Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En flammende engel - Michael Strunge

Oprindelig forfatter MBar

„Hvad er mest sindssygt, grønt hår eller en motorvej?“ Dette karakteristiske spørgsmål blev fremsat af Michael Strunge (1958-86), der, som han selv udtrykte det, blev „født som punk“, og som i en periode af forfatterskabet var stærkt påvirket af punkgrupper som Sex Pistols.

Skrigerne! (1980) var Strunges litterære svar på punkmusikken. Digtsamlingen er, som undertitlen siger, en opsamling af „punktexter“ fra årene 1976-79, alle sat med ekspressive versaler: „STINKENDE LIG / I GADERNES NODESYSTEM / AF STRAMME LÆBER“, der leder tanken hen på Rudolf Broby-Johansens ekspressionistiske digte i Blod (1922). Det er tekster, der taler direkte ind i den politiske virkelighed og bruger parolens og graffitiens kraft med udbrud som: „POLITI(K)“ og „GUD ER SÅ GOD / HAR SPILDT MEGET BLOD.“ Digtene er som trompeter, der skal vælte Jerikos mure og etablere en alternativ forestilling om tid som en modsætning til samfundets kontrollerende styring af mennesket. Samlingen klinger ud i denne undergangsvision, skrevet i hånden med væltende linjer, der tydeliggør kernepunkterne i Strunges poetik: oprøret, visionen, drømmen og fantasien, knyttet til kroppen og barnet, ganske som hos surrealisterne i begyndelsen af århundredet:

Annonce

DER SPRÆNGER SIG VEJ UDDYBT INDE FRA HÆMNINGERNES FÆNGSEL
UD GENNEM SANSERNES SØVN
UD GENNEM TIDENS MASSIVITET
UD GENNEM OVERFLADENS SMINKE
DER KRAKELERER OG VISER BETÆNDELSEN
I DE NUVÆRENDE SAMFUNDS SMINKEDE SÅR.
DLH-5-113.png

Senere tog Strunge afstand fra betegnelsen punkdigter, men fastholdt sit kærlige forhold til punken, som han så som det flotteste nederlag, han havde deltaget i.

Michael Strunge debuterede i 1978 med Livets hastighed og nåede – inden han begik selvmord i 1986 – at udgive i alt 11 digtsamlinger, der i 1995 udkom som Samlede Strunge i en sort, bibeltyk udgave, der blev revet væk på få dage for igen at komme i nye oplag. Strunge brændte mere end de fleste og mere fortærende for sine holdninger og for poesien. Han var i eminent grad digteren i den københavnske neonnat i 1980'erne. Det dynamiske og det dæmoniske er sparringspartnere i dette natlige univers. „Skifter hurtigt / til ny forklædning / – jeg behøver forandringer / med livets hastighed.“

 Lyrikeren Michael Strunge var også rejsebrevsskribent og anmelder ved B.T. og siden ved Politiken. I rejsebrevene fra 1985 tegner Strunge et billede af Londons fade ungdom og dens manglende sans for kulturelle værdier. Byernes by Paris fremstår som ren overflade i sin narcissistiske og dekadente modefiksering. Det er Berlin, der går Strunge i blodet med dens underground-miljøer, punkere, besættere og levende cafékultur. Berlinmuren stod dengang stadig som en bastant skillelinje mellem den storpolitiske øst- og vestblok, men der var begyndt at komme alvorlige sprækker i murværket. Fotografi fra 1980.

Lyrikeren Michael Strunge var også rejsebrevsskribent og anmelder ved B.T. og siden ved Politiken. I rejsebrevene fra 1985 tegner Strunge et billede af Londons fade ungdom og dens manglende sans for kulturelle værdier. Byernes by Paris fremstår som ren overflade i sin narcissistiske og dekadente modefiksering. Det er Berlin, der går Strunge i blodet med dens underground-miljøer, punkere, besættere og levende cafékultur. Berlinmuren stod dengang stadig som en bastant skillelinje mellem den storpolitiske øst- og vestblok, men der var begyndt at komme alvorlige sprækker i murværket. Fotografi fra 1980.

Den androgyne selviscenesættelse var en del af spillet. Inspirationen til eksperimenterne med identiteten kom ikke mindst fra en af 80'er-generationens helt store forbilleder, David Bowie. Der er også tematiske fællesskaber mellem dem. For eksempel er Livets hastighed indirekte tilegnet Bowie, hvis sang i albummet Low (1977) hedder „Speed of Life“. Digtene handler om at opløses og komme til stede igen i en ny struktur: „Skifter fart / jeg har brug for fartskift / – jeg ændrer mit liv / før det ændrer mig.“

Efterlyste man tegn fra en generation, kom svaret her, som i digtet „Det kommende“: „Det kommende / er bjerge i flammer af livslyst / og sangfugle der vil synge spinkelt og stærkt / om jordens genopstandelse. / (…) Vi er den nye klarhed / vundet i kampen mod maskinerne / vi er den nye skaberkraft / der skaber skønhed og evighed / af ruinerne fra det gamle (…) / Det kommende / er sejren og visdommen / vundet ved barnets sang (…)“ (Livets hastighed). Den kollektive apokalyptiske vision (det store Vi), som skal overtage verden gennem en slags kunstnerisk revolution, formuleres klart her i et sprog med tråde tilbage til Tom Kristensen og ekspressionismen.

I digtet „Natmaskinen“ fra Vi folder drømmens faner ud (1981) kobler Strunge natten, englen og barnet sammen: „Vi er forkomne englebørn / med vinger af fremtidssang, / med barnet i blodet og smøgen i kæften.“

Sådan ser apokalypsens ryttere ud i Strunges univers. Strunges engel er miljøets hævner. Natmaskinen rummer drømmen om en anden bynatur, der bryder frem midt i asfaltjunglen og bliver vækstpunkt for nye livsformer. Grundtonen er melankolsk, men netop i storbymelankolien henter han sine skabende potentialer. Figurerne Englen Anima(!) og Addi Engel, der optræder i andre bøger, antyder med deres navne den dobbelthed, kønnet besidder – ligesom de anagrammer, som Michael Strunge med overraskende resultater lavede på sit navn, peger på både det androgyne perspektiv og englefiguren: Grethe Masculin og Marcus Hitengel, som svarer til David Bowies andet kunstnernavn, Ziggy Stardust, der også har, om ikke engle, så himmelsporet i sig.

Strunges engel er, som han selv udtrykte det, „streng og flammende af vrede“ som den stridsfigur, der kan folde drømmens vinger ud. Drømmens faner, englenes vinger og poesien bliver hos Strunge det, der skal bære en ny generations ideer sejrsikkert ind i fremtiden – ekkoet fra 1920'ernes ekspressionistiske og surrealistiske toner klinger igennem. Vi folder drømmens faner ud er et stærkt politisk opgør med den etablerede kultur og en tiltagende teknologisk udvikling i det moderne samfund. Digtsamlingen er samtidig en poetisk redningsmanøvre for det moderne menneske på kæntringskurs i den vestlige civilisations sansebedøvende og sygdomsfremkaldende syntetiserede uvirkelighed af „valium“ og „cancercola“ under „plasticsolen i nylonvinden“.

Drømmens faner var ifølge Strunge selv næsten kvalmende i sine billeder: „Der er en sådan følelse af fyldthed, af at have spist tusind kager, når man har læst den“. Strunge manede kvalmen bort ved at skrive sig gennem det ophobede: „Digterens opgave må være at skære igennem og gennemskue for at nå frem til det oprindelige, eksistensen, tingen i sig selv. Denne vej må uundgåeligt gå igennem (…) en hob af billedaffald: drømme, reklamer, TV, bedøvelse, overleverede myter i kunsten, sproglige fraser og løgne“, skrev Strunge i Sidegaden.

Det stærkt kulturkritiske digt „Den hæslige by“ intoneres med et angstens skrig, der leder tanken hen på Edvard Munchs ekspressive maleri Skrig fra 1893:

Skrig er udspændt mellem husene
i den hæslige by.
Menneskene er skygger
af fabrikkerne og kontorerne.
En pige løfter sin kjole
og hendes køn er et ur.
Fragmenter af endnu fri bevidsthed
hænger som tåge i luften
kun gennemlyst af neonøjnene.
(…)

I kortform gennemspiller digtet en række af de temaer, der er typiske for storbyproblematikken i 80'ernes digtning: anonymitet, dehumanisering, rollespil, manglen på centrum, fortrængning af drifter, søvnløshed og erindringstab. Digtet munder ud i en negativ formulering af det utopiske potentiale, af håbet og oprørstrangen: „De midlertidige masker udleveres ved indgangen / mod aflevering af visse hjernedele / omfattende minder om barndom, kærlighed / og drift mod stjerner og oprør.“

 Androgyn selviscenesættelse og eksperimenter med identiteten kendetegnede den kontroversielle engelske musiker David Bowie, der blev dyrket af firsergenerationen. Her får Michael Strunge Bowies autograf, da han i 1978 besøgte København.

Androgyn selviscenesættelse og eksperimenter med identiteten kendetegnede den kontroversielle engelske musiker David Bowie, der blev dyrket af firsergenerationen. Her får Michael Strunge Bowies autograf, da han i 1978 besøgte København.

Nigger 1 og 2 fra 1982-83 var direkte inspireret af den franske symbolist Arthur Rimbauds kritik af den vestlige verdens kultur, af industrialiseringen og enhver form for rationalisme. Rimbaud rejste i verden og bevidsthederne, i tid og rum og nærede – som Strunge udtrykte det i Sidegaden – „en fremtidstro“, det vil sige en tro på mennesket og dets sanser, snarere end en fremskridtstro i form af tillid til teknologien. I Nigger opfører jeg'et sig som en vild og uciviliseret i storbyjunglen: „Jeg danser og synger på gaden. / Tam-tam (…) (Øerne. Det er dér de vilde bor (…)) Jeg danser (det er løgn) Jeg danser i sprogets jungle og udstøder vilde skrig“. Nigger udtrykker samme udskuds- og negerfølelse som Rimbauds En tid i helvede (1873).

Forfatterskabets temaer samler sig smukt i Væbnet med vinger fra 1984, som er en opsamling af digte fra perioden 1982-83. Bogen blev skrevet færdig under en stormforelskelse i den senere skuespiller Cecilie Brask, som Strunge levede sammen med de sidste år. En suite af kærlighedsdigte „ – til verden“, tilføjede han. I en note skrev han: „digtsuiten stopper kun (…) fordi manuskriptet skal afleveres til forlaget“. I samme note erklærede han, at Væbnet med vinger var hans sidste bog, og at han ville vende sig mod virkeligheden. Der tages også kærligt afsked med „dem der var med fra starten“. I erklæringerne til Cecilie transformerer han sin ekspressive stil og karakteristiske motivverden til kærlighedsdigte af høj lyrisk kvalitet:

Ingen celle vil nogensinde
under nogen form
blive tabt
af universet
jeg vil aldrig glemme dig.

Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ.

På trods af erklæringen om at stoppe forfatterskabet kom i 1985 den smertefulde samling Verdenssøn udgivet under pseudonymet Simon Lack. Det lyriske jeg er ikke desto mindre – eller måske netop derfor – meget tæt på Strunge selv. Pseudonymet gav samtidig anmelderen Michael Strunge mulighed for selv at give bogen de mest strålende ord med på vejen i dagspressen. Men depressionerne, som havde martret Strunge gennem flere år, træder tydeligt frem, som i dette mørke digt om desillusion, forliste drømme og kæntrede håb:

Bedst at blive her
og opgive rejsen indad
til billederne
af uopnåelig fortid
og forudsigelig fremtid.
(…)
Ellers er der ingenting,
jeg er opløst uden form for ideer om et punkt
at forlade eller lede efter.

Samtidig fremskriver flere af digtene døden, ofte med negationens bekræftelse eller en krampagtig bortmaning, der insisterer på evigt liv: „Jeg er sønnen. Jeg er klar / Jeg er verdens./ Og jeg vil aldrig dø.“ Det evige liv har i det mindste hans værk fået.

„Han var meget ung. Og han var en meget levende digter. Det er, som om han gik rundt i sit digt. Han levede digtet. Han røg en cigaret inden i digtet. Og den brændte ud.“ Sådan lyder Strunges biografi kort og lakonisk i Jørgen Leths film Dansk litteratur (1989).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Barlyng: En flammende engel - Michael Strunge i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477369