Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knækprosaen - Vita Andersen

Oprindelig forfatter ESven

I sommeren 1979 lokkede dagbladet Information sine læsere til at reagere på temaet 'kærlighed 79'. Avisen fik overvældende respons fra læserne, der indsendte stribevis af digte med titler fra „Ryst troldspejlene ud af dine øjne“ til „Ode til mandens bløde pik“. De to køns roller var under mærkbar forandring. Feminismen tilbød andre billeder af kvinden, i rocken havde David Bowie vist, at en mand kan have flere køn og masker, og i mandebevægelsen forsøgte man at leve op til det nye ideal om den bløde mand. Kærligheden var på én gang en evergreen og på grund af tiderne et land med helt nye love. Ser man på den historiske kontekst, er det heller ikke overraskende, hvorfor læserne overvejende offentliggjorde deres oplevelser i digtform. En af de mest skattede former for offentliggørelsen af det private var den enkle, ukunstlede, metafordæmpede lyrik. Digtet var særdeles velegnet til at åbne for bekendelser, både fordi genren pr. tradition ligger tæt på det private, og fordi den omvendt let kan tilsløre. Digtet kan bruges til at udtrykke noget prekært, men for den gængse bidragyder til 'kærlighed 79' kunne det kun lade sig gøre, hvis man holdt sig til en lyrisk form, der ikke stillede store krav om bundne metriske mønstre, kæder af originale allitterationer, kringlet metaforik og andre æstetiske fordringer, som amatørskribenten let kunne løbe sur i. 'Avislyrik' kaldte Informations egen kritiker Torben Brostrøm fænomenet.

Det var samme Brostrøm, der i det første nummer af det litterære tidsskrift Chancen (1979) lancerede betegnelsen 'knækprosa' om denne digtform, som man også i rigt mål kunne finde i dagbladet Politiken. Avislyrikken var kønspolitisk brugslyrik, som ifølge kritikeren ikke udmærkede sig ved de store sproglige manøvrer. Til gengæld var den bundet op på „simple forløbsformer, bestemt af stoffet“, og der snakkes „løs med talesprogets alt for mange tomme ord og ubetonede stavelser, men lyrik bliver det ved den uordnede typografi. Det kaldes knæk-prosa og er let forståeligt.“

Det lyder ikke så godt, men god var udviklingen for mange. Digtet kunne nu pludselig bruges til at kommunikere direkte med. Genren blev afsakraliseret og dermed demokratiseret. Arbejdere, feminister, bøsser, alle mulige bevægelser og græsrødder gik til knækprosaen med åbent sind. Selv om Torben Brostrøm vånder sig ved det, mener han dog også, at det i 1979 ikke nytter at skrue tiden tilbage til konfrontationsmodernismens glansperiode i 60'erne: „Idealet er ikke en vanskelig poesi netop nu, hvor produktions- og konsumtionslysten er stor, men en digtning som vover en højere grad af subjektivitet og personlighed end den private, uden at glemme de objektive erfaringer.“

Annonce

 Vita Andersen – her fotograferet i 1976 – kom med ét på alles læber, da Tryghedsnarkomaner udkom i 1977. Forfatterens baggrund som et forsømt barn og hendes stilistiske ligefremhed parret med evnen til at fange en skrøbelig kvindeidentitet forvandlede løsarbejderen og den blonde skønhed til en litterær stjerne.

Vita Andersen – her fotograferet i 1976 – kom med ét på alles læber, da Tryghedsnarkomaner udkom i 1977. Forfatterens baggrund som et forsømt barn og hendes stilistiske ligefremhed parret med evnen til at fange en skrøbelig kvindeidentitet forvandlede løsarbejderen og den blonde skønhed til en litterær stjerne.

Vita Andersens (f. 1942) debutudgivelse Tryghedsnarkomaner (1977) gjorde forfatteren til en berømthed over night. Bogen kom på det rigtige tidspunkt og ramte med sine temaer og med sin form et stort læserbehov. Kun Benny Andersens Samlede digte, udgivet i 2002, der indtil videre er gået i 120.000 eksemplarer, har inden for lyrik solgt mere end Tryghedsnarkomaner med sine 90.000. Efter at have haft småjobs og afbrudte uddannelser kunne forfatteren i forbindelse med et eksklusivt interview i magasinet Eva lade sig fotografere som alternativ fotomodel, iført farverige gevandter. Forvandlingen var eventyrlig og blev ikke mindre, da den med spænding ventede opfølger kom året efter: novellesamlingen Hold kæft og vær smuk, som er blevet solgt i 130.000 eksemplarer.

I sin anmeldelse i Information fastslog Hans-Jørgen Nielsen, at Tryghedsnarkomaner var et deprimerende katalog over „den kønspolitiske elendighed i det senkapitalistiske dagligliv.“ Bogens stil er bemærkelsesværdig, tonefaldet dødt, og der er mange „situationsbeskrivende sætninger uden forsøg på at etablere mere omfattende tolkningsmønstre“. Kritikeren noterer endvidere, at bogen ikke just glimrer ved handlingsanvisninger. Til gengæld handler den om en „kvindespecifik erfaringsverden“, og det var ikke det værste en bog kunne gøre i 1977. Forbehold er mere synlige hos Torben Brostrøm, der efterlyser en sproglig spændstighed hos Vita Andersen. Han mener desuden, at forfatterens succeshistorier udtrykker „en bestemt opfattelse af mænds og kvinders roller og magtkampe“, som gør dem til typiske knækprosatekster. Et andet antydet forbehold gælder den knappe litterære fremstilling, der grænser til det lakoniske. Psykologiske smertepunkter er der mange af, og der er mange skildringer af kvindetypisk adfærd, som læseren kan genkende.

Meget bliver stillet til skue, men lidt bliver gennemskuet. Alligevel er det forkert at sige, at Vita Andersens lyrik (og prosa) lever af det private og selvbiografiske. Den stiliserede knaphed og teksternes kølighed, deres præsenterende og konstaterende karakter, peger væk fra det selvcentrerede. Man kan udlægge det som kunstnerisk uformåen, man kan også sige, at teksterne på én gang er åbne og lukkede, appellerende til videre refleksion hos læseren. Sproget kan være stift, i overensstemmelse med de sindsstemninger, der får fiktivt mæle. Men de mange spændinger mellem den ydre beskrivelse og glimt af menneskers indre kaotiske tankestrøm tydeliggør det vaklende, ufærdige i kønsrollerne.

Flere digte er minutiøse skildringer af, hvor ustabile mænds og kvinders opfattelse af køn og identitet er. I „Hvad tror du jeg tror“ har det kvindelige jeg travlt med at finde ud af, hvad bejleren måtte tænke, og hvilke træk hun selv skal vælge i det famlende forførelsesritual. De to spiller maskerade, er splittede til roden og bag det gearede overfladespil ligger drømme, der rækker ud over det nærværende og materielle: „jeg bliver bare overvældet af en længsel / efter kontakt med dig / efter noget jeg ikke kan se / og du vil kun udlægge det som begær efter dig.“

Vita Andersens kunstneriske greb i Tryghedsnarkomaner er læserens genskabelse af figurernes spidsbelastede følelser. Stilen er på én gang cool, nøgtern og ved sin påfaldende lavmælthed og minimale kunstneriske stilisering patos-appellerende. Det mentale kaos ytrer sig i en tendens til stivnet sprog; pointen er altså ikke, at forfatteren, som Torben Brostrøm antyder, ikke kan skrive spændstigt, men derimod at hendes figurer er spærret inde i et magtesløst sprog.

Tit er digtene meget konkrete i udpegningen af tid og sted; realismen er indlysende hos Vita Andersen. Men registreringen stopper ikke ved den ydre verden. Udadtil er figurerne tilpassede og nydelige, men klip til deres indre viser, at de rummer noget skræmmende andet: „hun havde altid opført sig ordentligt / ikke altid gjort hvad hun havde lyst til / men hvad de havde forventet af hende / hun havde opfyldt deres krav / og nu tænkte hun kun på døden“. Titlen „Depression“ bliver ikke mindre rammende, når man tænker på, at tankereferatet drejer sig om en kvinde, der har afprøvet alle mulige livsstile og typer.

Tryghedsnarkomaner rummer en bred vifte af kvindeskæbner, der samtidig minder en del om hinanden. Der optræder påfaldende mange ufaglærte, kontorpiger for eksempel, kvinder fra de lavere sociale lag; målt i forhold til tidens stærke feminisme er det overraskende i Vita Andersens succes, at hendes tekster intet har at gøre med positive rollemodeller. Måske har forfatterens kvinder en stærk vilje udadtil, men de er sjæleligt amputerede og aldrig sikre på sig selv. Krænkede narcissister, mente mange kritikere i 1980'erne, men i så fald afdækker Vita Andersens tekster gang på gang det skrøbelige og udsatte hos de maskerede kvinder. De tyr til moden, kosmetikken, udseendet for at tækkes omgivelserne, mændene i særdeleshed, uden at det ophæver de indre savn og mangler. Seksualitet, drømme, ensomhed og powershopping flyder sammen.

Havde Hans-Jørgen Nielsen set fremtiden i attituderelativismen, demonstrerede Vita Andersen dens mange bagsider. Mulighederne for ydre virak var vokset, og selviscenesættelsen gennemgribende; Vita Andersens forfatterskab handler om bagsiden af glansbilledet og viser, hvordan mennesker halter mentalt bagefter. Forfatterens enestående gennemslagskraft i 70'erne demonstrerer, at den store frigørelse gik hånd i hånd med en fundamental udsathed og uindfriede længsler. Vita Andersens kvinder var ikke de eneste, der havde svært ved at være situationen voksen.

Vita Andersen skrev som så mange andre på den tid helt åbenlyst på egne erfaringer. Forskellen mellem forfatteren og de fiktive jeg'er, mellem den fortællende og de fortalte stemmer, var hårfin. Opløsningen af grænsen var produktiv, samtidig med at den kunne appellere til det nyfigne hos læseren. Kom litteraturen ikke til at minde om sensationspressen? Det mente Torben Brostrøm. Men man kan også sige, at Vita Andersens tekster har en performativ karakter. De er scenisk berettende, til trods for at flere af dem foregår på en indre scene. De har et utvetydigt mundtligt drag, samtidig med at de virker monotone og klaustrofobiske med deres mange gentagelser, en effekt, der bliver forstærket ved de opbrudte linjer. Tryghedsnarkomaner er en række reportager fra et moderne liv, hvor mennesker kan udveksle kropsvæsker, men ikke nå hinanden. Paradoksalt nok rækker digtene netop på grund af deres knappe og nøgne form tillidsfuldt ud til læseren.

Tillid og opmærksomhed er ikke iøjnefaldende i de glimt af barndom, der bærer store dele af novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978). Forfatteren måtte selv som lille leve hos sin moster, blev efterfølgende anbragt på børnehjem, og da moderen senere tog hende til sig, var det, fordi Vita skulle fungere som reservemor for hende. Hvor komplekst mor-datterforholdet kan være, er Vita Andersens noveller et vidnesbyrd om. I Tryghedsnarkomaner er der flere digte om mislykket dating, men i novellesamlingen og i de værker, forfatteren har offentliggjort siden, er det ikke primært mændenes svigten, der beskrives. Smertepunktet er flyttet bagud til pigens oplevelse af moderens svigt, til de indre blødninger, som ikke stopper, når pigen bliver voksen. Den fortrædelige barndoms skygger er meget lange.

De tre romaner Hvafor en hånd vil du ha' (1987), Sebastians kærlighed (1992) og Get a life (2003) er variationer over dette tema. Førstnævnte handler om den niårige Annas kærlighedsløse barndom sammen med sin dagdrømmende enlige mor Melissa. Som barn dansede Melissa på bordene og tjente dermed lidt til familien. At vække det mandlige begær er løsenet for Melissa, og på den konto svigter hun sin egen datter. Annas kamp om at få opmærksomhed og kærlighed bliver stadig mere desperat; hun får først nærkontakt med Melissa, da moderen er gået helt op i limningen, og moder og datter skifter roller. Den betingelsesløse kærlighed har Melissa kun oplevet med Anna. Romanens åbne spørgsmål er så, hvordan Anna vil håndtere den arv.

I Sebastians kærlighed er det drengen, der både trygler om moderens nærhed og erfarer, at hun har det med at forsvinde i sit kunstneriske arbejde. Da moderen dør, skal Sebastians evne til at kombinere tiltroen til det magiske med viden om, hvordan det forholder sig i den virkelige verden, stå sin prøve. Grundtonen er imidlertid mere håbefuld end i Hva'for en hånd vil du ha'. Også Get a life skildrer en traumatisk barndom og dens følger. Vi møder Amanda som barn og som voksen. Hendes forældre blev skilt; faderen var en feteret og forstyrret kunstner, moderen bare forskruet og skræmmende barnlig, så Amanda overlever ved at komme på børnehjem og få en plejefamilie på landet. Man kan ikke påstå, at de oplevelser har givet Amanda en tryg ballast i livet. Som voksen etablerer hun egen familie med fraskilte Thomas, hvis halvstore datter terroriserer Amanda. Deres fælles barn foretrækker tilsyneladende Thomas, og Amanda forsøger fortvivlet at forkæle og forbruge sig til succes hos sit eget barn. Den spinkle idyl krakelerer, men som en fugl Fønix formår Amanda at rejse sig til slut. Uden mål og med, men med en intuitiv råstyrke, der trodser hendes livsbetingelser og omgivelser. Get a life er en snapshot-realistisk vandring i de nye familieformer, der befolkes af kuldslåede mennesker anno 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Knækprosaen - Vita Andersen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477333