at redde? Den moderniserede don juan vil rive de fasttømrede fra hinanden og dermed undergrave ægteskabet som institution. Men det grumme plot i den slentrende, novellelignende fortælling er, at anstrengelserne er overflødige, fordi parrene ikke behøver hjælp udefra: Den erotiske frihed, de er blevet tilskyndet til via medierne og selv i vid udstrækning har digtet videre på, har samtidig nedbrudt kærligheden. Frihedens kulde har fået kærligheden til at fryse til is.

Tonen er muntert tragisk i Ægteskabsleg. I Det private liv (1974) er den illusionsløst realistisk. I overgangene mellem romanens fem dele reflekterer en fortællerstemme nøgternt over det private livs (u)mulighe-der. Den konkrete fortælling er et eksempel på den almene tendens. Det er påfaldende, hvordan Sven Holm modsiger 1970'ernes kollektive visioner. Mens Min elskede – en skabelonroman (1968) legede med forestillinger om store forandringer, bærer det dystopiske romanen Langt borte taler byen med min stemme (1976). Det private liv er en studie i en traditionel families afmagt. Otto lever sammen med Lotte, men en sygeorlov er starten på en deroute, som spolerer alt. Lotte søger andre græsgange og finder et kvindekollektiv, hvor hun kan finde sig til rette, mens Otto søger at komme op til overfladen igen ved at tilslutte sig den odiøse organisation 'Transcendental Beauty'. Det bliver dog for meget for Otto, lidt sans for virkeligheden har han beholdt, så romanens udgang rummer et mindstemål af optimisme.

På den ene side vil Det private liv vise, hvordan tiden privatiserer kærlighedens strukturelle problemer, på den anden side insisterer den analyserende fortæller på, at det kollektive fortsat er en mulighed:

Det private liv er blevet en celle som har mistet evnen til at dele sig. Den enkelte er ikke mere en del af det fælles men undtagelsen fra det. Det er spørgsmålet hvor længe den opdeling kan eksistere. I det øjeblik den er blevet så tydelig at den kan ses mister den sit herredømme. Så samler kraften sig i de isolerede enkeltdele og bliver en fælles kraft. Det er drømmen om det som skal fastholdes indtil –.

Drømme var der nok af. Ib Lucas (f. 1946) gjorde en del af dem op i romaner og to novellesamlinger med de betegnende titler Når virkeligheden flimrer (1981) og Lystens labyrinter (1984) – pointerede sædeskildringer af 68-generationens livsformer og eksperimenter med roller, køn og identitet. Den nyrealistiske tradition fra 1960'erne fører han videre, ofte med en humoristisk drejning.

Mandelitteraturen fik sin pendant til Vita Andersens Tryghedsnarkomaner. Det skete med Kristen Bjørnkjærs (f. 1943) knækprosa-skildring af den knækkede mand i Kærestesorg (1976), der med 17 oplag og over 50.000 solgte eksemplarer ubetinget var det bedst solgte stykke mandelitteratur i 70'erne; i 2000 kom et nyt oplag på 4000 styk. Titlen antyder med sit arkaisk klingende ordvalg, at manden ikke er på højde med tiden; et indtryk, der forstærkes af omslagets hjerteformede blomsterkrans.

Kærestesorg fremstår som en digterisk rodekasse. Den har alt fra bon mot'er, aviscitater, minifortællinger, rolledigte, aforismer og selvbiografisk materiale til centrallyriske beklagelser. En masse præsenteres, og siderne er tætskrevne, der er ikke plads til ro og fortolkning; snarere drejer det sig om at følge en broget strøm af tilkendegivelser, der svinger mellem det deskriptive og det småparodiske. Konkretion, ikke klynk, er sagen. En skilsmisseerfaring udgør klangbunden: „Oprindelig aktiv aktivist / nu gået op i syningen / Før: køn, smuk, alvorlig / Nu: hurtigt i opløsning.“ Kan tonen virke nøgtern, cool, som hos Jørgen Leth, er der dog genkommende metaforer, som signalerer en tyngende alvor. Hyppigt omtales den omsiggribende krise i kærligheden som en sygdom eller som et spil, ingen tilsyneladende kan gå fri af. Kærligheden er udemokratisk og „en hård branche / hold dig væk / eller tag hvad der kommer.“ Smertepunkter indkapsles, samtidig med at teksten pointerer et nødvendigt dobbeltspil: Udadtil reagerer den sårede mand politisk korrekt, når han opdager, at han lige er blevet fyret af kæresten: „den ny tid tilsiger mig / at jeg skal tage det afslappet / nærmest naturligt / faktisk glæde mig / på dine vegne / På et øjeblik / kortslutter hjernen / men samtalen sluttes / på det urbane plan / senere på dagen / får jeg en hovedpine / der varer fem år.“ Når det æsteti-ske ideal er en dokumentarisk realisme, er Bjørnkjærs brug af overdrivelsen et vidnesbyrd om den bløde mands paniske tilstand.

Dønningerne fra de høje bølger, som kvindebevægelsen rejste, bærer Kærestesorg. Det tidstypiske i bogen er dens vidnesbyrd om den moderne mands mentale kaos og fraværet af alternativer til tristessen. Digtsamlingerne De voksnes verden (1978) og Krage søger måge (1980) er både formelt og tematisk nært beslægtede med Kærestesorg. Romanen En vild tid (1985) er en bittersød realistisk skildring af kærlighedsbranchen.