Jeg i tredje person ental - Christian Skov

For den fabulerende fortæller er fortællingen en leg. Han holder fri fra realitetsprincippet og bevæger sig ubesværet i alle dimensioner. Men der er også fortællere, for hvem det er blodig alvor overhovedet at få indkredset den synsvinkel, hvorfra der fortælles, og den stemme, hvormed der fortælles. En sådan fortæller møder man i et af de mindste og mærkeligste nyere danske forfatterskaber. Christian Skov (f. 1922) er vokset op i et indremissionsk hjem på Als, har arbejdet tre uger som karl på sin onkels gård og tre år som kontrolassistent ved landbruget, men har derefter, fra 1947 til 1969 arbejdet som lærer i Sønderborg, hvorefter han har koncentreret sig om sit forfatterskab, der ud over et hørespil består af noveller og romaner.

Debuten fandt sted allerede i 1945, men selv regner han romanen Hein dør (1968) for sin egentlige debut. En anonym fortæller beretter om den døende Heins liv, men ligesom fortælleren er svær at få hold på, er også Heins erindringer sært uhåndgribelige. Usynlige fortællere, der i et enkelt, stiliseret sprog insisterende rejser spørgsmålet, om dette eller hint er virkelighed eller drøm, er et særkende for Skovs poetiske prosa.

Ligesom Hein dør udspiller romanen Tønnesen i forårssol (1974) sig på et hospital, her et sindssygehospital, og Tønnesen går til det yderste i sin bestræbelse på at finde ud af, hvad man tør tro på: Han udfordrer simpelthen Gud.

I de følgende romaner flytter Skov perspektivet væk fra hospitalssengen og ind i bevidstheden hos børn, men børn, der også er hjemsøgt af tvivl om, hvad der er ydre virkelighed, og hvad der kun er indre virkelighed. I Stranden ved Spar Es (1984) tilhører den porøse bevidsthed pigen Christine, som både hører stemmer og taler med stemmer, mens det i Ingers hvide ben (1989) er den syvårige dreng Thøge, som lider under ikke at kunne skelne klart mellem virkeligheden og det, han kalder sine „sære tanker“.

Efter udgivelsen af Ingers hvide ben meddelte Skov i et enquete-svar i 1990 til tidsskriftet Den Blå Port, at han ikke i sin indkredsning af en bevidsthed kunne bruge en jegfortæller, fordi man dér kun får at vide, hvad jegfortælleren siger, ikke hvad han erfarer. Kun i den fortælling, der er holdt i tredje person, kan forfatteren og læseren få fuld adgang til de fortalte personer: „derfor må Thøge – selv om egentlig kun han er i romanen – være der i tredje person; det er ikke en af ham selv redigeret verden, læseren kommer ind i, det er den verden, drengen er i på nåde og unåde.“

I romanen Høstnætter (1994) er det fra første sætning en sådan verden, læseren kommer ind i. Drengen hedder Jes, hans verden er et lukket og førmoderne bondesamfund, og hans virkelighed er ikke kun truet af „soten“, men også af en tvivl, som tvinger ham til uophørligt at fastslå, hvad der er virkelighed, og hvad der bare er drøm:

I kamret ved Jes i vågen tilstand, at det er her i kamret, han er, at det er her, han vågner af sine drømme og ved, det er en drøm, han har været i.

Med sin slørede grænse mellem drøm og virkelighed nærmer romanen sig en genre som den gotiske roman, og „bestierne“, nogle flagrende væsener, som aften efter aften kommer styrtende ud af staldens mørke, understreger kun den uhygge, der fortættes i den lille drengs samtaler med de døde forældre, moderen med „de slukte øjne hæftet på ham“, og faderen, der siger „Du ser mig“, og du „hører mig?“, men som efter sønnens „Ja, vi taler med hinanden“ kommer med den tilintetgørende replik: „Men jeg er her slet ikke.“

Man kan spørge, om det er barndommens strenge religiøse opdragelse, der er den inderste kilde til den svimlende usikkerhed i Skovs univers, eller om det er oplevelsen af skiftet fra det traditionelle bondesamfund til den moderne verden, der er energien bag de stadigt kredsende spørgsmål til eksistensen. Men selv om man næppe får noget klart svar, kan man konstatere, at man med Skov har en forfatter, som umiddelbart synes at have haft forudsætningerne for at skrive sig ind i den folkelige fortælletradition, men som i stedet har valgt at skrive sig ud i en radikal modernisme. Her er kriseoplevelsen hos det isolerede jeg det eneste holdepunkt – og det punkt holdes der fast i med sætninger, der væver sig sammen over nulpunktet i stadig tættere mønstre: „I vågen tilstand ved Jes, her i kamret, hvad der har været, han kan, i vågen tilstand, være i det igen, så meget kan han være i det, at han er der helt igen, sådan er det i ham.“