En anekdote fra forlaget Gyldendals korridorer beretter om en vidtløftig debat om den scene i Jette Drewsens debutroman Hvad tænkte egentlig Arendse?, hvor den kvindelige hovedperson raserer ægtemandens lejede arbejdsværelse, der også fungerer som husly for stævnemøderne med elskerinden. De mandlige medlemmer af redaktionen fandt scenen vulgær, mens de kvindelige redaktører godt kunne se komikken og ikke fandt den anstødelig. Her ses Jette Drewsen godt ti år efter, i 1983, da romanen Udsøgt behandling udkom.

.

Bente Clods og Lola Baidels kvinder vandt terræn. Langt mere anfægtede og usikre var de kvinder, Jette Drewsen (f. 1943) skildrede. Symptomatisk nok er hovedpersonerne i Drewsens første romaner begge professionelle kunstnere, vel at mærke mere eller mindre fallerede. Begge kvinder har kunstnerisk talent, men det er svært for dem at forene rollerne som både elskerinde, kunstner, kammerat og mor.

Ursula i debutromanen Hvad tænkte egentlig Arendse? (1972) har på det nærmeste opgivet sin fotografkarriere. Den hører vi blot om perifert. I stedet er hun hjemmegående. Ægtemanden Esben er universitetsmenneske med succes, men det hindrer ikke, at han er frustreret over hjemmelivet. Når han koger over, mangler den intellektuelle mand ord, i stedet bruger han næverne. Bagefter fortryder han og beder Ursula om at skjule skaderne bag solbriller. Bølgerne går højt i det lille hjem i en københavnsk forstad: „– Er det måske ikke skamløst at slå sin kone bevidstløs? spurgte jeg (og fortrød). – Der har vi det igen. Jeg har den svaghed, og det skal du altid rive mig i næsen. Du kan altid sidde her som sådan en forpulet martyr. – Hvis jeg spiller martyr, som du siger, så ER det måske netop, fordi jeg altid sidder her. – Og det er min skyld, ikke? Du er så selvmedlidende. Det er min skyld, du ikke har fået fotograferingen holdt ved lige. Jeg var så modbydelig at lave et par unger på dig.“

Givetvis en realistisk dialog fra en normaldansk mellemlagsfamilie med ondt i kærligheden. Esbens eufemisme 'den svaghed' markerer Jette Drewsens sans for den mandlige karakters selvforståelse. Lektoren er måske ikke værre eller bedre end så mange andre mænd, men det gør ikke sagen bedre. Han fastholder Ursula i rollen som kønsobjekt, og alt er godt, så længe hun ser godt ud og er villig – også til at acceptere hans sidespring. Som andre udgivelser mærket af en kvindebevidst tankegang er Hvad tænkte egentlig Arendse? skrevet i solidaritet med den kvindelige hovedperson, hvis indsnævrede og afhængige livsvilkår og hele psykiske funktionsmåde romanen er en undersøgelse af. „Det er som om alting er amputeret ved mig,“ konstaterer Ursula.

Svaret på den inderlige frustration er en detaljemættet realisme, der registrerer, hvordan det langsomt, men sikkert skrider for Ursula. Livsglæden siver, men i stedet for at appellere til suggestiv medleven tilstræber Jette Drewsen det nøgternt iagttagende. Ursulas identitetskamp virker endeløst besværlig, men hun opnår en indsigt til slut; hun ved bare ikke, hvor hun skal gå hen med den. Deltagelse i en rødstrømpe-sludregruppe lokker ikke. I stedet barrikaderer hun sig bag en ironisk latter, som Esben, der vil skubbe alle problemer ind under gulvtæppet, ikke fatter: „– Hvorfor i helvede sidder du og hyler af grin? – Jeg kan ikke rigtig forklare det. – Det er nok også bedst, du lader være.“

Jette Drewsens romaner er minutiøst realistiske skildringer af den konstante og kontante socialisering af kvinden. Der er glimt af bevidst modstand, af visioner om andre måder at leve på, men den udvejsløshed, som Ursula havner i, demonstrerer, at fremskridt over hele linjen var der ingenlunde tale om, selv om kvindekampen var godt stof i 1970'erne. Jette Drewsens debutroman blev en publikumssucces, og det antyder, at Ursula ikke var alene om leve med virkelighedens træghed.

At kunst kan være et korrektiv, bliver endnu tydeligere i Jette Drewsens næste roman Fuglen (1974). Titlen refererer til et bestillingsværk til en bank, som skulptøren Mia skal levere. I få øjeblikke kan hun opleve skabelsens selvforglemmelse. Den provisoriske fylde giver blot ikke nok ballast til at kunne håndtere alle rollekravene. Mia skal være en god mor for datteren Aline, hun skal være den feterede teaterinstruktørs ferme elskerinde, bevare en øm fortrolighed med eksmanden, være sine forældres gode datter, kammerat med kolleger og pleje sine veninder. Bevare den slanke linje, holde sig åndeligt i form. Være voksen og følsom: „Du var nu ellers ikke altid helt ked af at blive behandlet som en dukke“, som eksmanden konstaterer efter, at de to har været intime.

Hvordan skal Mia tackle det hele? En veninde giver et godt råd: „Du skal bare se at blive overfladisk.“ Men det kan man ikke, når man har et præcist blik for den daglige undertrykkende stempling af kvinder, når man selv oplever ikke at kunne slå til, når man bliver vraget til fordel for en yngre model. Den møjsommeligt erhvervede sammenhængskraft fordufter. Mias verden fragmenteres. Bogen om kunstneren tager selv så småt form derefter; den bliver til en række glimt af konflikter, og af og til kan der være detaljer, dele, der antyder en helhed, men Mia kan ikke samle stumperne. „Det er altid for sent eller for tidligt eller for besværligt“, som en kollega siger til Mia, efter at de to har elsket. Bemærkningen er mere end en kommentar til det erotiske mellemværende.

Mias udvej er den mest radikale: selvmordet. I 1885 havde Amalie Skram ladet sin hovedperson i Constance Ring vælge den samme udgang efter at have høstet bitre erfaringer med mænd. Amalie Skrams svenske kollega Victoria Benedictsson tog sit liv i 1888, og de bitre minder fra naturalismens æra fik en renæssance i 1970'ernes kvindebevægelse. Fortidens skygger var lange. Men hvor Herdis Møllehaves Le tog sit liv, fordi hendes kærlighed ikke blev gengældt, og manden ikke kunne holde op med at være mystisk indelukket, dér er horisonten større hos Jette Drewsen. Tragedien er dybere. Forankringen i det hverdagslige også tydeligere. Le er en debatbog i tynde prosa-gevandter, mens Fuglen er pointeret prunkløs prosa.

Også Pause (1976) er en kunstnerroman, og den er mere optimistisk end Fuglen. Denne gang kan den fraskilte kvindekunstner få sit liv til at hænge nogenlunde sammen. Og journalisten Nanna i Midtvejsfester (1980) har overskud til at klare at blive fyret på et formiddagsblad og bruger lejligheden til at gøre status over sit liv, affinde sig med sin alder og sine længsler. Jette Drewsens forfatterskab er fyldt af kvinder, der lever alene, med og uden børn. Med sociologisk præcision afdækker hun alene-kvindens vilkår.

1990'er-trilogien Lillegudsord (1992), Jubeljomfru (1993) og Filihunkat (1994) tager derimod udgangspunkt i barnet med historien om Ella, der vokser op i et klichéfyldt, selvhøjtideligt grundtvigiansk højskolemiljø og kæmper for at finde egne ben at gå på – og ender som alenemor. Stilistisk vidner den om forfatterens voksende lyst til litterære eksperimenter. I 2001 udkom erindringsbogen Lisbets søster, der fortæller om en barndom, der skifter karakter, da pigen Jette mener at have andel i en søsters tragiske død. Hændelsen kaster lange skygger ind over hele opvæksten. En ny side af Jette Drewsens forfatterskab viser sig i Det inderste råstof (2004), der i et næsten arkaisk og renset sprog beretter om, hvordan forfatteren rejser rundt i Saharas ørken og håndterer dette at være enlig, hvid kvinde i en både indbydende og kulturelt fremmedartet og strabadserende verden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En fragmenteret virkelighed - Jette Drewsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig