F.P. Jac (f. 1955) debuterede i 1976 på Henning Mortensens undergrundsforlag Jorinde & Joringel med Spontane kalender-blade, der angiveligt er urettede maskinskrevne prosadigte på 8 foldede A4-ark med hæfteklammer og håndtegnet omslag af forfatteren. Her finder man i kim den sprogfornyende leg kombineret med et politisk og menneskeligt engagement, som kom til at karakterisere hele Jacs omfattende lyriske forfatterskab: „jeg ønsker ikke at tale med mængderne / ønsker ikke at være hjerne for en trend / ønsker ikke privilegie-nymfomaniens stemmer / som en skare af flødige trusler / mod mit enkle livs kontroverser / og beværtningsprægede slør“, som den indledende strofe fra bogens første poetologiske digt, „Digtningens forord!“, lyder, med en næsten direkte afstandtagen til tidens trendy arbejder- og bekendelseslitteratur. I en senere samling, Misfat (1980), gøres der også op med 1970'ernes kvindelitteratur, „mensesårtiet er forbi“.

I „ingen sange vil fortabe sig“ fra Jeg er fandme til (1979), formulerer Jac 80'er-generationens trang til manifestation: „af fuld hals synger vi / og slår vores sommerhænder/ igennem parader af sinkende vinduesfag, / (…) vi føler vi er til som udvalgte genfødte / når vi sødt indtager vore pladser / blandt de vandrende i byens rå gader, / (…) vi er fandme til / vi er fandme til, (…)“. Storbyens frenetiske drejescene virker livsbekræftende frem for forstadens konforme øde, som Jac kom fra. Men også de personlige erfaringer med rus, tømmermænd og ikke mindst erotik indtager en egen plads og gør ham til en anden slags storbydigter end fx Michael Strunge.

Det er karakteristisk for Jac, at han bestandigt producerer nye ord som „ansigts-hænder“, „tudespækket“ og „skorstenshjerte“ – foruden det særlige begreb for at bedrive digtekunst: at sproge. Det sker i en erklæret grænseoverskridende bevægelse „ud af det / etablerede sprog“, som det hedder i det centrale, eksperimenterende værk, langdigtet med titlen Misfat – et ord Jac har transporteret fra rock-and-rollgruppen The Kinks' album Misfits (1978). Her er den vi-form, der dominerede de første samlinger, blevet til jeg i en komprimeret og fyldig skrift. Udgangspunktet er utilpassethed i forhold til samfundets rationalisme. Bevidstheden om oprøret fra bunden er stadig klar: „jeg er underklassens manifestation med bid en lort en sigøjner“. Barnet bliver hos Jac som hos Strunge og med klangbund i romantikkens digtning ophævet til idealfigur for en intuitiv og fantasibåret omverdenssansning. Og ligesom hos symbolisterne spiller seeren en vigtig rolle i forhold til at nå ned i dybere lag af tilværelsen.

Igennem årene havde Jac samarbejde med forskellige mennesker i det kunstneriske miljø og dannede således trio med Klaus Høeck og Asger Schnack 1980-83 under fælles-pseudonymet Bandet nul, som resulterede i tre fællesudgivelser og en lang række optrædener. Men Jac var i omfattende grad sin egen. Som han selv har udtrykt det om sin generation: „Det blev ikke som Poul Borum gerne ville have det, en kasse af burhøns der næsten skræppede af samme næb. Men vi var et orkester, der kunne hver sin lyd og ulydige toneleje.“ („Firserne, denne følelse af herskab“, 2003).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Jeg er fandme til – F.P. Jac.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig