Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brugsbøger og rapporter

Oprindelig forfatter ESven

Brugsbogen og det kollektive kunne orkestreres på flere måder. Charlotte Strandgaards (f. 1943) Gade op og gade ned (1973) består overvejende af udskrifter af enetaler, fremført af alkoholiserede kvinder og præsenteret i overskrifter som Livsangsten eller Overflødighed. Disse anonyme stemmer bliver suppleret med digte, konstruerede ordsprog samt et par afsluttende prosastykker. En bestemt kvindeskæbne, tilsyneladende på tværs af klasseskel, bliver dokumenteret og profileret med bogens på én gang meddigtende og konstaterende tekster: „En dranker og en pillemisbruger ser ikke anderledes ud, adskiller sig ikke rigtig fra andre. Det kan være hvem som helst i bussen, på gaden, i biografen (…) Det er snart alle, der er på den, men det er ikke bare til at se på dem“. I Gade op og gade ned „bærer vi omhyggeligt masker“. Ved at trække alkoholismen frem som et fænomen, der nok vidner om triste liv, men også forbinder kvinder, antyder bogen et muligt fællesskab: „De holder sammen, de slås sammen, de stoler på hinanden i tykt og tyndt. En langtidskrig begynder, den er ikke holdt op endnu“. Udgangen er digterens vision. Men den er i samklang med samtidens kvindebevægelse.

Flere kollektivt forfattede bøger fokuserede på emner eller forhold, som kaldte på en kvindelig vinkel, således fx Er I rigtig kloge? En bog om kvinder og psykiatri (1977). I den finder man en typisk kombination af interviews med anonymiserede kvinder, statistisk materiale, videnskabeligt funderede tekster foruden polemik mod psykiateren Thorkil Vanggaard, der mente at mænd var kvinder overlegne. Hvad angår evnen til at krydse genrer er Maria Marcus' personlige case-study Den frygtelige sandhed. En brugs-bog om kvinder og masokisme (1974) et pionerarbejde, idet den veksler mellem erindringsstykker, redegørelser for psykoanalytiske teoridannelser, analyser af fiktionslitteratur, der berører former for seksuel undertrykkelse, egne og andres bekendelser bundet til tabuerede lyster, kortprosa og pornografiske indslag foruden refleksioner over samfundsforhold. Brugsbogen vil sammentænke det hele, og Maria Marcus' projekt er selvfølgelig dristigt, fordi det bryder med billedet af den spirende kvindeidentitet, som er ved at få styr på sin seksualitet. Derfor titlen: Hvis kvinden selv ønsker den fysiske og psykiske, seksuelt motiverede undertrykkelse, har den radikale frigørelse lange udsigter. Men hvis kvinderne kan lære at adskille den autoritære masochisme fra den seksuelle masochisme, er der håb forude, hævdede Maria Marcus (f.1926).

 Kvindefestival 1974. 1970'erne var kvindebevægelsens store årti. Kvinder var det halve af verden, og demokratiet kendte ingen grænser. Det betød også, at der skulle ryddes op i egne rækker: indre fjender fjernes, kroppen og seksualiteten nytænkes, forandres til det bedre. Den gamle uniform med de højhælede sko og bh'en blev udstillet som objekter fra en undertrykt fortid. den lilla ble kom på hovedet. Den vakse fotograf har imidlertid fanget en af tidens kvinder, som ser ud til at have sine eftertanker.

Kvindefestival 1974. 1970'erne var kvindebevægelsens store årti. Kvinder var det halve af verden, og demokratiet kendte ingen grænser. Det betød også, at der skulle ryddes op i egne rækker: indre fjender fjernes, kroppen og seksualiteten nytænkes, forandres til det bedre. Den gamle uniform med de højhælede sko og bh'en blev udstillet som objekter fra en undertrykt fortid. den lilla ble kom på hovedet. Den vakse fotograf har imidlertid fanget en af tidens kvinder, som ser ud til at have sine eftertanker.

Den frygtelige sandhed er genuin bekendelseslitteratur i den aftapning, som læserne kunne nyde i 1970'erne. Den handler om en tabueret trang, om en forbudt drift, men i modsætning til den klassiske bekendelse er det ikke den kristne tro, der anfægtes, snarere er det feminismens ideologiske konstruktion, der ønsker stærke, selvberoende kvinder. Spørgsmålet er, om de mange kan tilgive outsiderne. Eller om de få, in casu den, der skriver og bekender, taler på de manges vegne. Meget behændigt bringer Maria Marcus som motto et citat fra et rødstrømpe-manifest: „Vi betragter vores personlige erfaringer, og vores følelser ved disse erfaringer, som det grundlæggende for en analyse af vores fælles situation. Det første krav for at øge klassebevidstheden er ærlighed, privat og offentlig, over for os selv og andre kvinder.“

Annonce

Kvindebevægelsen afstedkommer en genremæssig udvikling og udvidelse af litteraturen. Forskellige dokumentariske former – rapporten, interviewet, citatmosaikken, redegørelse for sagforhold osv. – kombineres i bøger, der gerne må vurderes som brugsbøger og rapporter fra en virkelighed, der måske kan ændres. Den personlige og kollektive historie glider sammen. Samtidig er der en tendens til, at kvindebevægelsens tekster – sammen med den samtidige arbejderlitteratur, der også tit gør brug af dokumentarismen – resulterer i en mere generel nedprioritering af den kunstneriske fiktion. Flere af årtiets succesfortællinger, der har forbindelse til de nye kønsroller og kvindebevægelsen, anvender således en realisme, der tangerer det dokumentariske. Desuden er bøgerne gerne tæt på det selvbiografiske.

Det gælder også Bente Clods roman Brud (1977), der er en typisk 70'er-roman. Afstanden mellem forfatteren Bente Clod (f. 1946) og hovedpersonen Bente synes minimal. Bemærkelsesværdig er også bogens undertitel, „Portræt af en udvikling“, og forfatterens dedikation: „Denne bog er skrevet til græsrødderne“. Bente fungerer som medium, den figur, der tegner udviklingen. Fortællingen skal altså række ud over det personlige, samtidig med at dens fundament er en variant af 'offentliggørelsen af det private'. Den ideelle læser tilhører 'græsrødderne', basisdemokratiet, og det foldes eksemplarisk ud i den feministiske bevægelse. Romanens erotiske plot samstemmer hermed; Bente erfarer, at hendes erotiske drift er rettet mod hendes eget køn. Den indsigt kommer langsomt, men sikkert, og det er ikke, fordi Bente ikke har gjort sig erfaringer med mænd.

Inden da har vi hørt om tilpasningen til den gængse kvinderolle i form af et skønhedsritual, der begyndte i fjortenårsalderen uden at være forankret i Bentes indre: „Jeg var minutiøst klar over hvordan jeg så ud efter ritualet, men aldrig klar over hvordan jeg havde det.“ Så meget ved den 26-årige pædagog Bente altså ved bogens begyndelse. Forholdene til mændene er uforløste, forkrampede. Det er svært at leve op til billedet af den rigtige kvinde: „Den lille daglige angst for ikke at være venlig nok, rigtig nok, huslig nok, sød nok, klog nok, smuk nok, kvinde nok.“ Just som forholdet til advokaten Jørgen får forelskelsen til at rykke i Bente, hører hun andre kvinder tale begejstret om Femø, og så vender fortællingen. Sandheden er en anden på Femø end i Gentofte, som det hedder. Og sandheden finder Bente i udkantsområdet, i et andet Danmarksbillede, hvor kvinder er frie og sammen, uden mænd omkring sig. Læsning af de nye heltindeforfattere, Germaine Greer og Suzanne Brøgger, understøtter Bentes frigørelse. Om Brøggers debutbog hedder det: „Her er en bog der er skrevet for mig, om mig. Bevidstheden om at der allerede findes flere tusinde mennesker der har læst den og følt det samme, forstærker oplevelsen. (…) Kvinder i kvindehuse verden over, kvinder der fortæller, skriver, synger, digter om det samme som jeg lige har opdaget. Det er ikke mig der er skør eller individualist. Det er udviklingen i samfundet der kommer til udtryk gennem mig, individet.“

Romanens hovedtitel peger på de smertepunkter, som udviklingen også kan skabe. Bente reflekterer over sit forhold til kærligheden og konstaterer, at „jeg aldrig har lært at vise mine behov.“ Følgelig er dannelsen af kvindeidentiteten problematisk. På den anden side er Bente på vej til at skabe et nyt menneske, i pagt med den mytologiske urkvinde Lilith: „Kræfterne må bruges på at finde frem til noget, der kan sættes i stedet. Jeg er nødt til at arbejde mig ud af fortiden, væk fra alt dette lyserøde, ældgamle, uhåndterlige opspind der hedder kvinden. Jeg ved, jeg ikke har været med til at definere det. Jeg må arbejde ned til en genopstandelse af det, jeg dårlig nok kender, det menneske, der fandtes før alting begyndte.“

 Grevinde Danners Stiftelse i 1979, da det nedrivningstruede hus midt i København blev erobret af feminister. Der var brug for et sted, hvor voldsramte kvinder og deres børn kunne leve i fred for deres mænd. At mændene var forment adgang var en provokation – for mændene. Man skulle tro, at de nye tider med ligestilling mellem kønnene ville fjerne grundlaget for stiftelsen. Men stedet har siden mere end bevist sin berettigelse og vidner dermed om det fortsatte behov for at kæmpe for demokrati i kønnenes verden og mod mænds vold mod kvinder.

Grevinde Danners Stiftelse i 1979, da det nedrivningstruede hus midt i København blev erobret af feminister. Der var brug for et sted, hvor voldsramte kvinder og deres børn kunne leve i fred for deres mænd. At mændene var forment adgang var en provokation – for mændene. Man skulle tro, at de nye tider med ligestilling mellem kønnene ville fjerne grundlaget for stiftelsen. Men stedet har siden mere end bevist sin berettigelse og vidner dermed om det fortsatte behov for at kæmpe for demokrati i kønnenes verden og mod mænds vold mod kvinder.

Visionerne er noget mere begrænsede i Herdis Møllehaves Le (1977). Hvor Brud proklamerer en lys fremtid, der går Le i sort og vikler sig ind i de knuder, som følger med de ændrede kønsroller. Hvor Bente Clod vil fokusere på forandringsmuligheder, demonstrerer Herdis Møllehave (1936-2001) vanskelighederne ved at slippe fortidens kønsidentitet. Til trods for at det er en roman, har bogen et forord, hvor forfatteren gør sig betragtninger over fortællingen. Ideelt er det, hvis beskrivelsen „har ramt noget generelt“. Le skal læses som en studie i en fikseret kvindelig psyke.

Den nye mand skulle være sensitiv og tale om sit følelsesliv. Herdis Møllehaves roman anfægter imidlertid, at den bløde mand er svaret på de kønspolitiske trængsler, for Le synes, at den pansrede mand er meget mere spændende. Den tyngende figur hedder Sten Runge, er kunstnerisk anlagt og flere år ældre end Le. Gymnasielæreren er splittet mellem, hvad hun ved er det rigtige, og hvad hendes følelser og underliv fordrer. Møllehaves kvinde søger mænd, der overgår hende i intelligens og har større karisma; „hun følte sig mærkelig nok tiltrukket af selvsikre, ofte overlegne, arrogante mænd (…) Tit var det mænd, der virkede kolde. Måske følte hun det som en udfordring at få netop den type til at vise følelser.“ Det hjælper ikke, at Le offentliggør en kronik, der vækker opsigt, fordi hun lancerer det slående udtryk 'knudemænd'; hendes drifter korresponderer ikke med hendes fornuftige jeg. Er Le en umoderne kvinde, fordi hun er forfængelig i modsætning til „alle kvindegrupperne med mao-tøj eller battle-dress“? Eller er hun en kvinde, som de er flest, og som kvindebevægelsen fornægter?

Herdis Møllehaves roman demonstrerer, at når kvinden frivilligt og erotisk fikseret søger en undertrykkende og iskold mand, står det skralt til med frigørelsen. Til trods herfor – eller måske netop derfor – fik Møllehaves roman mange læsere. En af dem overværede forfatterens foredrag på et overfyldt folkebibliotek, og hendes reaktion blev udformet som et personligt brev, offentliggjort i Politikens kronik. „Le er blevet fællesejendom mellem mange, især – tror jeg – kvinder. Vi er mange, der står og har stået i den håbløshed, du præsenterer os for, og som du kun anbefaler én udvej ud af: nemlig døden. For du tillader ikke, at Le gør oprør. Du tillader ikke, at hun sparker ham Runge eftertrykkeligt og godt i nosserne,“ skrev psykologen Marchen Møller i december 1978. Det vækker anstød, at der ikke anvises handlemuligheder, og det er trist, at Le opfører sig selvdestruktivt, hvorfor læseren konkluderer, at bogen både er 'elendig' og 'farlig'. At den kontante afvisning ikke også inkluderer en æstetisk kritik, men udelukkende er møntet på indholdet, antyder, hvordan litteraturen blev håndteret i de forandringslystne læsermiljøer. Litteratur var et kommunikativt hjælpemiddel.

Herdis Møllehave og Bente Clod har et oplagt fællestræk: Deres fortællinger er solidariske med den kvindelige hovedperson. I basis- og snakkegrupperne havde solidariteten kvinderne imellem høj prioritet, og den attitude kendetegner den del af den samtidige litteratur, som har udspring i kvindebevægelsen. Litteraturen er i øjenhøjde med sine læsere; den tilstræber at levere beskrivelser, som angiver almene erfaringer. På godt og ondt som i tilfældet Le.

Litteraturen blev funktions- og målrettet. Den skulle skabe erkendelse og forandring ved at vække genklang hos læserne. Det kunne den gøre ved at skildre kvindetypiske smertepunkter, konflikter og erfaringer, samtidig med at den litterære form er forsonende transparent og meningsfuld.

Ny-enkelheden bærer fx Lola Baidels (f. 1951) digte. Kærlighedsmødet skildres i Kun noget levende (1978) som et spil, hvor manden er passiv, tilknappet, mens den aktive kvinde „sætter spørgsmålstegn ved din rolle“. Heldigvis har kvinden overskud i situationen og tiden for sig, så „Jeg accepterer spillet som nødvendigt / facaden som foreløbig / og venter // Til du åbner dig / og vi kan være sammen.“ Når forholdet nærmer sig det euforiske, formuleres en karakteristisk vekslen mellem to mentale og fysiske yderpunkter: „Jeg ville gerne kunne krybe helt ind i dig / samtidig med at jeg omsluttede dig fuldstændigt.“ Kvinden vil både være altfavnende, moderligt beskyttende og det lille barn, som finder tryghed i den voksnes krop. Kvinden som infantil og voksen; det hele skal kunne lade sig gøre. Og kvinden, det svage køn, er stærkere end manden, hvis udvikling ikke er nået videre end til det gamle indviklede rollespil: „Så jeg ikke at spillet var det samme / kun rollebesætningen en anden?“

Kvindebevægelsens fremgang åbnede for skrivelyst hos mange. Digtgenren blev en overgang flittigt brugt, for det private var blevet et offentligt ærinde, og „Digte er nemme at skrive og læse“, som det hed i indledningen til Charlotte Grubbs og Lis Vibeke Kristensens antologi Poesibogen (1974), en titel, der både leger med barndommens private poesibog og antyder det kunstnerisk uambitiøse ærinde. Mange digtsamlinger kom på diverse alternative og interimistiske forlag. Forlaget Hønsetryk kanaliserede mange af disse brugsdigte ud til et publikum, der ikke havde svært ved at føle sig på bølgelængde med forfatterne. Lola Baidels tidstypiske digte kom på forlaget Klitrose, der var en anden publiceringskanal for skrivende amatører og for begyndende professionelle.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Brugsbøger og rapporter i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477326