Nodeskrift af den italienske komponist Sylvano Bussotti: Five Pieces for David Tudor (1959). Bussotti udviklede et grafisk notationssystem, som gør fortolkeren til medskaber af værket. Det grafiske udtryk har mindelser om den schweiziske billedhugger Jean Tinguelys mobiler.

.

Fluxus – den internationale anti-kunst-bevægelse – afholder koncert i 1962 i Nikolaj Kirke, København. Fluxus betegner noget flydende, noget konstant foranderligt. Bevægelsen var inspireret af dadaismen og lavede happenings, som dannede forbillede for Eks-skolens kunstnere i København. Man blandede kunstarterne og satte nye standarder for æstetisk orden – og uorden.

.

Opgøret med modernismen fandt ikke kun sted med krav udefra om forståelighed og relevans for den jævne læser. Det fandt også sted indefra som en digterisk fornyelse. Modernisternes ekspressionistiske metafor-udladninger havde nået et højdepunkt med Rifbjergs og Ørnsbos digte, og man kunne ikke fortsætte på samme måde, uden at provokation og eksperiment ville blive til en karikatur af sig selv. „Hvad blir det næste?“ spurgte Vagn Steen (1928-2016) i slutningen af 1964, idet han polemisk vendte sig mod konfrontationsmodernisterne og plæderede for en konkret, metafor-fri og læserhenvendt poesi. Bag opgøret med konfrontationsmodernisterne lå en dybere kunstnerisk bestræbelse end ønsket om fornyelse for fornyelsens egen skyld og om at være forrest i det modernistiske kapløb om at være mest på højde med tiden og først med det nyeste. Den Freud- og Jung-inspirerede psykologi og forståelse af forholdet mellem individ og omverden, som toneangivende modernister lagde til grund for deres værker, blev sat til diskussion og kraftigt anfægtet, ligesom den romantiske kunstnerrolle, som modernisterne havde ført sig frem med, også blev sat på spil.

Den nye digtning fik navne som konkretisme, ny-enkelhed og systemdigning, der hver især udpeger forskellige karaktertræk, som denne digtning kan have, og som karakteriserer dens forskellige forfattere. Den var påvirket af svenske lyrikere som Bengt Emil Johnson og Leif Nylén, af den tyske digter og teoretiker Helmut Heissenbüttel og af modernismens og avantgardens store navne som Stéphane Mallarmé og Guillaume Apollinaire. Og så var den i sit anlæg tværæstetisk orienteret og bevægede sig ind i grænsefladerne mellem poesi, musik og billedkunst, ligesom den benyttede sig af massemediernes og massekulturens former og forestillinger. Den kunne lade sig inspirere af både avantgardemusikeren John Cage, popkunstneren Andy Warhol, af The Beatles, triviallitteratur, tv og cykelløb. Man ville ikke trække alt for skarpe grænser mellem finkultur og massekultur, da det hverken var meget demokratisk eller realistisk, som en af den nye digtnings promotorer Erik Thygesen (1941-1999) udtrykte det i tidsskriftet ta' (1968).

Denne nye bølge kunne Hans-Jørgen Nielsen (1941-91) med hæsblæsende hast allerede i 1968 antologisere og skrive en generationsbevidst litteraturhistorie over. eksempler kaldte han den, og den bød på tekster af blandt andre Per Højholt, Jørgen Leth, Henrik Nordbrandt, Kirsten Thorup og ham selv. Med titlen „eksempler“ og ikke fx „Ny lyrik“ lægger han en tidstypisk afstand til de gængse genrebetegnelser, som føltes som indskrænkninger i forhold til den poetiske praksis. Det her var noget andet end digte og kunst i traditionel og modernistisk forstand, og læseren måtte omstemme sine forventninger for ikke at blive skuffet. Man talte derfor hellere om „texter“ og „stykker“. Og for at sætte tingene litteraturhistorisk på plads skrev Nielsen en efterskrift med titlen „Modernismens tredje fase: fra erkendelse til eksempel“. Her placerer han tekster og forfatterskaber i en modernistisk sammenhæng, idet modernismens udvikling ses som en treleddet størrelse.

Første fase bygger på Guds død og digterens ophævelse til suveræn. Denne fase strækker sig på dansk grund fra symbolismen i 1890'erne frem til hereticanernes såkaldte sensymbolisme. Digteren søger gennem digtet korrespondancer og sammenhænge, som det poetiske billede kan give indtryk af, og som han bekender sin tro på. Metaforen bliver til det væsentligste stilistiske middel, fordi den kan åbenbare sammenhænge, som ellers er skjult for bevidstheden. Via sin poesi bliver digteren en seer og forkynder af en anden og dybere virkelighed, ofte med en tragisk og heroisk gebærde, da denne transcendente virkelighed snarere er tom end fuld af betydning. Man taler da om den „tomme transcendens“, fordi man stadig har en vag forestilling om noget hævet over det jordiske og sanselige, selv om Gud, der før „fyldte“ visionen op, nu er borte.

I anden fase – som repræsenteres af konfrontationsdigtningen – tror man ikke naivt på metaforens helhedsdannende muligheder, men på at digteren gennem metaforen kan bringe sig i forbindelse med dele af den ydre og indre virkelighed. Han kan erkende virkeligheden på splittelsens betingelser. Man anerkender – om end med en vis resignation og fortrydelse – at verden er tom for andet end ting, og at både den og jeg'et er splittet i sin grund. Fælles for disse to faser er den subjektive tilgang og poesiens „idealistisk-metafysiske funktion“, som går ud på at erkende en anden virkelighed end den kriseramte og ødelagte. Det kan være en guddommelig eller ophøjet menneskelig omverden, der dog nu kan gennemskues som ren konstruktion af subjektive og „menneskelige“ projektioner, ifølge Hans-Jørgen Nielsen.

I tredje fase accepterer man splittelsen som en normal situation og ikke en undtagelsestilstand. „Det splittede jeg og den splittede virkelighed er for den unge generation simpelthen jeg'et og virkeligheden – berøvet alle uholdbare myter“, skriver Nielsen. Væk er den romantisksymbolistiske forfatterrolle, som endnu Rifbjerg og Panduro indtog, og i stedet er sat digteren som konstruktør, funktionær, sprogforsker eller artist. Han er tekstilfabrikant i den forstand, at han fremstiller teksturer, som læseren selv må digte med på og forholde sig aktivt til. Ganske ligesom avantgardemusikkens partiturer danner udgangspunkter for en performance, som dirigent og musikere selv må realisere.

Digteren afdækker ikke en virkeligere virkelighed gennem sine metaforer og symboler, men giver eksempler på verdener skabt og konstrueret i sproget. „Mit sprogs grænser er min verdens grænser“, sagde filosoffen Wittgenstein, og sproget bliver derfor dét, digtningen kommer til at handle om, og man taler da om konkretisme og skrifttematisk digtning. „Digtet er ikke noget der kommer fra det høje,“ hævder Nielsen. „Det er noget man gør med sproget. Det er ikke „en gerning i tingenes hjerte“ (Paul la Cour). Det er en gerning med tingene.“

Og tingene er sproglige ting som ord, sætninger, klicheer, handlingsmønstre, kompositionsmønstre og genrer. Det er altså ikke sprogets henvisende funktion og dermed dets evne til at tale om og beskrive verden, man er interesseret i. Den funktion afskriver man, idet man peger på, at mennesket ikke kan sætte sig ud over sin væren i sproget, og at sproget er virkelighedens sted. Herfra min verden går, kunne man sige, idet man ser bort fra den gamle virkeligheds tid, sted og person, som er sat på aftægt hos nyrealisterne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet I skriftens verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig