Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Systemdigtning mellem organisk poesi og denatureret tekst

Oprindelig forfatter LHand

Inger Christensen indtager en særlig plads blandt systemdigterne, idet hendes sprogsyn adskiller sig fra de fleste andres. For hende er sproget en biologisk størrelse, som det fremgår af det og af hendes sprog- og kunstteoretiske artikler samlet i Del af labyrinten (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000). Det findes som en medfødt evne hos mennesket og er ikke væsensfremmed fra den natur, det er en del af. Man må „stole på sproget / som en del af biologien“ og vores stofskifte med hinanden og naturen, som hedder i det, og det gør hun så i sine digte og i sin kulturpolitiske praksis. Christensen biologiserer således sproget og udvisker forskellen mellem natur og sprog. Der, hvor hun ser forbindelser mellem sprog og omverden, ser både Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen forskelle. Hvor hun skaber en organisk poesi med rødder i romantikken, konstruerer de denaturerede tekster, som bevidst lægger afstand til såvel romantik som organismetænkning. Og hvor hun nok er enig med dem om at notere tilværelsens fragmentariske karakter, så bliver hun ikke ved konstateringen, men forsøger i poesi og vision at overskride den. For hende er spaltning et ontologisk vilkår, som giver sig udtryk i angsten, men det er en spaltning i naturen og ikke en spaltning, som rykker mennesket ud af den og ind i en anden verden, som kunne udgøres af sprogets autonome univers.

På lignende vis er Christensens systemer ikke kun „tilfældige“, men også systemer hentet ud af naturen. De markerer dermed en korrespondance mellem begreb og fænomen og peger på en helhedsforestilling, som hverken Nielsen eller Højholt vil vide af, fordi de anser den for et udslag af jeg'ets projektioner. Mens Nielsen og Højholt kan forbinde hvad som helst med hinanden – rødgrød, dåseåbner og død – fordi alt i princippet er lige gyldigt, så er der bindende sammenhænge i Christensens dialektiske digtning. Verden er ikke på forhånd tom og betydningsløs, men rummer netop biologiske og kosmiske mønstre, som mennesket er bestemt af, og som der derfor er ræson i at bringe sig i samklang med. Man bør fx bygge en by, der er blød som en krop. Så hvor Nielsen og Højholt kan foretage opspring fra nulhuller og det rene ingenting, så er udgangspunktet anderledes „fyldt“ for Christensen. Intethedens grimasser bliver hos hende erstattet af en kosmisk orden, som er til i skaberværket, før hun og enhver anden er til stede. Derfor findes spilteorien i hendes systemdigtning også i modereret form som et dialektisk spil ikke blot mellem det kulturelt givne og det individuelle, men også som et spil mellem det af naturen givne og det af mennesket fantaserede og skabte.

Systemdigtningen udsprang af konkretistiske og skrifttematiske synspunkter på sproget som en ting og et stof, der kan formes og bruges, som maleren bruger farve og billedhuggeren sten. Men den gik videre og blev til en kritik af det litterære system af fordomme omkring digterens og læserens rolle og digtets art. Systemer kan både være litterære, som fx genrer og versformer, og ikke-litterære, som tal- og bogstavrækker og sommerfuglenes arter. Foruden de „naturligt givne“ systemer er der også tale om selviscenesatte systemer, som dem man kan se i Hans-Jørgen Nielsens sproglige mobiler og i Højholts systematiske tømninger af sprogets henvisningsværdi i Show. Og så finder man ikke blot systemdigtning i de lyriske tekstformer, men også i prosaen, som vi skal komme tilbage til i forbindelse med den ny roman.

Annonce

Selv om der således er væsentlig forskelle mellem nogle af systemdigtningens stærkeste repræsentanter, så er de dog fælles om en afvikling og relativering af det suveræne lyriske jeg, som konfrontationsmodernismen kørte i stilling foran en meningsløs og uforståelig omverden. Jeg'ets bastioner kan og skal ikke fastholdes, hvorimod dets plads i den „nye“ verdensorden må bestemmes. Den bestemmelse arbejdes der på i 1960'ernes eksperimenterende romankunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: Systemdigtning mellem organisk poesi og denatureret tekst i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477524