Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bekendelsen som autentisk blændværk - Tove Ditlevsens sene forfatterskab

Oprindelig forfatter ESven

Da Tove Ditlevsen i 1976 døde for egen hånd og blev begravet, var begravelsesfølget helt overvældende. Tusindvis af læsere mødte op for at vise den folkelige forfatter den sidste ære. „Bortset fra at jeg skriver er jeg også ganske almindelig og drømmer om en almindelig ung mand, der sværmer for lyse, langhårede piger“, skrev Tove Ditlevsen beskedent i det sidste bind regulære erindringer, Gift (1971). I mange år havde forfatteren været brevkasseredaktør på ugebladet Familie Journalen og givet gode råd om kærlighed, om familiære konflikter, om spændinger mellem forældre og børn, mellem generationer. Redaktøren skrev på baggrund af egne erfaringer, hvilket ikke betød, at hun selv i sit eget liv kunne leve op til de gode råd. Tove Ditlevsens produktion, der tæller både digte, romaner og kortprosa, byder heller ikke på entydigt sandfærdige udsagn om forfatterens eget liv. Grænsen mellem fiktion, digt og virkelighed er hårfin, men den er der, og den sikre balancegang mellem det, der skete, og det, der kunne være sket, er karakteristisk for Tove Ditlevsen. (Forfatterskabets tidlige del behandles i Barndommens stenede, undrende land – Tove Ditlevsen i Længsel og desillusion og i Husmor, skribøse, rollemodel for andre kvinder).

Forfatteren trækker nok uafbrudt på sine hårdt tjente livserfaringer, men ved suverænt at mikse løgn og sandhed, og konstant nedbryde grænser mellem forestillede og reelle oplevelser, opnår Tove Ditlevsen at skrive sammensatte, dynamiske tekster. Hun formår at være skattet af de almindelige læsere og have et kritisk forhold til den dominerende modernisme, samtidig med at hun, hvad angår evnen til skabe subtile litterære arrangementer, er tæt på at overgå modernismens fremmeste. Ikke alle værker er dog lige vellykkede, og biografierne fortæller, at forfatteren var på vej ind i en skrivekrise i 70'erne. Så meget var gået galt for privatmennesket Tove Ditlevsen, og hun forvandlede nu ultimativt sit liv til kunst. Som kunstner slap hun godt fra det. Tove Ditlevsen slutter med uforlignelige udgivelser, inklusive den på en gang bramfri og illusionsløst nøgterne Tove Ditlevsen om sig selv (1975), hvori det hedder: „Alt det med at være et 'ordentligt menneske' havde jeg opgivet“.

 Man kan ikke nægte Tove Ditlevsen – her fotograferet i 1970 – sans for at posere. Men det er ikke en glamourøs forfatter, vi ser i profil. Selvpromoveringen har et melankolsk drag over sig. Fotografiet skal vise forfatteren som offentlig figur; men Tove Ditlevsen iscenesætter snarere sig selv som en skæbne klædt i mørkt og med forgængelighedens drivende cigaretskyer omkring sig. Sådan ser en livserfaren kunstner ud back stage, uden sminke.

Man kan ikke nægte Tove Ditlevsen – her fotograferet i 1970 – sans for at posere. Men det er ikke en glamourøs forfatter, vi ser i profil. Selvpromoveringen har et melankolsk drag over sig. Fotografiet skal vise forfatteren som offentlig figur; men Tove Ditlevsen iscenesætter snarere sig selv som en skæbne klædt i mørkt og med forgængelighedens drivende cigaretskyer omkring sig. Sådan ser en livserfaren kunstner ud back stage, uden sminke.

I de første år af det nye årtusind var der en fornyet interesse for det autofiktive – for forfattere, der konsekvent blander liv og kunst sammen. Hvordan det skal gøres, så læseren er både bevæget og anfægtet undrende, demonstrerer Tove Ditlevsen profetisk i Vilhelms værelse (1975). Det performative har Tove Ditlevsen en veludviklet sans for, samtidig med at hun foregiver autenticitet. Selv om fremstillingen virker uden omsvøb, er der altid flere muligheder, også i erindringsbøgerne Barndom (1967), Ungdom (1967) og Gift. Den sidste beskriver Ditlevsens liv med de mange mænd og vejen frem til et forfatterskab og moderskab. Spændingen mellem de to er bemærkelsesværdig: „Og det går mere og mere op for mig, at det eneste jeg virkelig duer til, det eneste der optager mig lidenskabeligt er at forme sætninger, danne ordstillinger eller skrive enkle, firlinjede vers. For at kunne det må jeg iagttage mennesker på en ganske særlig måde, omtrent som om jeg skal henlægge dem i et arkiv til senere brug.“ Kredsede de første mange udgivelser om barndommen og intense, men skuffende forbindelser mellem en mor og et barn, forskydes interessen i de senere værker til det at redde fortiden med ord og avle vægtige børn med sproget. Uden at det bliver ordgejl; Tove Ditlevsen skriver i 70'erne med livet som indsats.

Annonce

Der er altid forbehold hos forfatteren, altid distancegreb, steder, hvor læseren bliver gjort opmærksom på, at det, vi læser, er skrevet. Erindret måske, men nedskrivningen har sine egne love. Skriften laver om på livet, kan forskønne det, tilsløre det, og litteraturen er derfor aldrig helt sandfærdig. Men den kan godt være sand. Det gælder, uanset hvilken genre forfatteren skriver i. Om romanen Man gjorde et Barn Fortræd konkluderer forfatteren i Gift: „Den handler på en eller anden måde om mig selv, skønt jeg aldrig har oplevet de ting personerne kommer ud for.“ Selve det at opleve og erindre bliver til et liv i billeder. Første linje i Gift lyder: „Alt i stuen er grønt, væggene, tæpperne, gardinerne, og jeg er altid inde i den som i et billede.“

Gift er et forstadium til Vilhelms værelse. Endnu en forudsætning for den er romanen Ansigterne (1968). Børnebogsforfatteren Lise Mundus er presset på alle fronter, udefra og indefra. Hendes mand, Gert, ser en anden, og måske er han ved at etablere et incestuøst forhold til parrets pubertetsdatter. Stuepigen Gitte prædiker politik og har vist noget kørende med såvel Gert som familiens store søn. Gitte efterlyser med store bogstaver den aktuelle verdenssituation i Lises bøger; hvor er fx Vietnamkrigen og det politiske engagement henne? For slet ikke at tale om tidens seksuelle frigørelseseksperimenter, som Gitte har oplevet på højskole og gladelig videregiver. Den familiære krise suppleres med en kunstnerisk skrivekrise. Virkeligheden skrider for Lise. Hun ser overalt ansigter, der stivner eller opløser sig. Masker falder eller fikseres, og Lise lader sig indlægge på et psykiatrisk hospital. Der er der ganske vist mikrofoner i puden, og Gitte, hendes unge plageånd, bliver ved med at kritisere. Lises digte „er rædselsfulde, sagde Gitte, lige til at brække sig over. Modernismen er aldrig gået op for hende. Ungdommen griner ad hende.“

Ansigterne er en studie i en udfoldet psykose. Lise er paranoid og har hallucinationer. Synsvinklen er tæt på den fallerede forfatters, men romanens eget sprog og syntaks er ikke opløst eller kaotisk. Tove Ditlevsen har valgt at lade Lise bruge et regelret sprog, og på den måde bliver læseren beroliget og kan hele tiden skelne mellem de forskellige virkelighedsplaner, samtidig med at man kan rystes over Lises konfuse tilstand.

Lise kommer helskindet ud af miseren. På hospitalet bliver hun tilskyndet til at genoptage skriveriet. Børnenes skæbne eller Gerts eventuelle erotiske trakasserier vejer ikke så tungt som Lises trang til at (om)skrive sine erfaringer. De psykotiske fantasier er paradoksalt nok inspirerende, og den omsiggribende 68'er-ånd en anden inspirationskilde, der vittigt udnyttes. Privatmennesket Tove Ditlevsen begræd udelukkelsen fra det fine modernistiske selskab, men i Ansigterne vender hun sin svaghed til en styrke. Hangen til at følge med de seneste kunstfærdige moder udstilles parodisk, som når Gert og datteren skal se udstillingen 'roman i rummet': „Moderne forfattere får jo ikke deres bøger trykt. De hænger dem op i et lokale, og tilskuerne går ind i dem og spiller selv med ligesom en af personerne. Det er meget interessant. Hvis du vil følge med, kommer du til at skrive på den måde.“ Overdrivelse fremmer forståelsen. Med humoren som middel lykkes det Tove Ditlevsen at tale en avantgardedyrkende tidsånd imod. Paradoksalt nok med en roman, der som avantgarden leger med opløsningen af grænsen mellem værk og kunstner, det offentlige og private.

Ansigterne er et kig ind i et sammensat kvindesind, der både rummer ubehag ved kravet om at skulle forholde sig til den store politiserede verden, har et skævt blik på tidens avantgarde-tendenser og tør tematisere det rablende paranoide. Man kan dog diskutere, hvor troværdig udgangen på historien er. Vi får en postuleret idyl, hvor Gitte er udskrevet og Gert blevet god igen. Tillader Tove Ditlevsen sig at være provokerende naiv, eller udstiller hun en kitschet romantik? Er hendes ærinde at foregribe en løsning på de familiære og kunstneriske problemer, som hun privat døjede med?

 Det massive fremmøde til Tove Ditlevsens begravelse i 1976 er gået over i historien. Måske var det Danmarks sidste genuint folkelige forfatter, der blev begravet.

Det massive fremmøde til Tove Ditlevsens begravelse i 1976 er gået over i historien. Måske var det Danmarks sidste genuint folkelige forfatter, der blev begravet.

Skrift er også liv hos Tove Ditlevsen. Fiktionen rummer per definition flere roller end den prosaiske virkelighed. I Vilhelms værelse kulminerer spillet med dækidentiteter og fabulerende sammenstillinger af liv og fortælling om liv. Skal et kunstværk måles på sin affinitet til virkeligheden, eller på den frihed, som det rummer? Hvis man mener det første, er Vilhelms værelse et kig ned i en menneskelig afgrund, en afmagtens fortælling. Bogen kaster lange skygger, når den foregriber forfatterens eget selvmord. Men romanen overlever sin forfatter.

Tillader man sig at sætte det biografiske i parentes – og det er der så meget formelt i romanen, der tilskynder til – får vi en mangefacetteret og labyrintisk fortælling. Den berømte forfatter Lise, som vi genkender fra Ansigterne, men nu med en lidt anden familiehistorie, lever alene og har lidt på skrømt søgt ud på kontaktannoncemarkedet. Overboens Kurt flytter ind og overtager eksmanden, avisredaktøren Vilhelms tøj. Sønnen Tom går egne veje, og den rastløst søgende Lise tilbyder en sensationsavis at offentliggøre sine erindringer, herunder som et clou samlivet med Vilhelm. Lise møder sin gamle veninde, Mille, der nu lever sammen med Vilhelm. Med jævne mellemrum bryder fortælleren ind og gør dermed opmærksom på sin magt – men også afmagt, for hun kan ikke digte Lises beslutning om at ville begå selvmord om: „Det er ikke nødvendigt at vide alt, hvad der sker i randen af og udgående fra Lises store beslutning. Jeg vil nu kun fortælle, hvad jeg har lyst til at fortælle“, skriver romanens suveræne fortæller i det næstsidste kapitel. Vilhelms værelse er på en gang en fatal, lystfyldt, deskriptiv og drevent fabulerende roman.

Historien er elementært bevægende og højraffineret. Til slut er Lise på vej ud i en skov for at gøre en ende på sit liv. Men på samme tid har Vilhelm indset, at han hører sammen med Lise, og kører ind til hende. De to krydser hinanden i hver sin taxa i hver sin retning. Redningen er på vej, men den kommer for sent. Samtidig med at finalen kan læses som en foregribelse af det faktiske selvmord efter romanens udgivelse, er det også en meget litterær slutning, som trækker på et af melodramaets mest suggestive numre, nemlig at en redningsaktion sat i gang i sidste øjeblik ikke lykkes.

Vilhelms værelseer en kompleks roman. Den har sin emotionelle ballast som en fortælling om at blive forladt og sige farvel til livet. Den har biografisk pondus med de mange hentydninger til forbindelser eller ligefrem sammenfald mellem Tove Ditlevsens eget liv og Lises. Den antydede melodrama-effekt og den til tider morbide humor er omvendt en indbygget modstand mod at læse romanen som privat. Lise og Vilhelm er først og sidst mediefigurer, og Lises virkelighed er medialiseret, før det blev moderne at tale om en sådan. Tove Ditlevsens roman er bevidst om det forhold, og denne fordobling af forholdet mellem kunstner og medieoffentlighed fremhæver det avancerede i Vilhelms værelse.

På en af romanens første sider hævder fortælleren, at „intet er tilfældigt og intet kan være anderledes“ i historien om Lise og Vilhelm. Det må betyde, at der er en forklaring på romanens mange påfaldende fejl, der alle tyder på denne porøse forbindelse mellem forfatteren, fortælleren og Lise. Meget påfaldende er det, når Lises mor i en af Lises bekendelsestekster kalder hende for Tove, eller når fortælleren til slut beskriver Lises kamp med Vilhelm og stofferne, hvorefter der optræder en jeg-fortæller: „Jeg frygtede ham i begyndelsen, fordi han bekæmpede min narkomani aldeles hensynsløst.“

Hvad sker der? Læseren får svært ved at skelne mellem fiktionsfortællingen og den fortælling om forfatteren, som de fleste af samtidens læsere kendte fra medierne. Fiktion og fakta glider sammen, handlingsplan og fortælleplan rodes sammen. Uheldigt, klodset kunne man mene. Man kunne også sige, at denne udviskning af fundamentale grænser netop er tekstens pointe. Som romanen i forvejen blander genrer og nedbryder grænser mellem forskellige fortælletyper – jeg-fortællingen, den personale fortælling, den alvidende fortæller – så er den ude på at ryste læseren. Måske fordi det sejler for Tove Ditlevsen, men endnu vigtigere bliver det, at hendes roman får denne ukontrollable karakter. Persongrænser udviskes, og den labilitet kan på den ene side virke som forfatterens selvbeskyttelse, der tangerer det drillende, og på den anden side som en blottelse.

Det fortællende jeg opfører sig som en fugl Fønix, der orienterer sig mod det tabte og kan hæve sig op over denne muntert mistrøstige skæbnefortælling. Fortællerens program erklæres på første side: „Jeg vil skrive en bog om Vilhelms værelse og om de begivenheder der fandt sted i det eller udgik fra det; dem der førte til Lises død, som jeg kun har overlevet for at kunne skrive hendes og Vilhelms historie ned. Nogen anden mening har min tilværelse ikke.“ Identifikation og distance, sammenfald og adskillelse veksler, ligesom bogen i øvrigt skifter synsvinkel fra kapitel til kapitel og indlægger dokumenter som Lises afslørende artikler. Lise er pludselig forfatter til et af Tove Ditlevsens mest berømte digte, og der er som sagt flere gange rod med fortællerens brug af personlige pronomener. Den retrospektive fortæller gør fx opmærksom på, at alle familiens fotos er blevet fjernet, og: „Kun et har jeg beholdt: kanonfotografiet af Vilhelm og Lise på Himmelbjerget. Vi er unge og lykkelige.“ Læseren må spørge: hvem er 'vi'?

Tekstens flydende karakter betones yderligere ved de hyppige henvendelser til læseren – „og beder om hjælp, som jeg også beder læseren om hjælp, ja endog om at elske mig, uanset i hvilken skikkelse mit ansigt, flydende og uangribeligt som spejlet i blæsende vand, vil dukke frem bag ansigter, der i langt højere grad er til at holde fast på.“ At det, der skrives, af og til bestemmes af skrivemaskinens taster og ikke af det skrivende jeg, accentuerer indtrykket af maksimal labilitet i Tove Ditlevsens roman. Den er ukontrollabel. Virkeligheds- og fiktionsplaner nedbrydes konstant.

Er Vilhelms værelse skrevet af en forfatter, der ikke har styr på sin metier? Nej, men nok en forfatter, der radikalt udvider metieren, så denne roman giver genren en ny status og foregriber senere tiders kvasi-selvbiografiske fortællinger. Teksten formår at hæve sig op over figurernes personlige ruin, og med en bred vifte af kunstneriske former distancerer den sig fra det banale. Vilhelms værelse er en suveræn gestus. Et sublimt stykke blændværk og dermed en indtrængende fortælling om de glidende overgange mellem liv og død, kunst og virkelighed, mellem identiteter. Uden et sekund at ville være avantgardekunstner orkestrerer Tove Ditlevsen en kærligt-ironisk melodramatisk fortælling, som transformerer et selvmord til kulminationen på et liv, der er blevet til kunst. Vilhelm er på vej tilbage til Lise, men „det er alt sammen vidunderlig for sent, eftersom Lise er kunstner og forbereder sit livs største værk, svævende mellem jord og himmel som en stjerne der dingler i en sølvtråd – “.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Bekendelsen som autentisk blændværk - Tove Ditlevsens sene forfatterskab i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477329