Solvej Balle gav i den koncentrerede kortprosabog & (1990) et signalement af måden, man talte om verden på omkring 1990:

Vi tegner anførselstegn i luften, når vi snakker. To fingre på hver hånd tegner streger i luften, og stregerne ophæver ordene lidt. Sådan kan vi sige virkelighed og verden og tid, oppe foran øjnene, og sådan sidder vi igen med noget levende der klemmer sig forsigtigt ned mod jorden, imens vi tegner alle de tegn vi kender.

Man kan kun tale om virkelighed og eksistens ved hele tiden ironisk at pointere, at man godt ved, at man ikke har fat på virkeligheden i og for sig, men altid blot omtaler den og repræsenterer den på tegnenes betingelser. Men på de vilkår kunne man så gå ind på pulterkammeret og finde den eksistentielle fortælling frem igen og forsøgsvis undersøge eksistensens og erkendelsens vilkår, som blandt andre Peter Seeberg havde gjort det siden midten af 1950'erne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Korte former.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig