Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Porten til regnbueriget - Pia Tafdrup

Oprindelig forfatter MBar

En kvindelig pendant til Søren Ulrik Thomsens kropslyrik er Pia Tafdrup (f. 1952), som var banebrydende ved at skrive i stærke, sanselige billeder om erotikken set fra en kvindelig vinkel, PO-e-(RO)-TIK, som Poul Borum kaldte det. I debutsamlingen Når der går hul på en engel fra 1981 er begæret og kønnet i centrum. Digtene skildrer intense øjeblikke af lyst som i „Snegl“:

Fra hvælvingerne
føres hænderne ned
langs slottets mure
og spændt muskulatur slappes

en snegl glider våd
op i sit hus
og lytter roligt
til sin varme puls

beklæd også mine indervægge
med dette øjebliks stilhed
fyld mit køn
med langsomme snegle.

Digtsamlingen tematiserer faldet ud af barndommen og vækkelsen af det erotiske begær, men samtidig indskrives seksualiteten som en størrelse, der hele tiden har været til stede også i barnets verden på samme måde som døden. I debutsamlingen får englen en flerfoldig betydning ved på den ene side – med klangbund i folkevisen – at symbolisere den nærmest rituelle smerte forbundet med fryd, som opleves i overgangen mellem barn og voksen, fra jomfru til kvinde. På den anden side er englen symbol på digteren, der går hul på netop i barndommens konfrontation med voksenverdenen, hvilket bliver selve forudsætningen for gennembruddet, hullet til det poetiske sprog. Lige siden har englen været en central figur i forfatterskabet.

Omdrejningsakserne for Tafdrups første samlinger er køn og krop – motiver, som hun siden vender tilbage til og videreudvikler. Digtsamlingerne er underlagt et stramt overordnet kompositionsprincip, der indordner de første ni digtsamlinger i tre trilogier med hver deres udviklingslogik, og hvor den enkelte trilogis dele indbyrdes forholder sig til hinanden som tese, antitese og syntese. Som led i digterens udforskende, eksistentielle projekt udvides stofområdet siden gradvist til at omfatte naturen, byen og fremmedheden og 'det Andet', der både er dén anden, et du og et sted hinsides jeg'et, der prøvende visse steder bliver givet navnet Gud.

Annonce

I sin poetik Over vandet går jeg (1991) taler Tafdrup om digtningen som drevet af en indre nødvendighed. I forhold til de antikke og klassiske poetikker er der ikke tale om en lære om digtekunsten, men derimod om refleksioner over en konkret poetisk praksis. Man kan tale om en dobbelt bestræbelse: at nedskrive jeg'et og finde ind til „Den inderste zone“ (som også samlingen fra 1983 hedder), for i en modsat bevægelse at rette sansningen udad mod tingene, den ydre verden. Den inderste zone indkredser netop et sjælerum af stilhed og styrke, hvorfra der hentes kraft til både at sætte ud i verden og indoptage den. Dette sjælerum har slægtskab med det, der hos en af Pia Tafdrups store lyriske inspirationskilder, Rainer Maria Rilke, kaldes et „Weltinnenraum“. Med Rilke deler Tafdrup netop en lidenskabelig optagethed af stilheden som en forudsætning for skriften.

 En ung og alvorlig Pia Tafdrup, fotograferet engang i 1980'ernes begyndelse.

En ung og alvorlig Pia Tafdrup, fotograferet engang i 1980'ernes begyndelse.

Pia Tafdrups forfatterskab består af en lang række digtsamlinger, to skuespil, en poetik, en operalibretto og en roman, samt en række artikler. Tafdrup er opdraget som kristen dansker, døbt, konfirmeret og har, selv om familien er 7/8 jødisk, et dansk navn på grund af bedstefaderens frygt for jødeforfølgelserne og forældrenes flugt til Sverige under Anden Verdenskrig. Tidligt afskrev Tafdrup dog den kristne tro, men skjulte alligevel i en årrække sin jødiske herkomst. Som hun forklarer i et interview i 1995 i tidsskriftet Spring: „Vi vidste, at vi var jøder, men vi vidste ikke hvordan vi skulle forholde os til det. Det betød, at jeg f.eks. i historietimerne ikke turde trække vejret; jeg var rædselsslagen, når vi nærmede os stof, der havde med krigen at gøre. Bange for at nogen skulle kunne se, at jeg var jøde, bange for at forfølgelserne skulle gentage sig“. Først i poetikken bekender Tafdrup sit jødiske slægtskab med en erklæring, der genføder hende som også jøde og får hendes identitet til at gå op i en højere enhed: „Jeg er digter, kvinde, jøde, dansk. Rækkefølgen er vilkårlig, jeg er det hele på én gang, men sproget kan kun angive rækkefølge, ikke simultanitet.“

Ved at tematisere det jødiske perspektiv lægger nogle digte i Krystalskoven (1992) op til den fuldbyrdede erkendelse og indoptagelse af det jødiske ophav, som udfoldes i den efterfølgende Territorialsang (1994). Ikke mindst digtet „Det første bogstav“ intonerer den nye begyndelse, der symbolsk tilvejebringes gennem det hebraiske alfabets første bogstav 'alef', der betyder stilhed, og hos Tafdrup bliver et billede på en før-sproglig tilstand, et nulpunkt, hvorfra nye indsigter kan forme sig i det poetiske felt. Naturen spiller i disse digte en langt mere pågående rolle end tidligere i forfatterskabet, uden at der af den grund er tale om et romantisk natursyn; for mennesket er definitivt adskilt fra naturen i kraft af sprogets afstand, skønt digtene er stadige tilnærmelser til og afsøgninger af denne virkelighed. Digterjeg'et indtager her en mere ydmyg og hengiven position end før.

Hvis Krystalskoven repræsenterer en urørlighedszone, et vækstfyldt stilhedens sted, så skriver digtene i den efterfølgende samling sig til gengæld hovedkulds og uforfærdet ind den politisk sprængfarlige storby Jerusalems urbane kaos og turbulens. Forud for udgivelsen af Territorialsang opholdt Pia Tafdrup sig i længere tid i Jerusalem, hvor en del af digtene til bogen også blev skrevet. Det personlige projekt: at rejse ud for at finde hjem til sig selv, falder derfor sammen med det kunstneriske skabelsesprojekt. Selv om Jerusalem beskrives som „et territorium af trusler“, er der samtidig tale om en euforisk oplevelse af hjemkomst, der kommer til udtryk i en række hymniske digte til den mytologiske stad, der gennemgående anskues med et dobbeltblik, som indsætter byen i et politisk og historisk spændingsfelt mellem et arkaisk før og et højspændt nu – „tiden / er momentan / og tusindårig.“

I al sin modsætningsfylde er byen hjemsted for de tre store verdensreligioner: jødedom, kristendom og islam, og den skyline, som digtene indtegner, indbefatter derfor såvel synagoge som kirke og minaret. Den samme modsætningsfylde afsætter også spor i det lyriske formsprog; episk lange og imagistisk korte digte står side om side. Territorialsang har til forskel fra de øvrige samlinger et episk forløb. Samlingen bærer undertitlen En Jerusalemkomposition og er netop et gennemkomponeret værk med fem suiter, der hver på forskellig vis belyser digterens møde med Jerusalem. De fem suiter nuancerer med hver sit toneleje billedet af Jerusalem. I sidste suite „Lovsyngelsen“ ses Jerusalem som „Håb vi bygger vores liv på / (…) Jerusalem, moderen / der skiftevis velsigner og piner sit afkom / I kærlighedens navn.“ I det lange digt „Ark“, der afslutter suiten „Myten“, forenes en række kernemotiver. Den apokalyptiske beretning om Noahs Ark opruller sig på digterens skrivebord, samtidig med at digtet skabes – og denne dobbelthed fastholdes digtet igennem. De flerleddede motivdannelser, som digtet gennemspiller, intoneres i den prægnante brug af ordet ark, som både er papirarket (skriften, poesien), Noahs ark (myten), Pagtens ark (de ti bud – loven, moralen) og den jungianske arketype (psykens urbilleder).

Den efterfølgende gennemkomponerede digtsamling, Dronningeporten (1998), har først og fremmest vandet, men også porten som centrale metaforer; og her udfoldes Tafdrups passion for talmagi. Dronningeporten er komponeret i ni dele – som de ni måneder en graviditet varer (foruden at det er Tafdrups niende digtsamling) – der igen består af hver syv digte. I en note til bogen angiver Tafdrup, at titlen udspringer af en intention om at skrive en kvindelig indgang til verden, dels fordi de otte indgange til Jerusalem alle er mandlige, dels fordi det antikke teaters scenografi alene har en kongeport, mens et moderne drama også fordrer en dronningeport. Bogens univers er basalt kvindeligt, uden at manden af den grund formenes adgang til dette univers. Tværtimod. „En dronningeport signalerer kvindelig selvbevidsthed, men en åben kvindelig indgang er også erotik, skød!“ som Tafdrup har udtrykt det i et interview.

Vandet er det altdominerende element i samlingen, hvis dele er navngivet derefter og ekspanderer fra Dråben til Søen, Floden, Brønden, Havet, Livsvæsker, Badet, Regnen – for at kulminere i Regnbuen. Der indtegnes således en bevægelse fra naturen over menneskekroppens fundamentale afhængighed af vand til en harmonisk indfældning af mennesket i den overordnede natur. „Af vand er du kommet“ hedder det i Tafdrups skabelsesberetning (med allusion til begravelsesritualets: af jord er du kommet), og „uden vand lever vi ikke“. Når vandet som element mangler, fører goldheden til etisk afdrift i sindet og muliggør krig og vold.

Bader mig i en dråbes stille lys
og husker hvordan jeg blev til:
En blyant stukket i hånden,
min mors kølige hånd om min, der var varm.
– Og så skrev vi

Sådan begynder åbningsdigtet „Min mors hånd“. Det er dråben, der får digteren til at flyde over, at blive født. I dens prisme indfanges alverdens lys og gåder. Digtene i samlingen kredser om undfangelse, fødsel, ankomst og begyndelse, men også om afsked, død og forgængelighed, dog med fokus på forvandlingens mulighed og under: „Ren skal du være i døden, / som fygende vintervind / mellem nøgne decembergrene, / når dit legeme er berøvet sin sjæl, / skal du vaskes igen, som var du et lille barn.“

Tafdrup går med Dronningeporten i dialog med et omfattende klassisk og mytisk stof: Homers Odysseen, Rembrandts billedverden, barokkens allegorier, ægyptisk historie, græsk og nordisk mytologi, Tycho Brahes astrologiske univers og eventyrets fantastiske billedverden. Ikke mindst fra Bibelen hentes billeder ind, der i lange episke digte inkorporeres i Tafdrups særlige poetiske tydningsfelt, som man med Dronningeporten kunne kalde verdensmytisk. Såvel i den klassiske som i den modernistiske tradition er denne form for brug af myten fortrinsvis blevet behersket af mandlige digtere – eksempelvis T.S. Eliots The Waste Land (1922, da. Ødemarken, 1948), hvis dystopiske univers og civilisationskritik netop er karakteriseret ved fraværet af – vand!

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Barlyng: Porten til regnbueriget - Pia Tafdrup i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477372