• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Firserlyrikken

Oprindelig forfatter MBar

I 1980'erne kom en ny generation af lyrikere i offentlighedens søgelys. De førte sig frem med slagordene by, krop og skrift, og deres erklærede målsætning var at genfremsætte de store eksistentielle spørgsmål i forhold til den aktuelle virkelighed. Samtidig ville de genindsætte æstetikken på dens trone, efter at den i en årrække havde levet en skyggetilværelse i forhold til en ideologisk baseret digtning, der satte politiske, emancipatoriske og selvbekendende programmer over det æstetiske.

Firsergenerationen bestod af en række lyrikere med et fælles historisk erfaringsgrundlag i de 70'ere, hvor 68-generationen sammen med bekendelseslyrikerne var dominerende og havde taget monopol på at definere værdierne.

At vi i de samme 70'ere så en stærk æstetisk orienteret digtning hos Inger Christensen, Klaus Høeck, Henrik Nordbrandt og mange flere andre er – som det fremgår af det foregående kapitel – en anden side af den litteratur, der udkom i 1970'erne. Ikke alt var enkel knækprosa og problemdebat, men det så generationen stort på i det opgør med forgængerne, der skulle profilere den nye gruppe.

Annonce

I statusartiklen „Farvel til det blå rum“ fra 1990, der stod i tidsskriftet Kritik, bestemte en af generationens betydeligste lyrikere, Søren Ulrik Thomsen, firserne som tidsrummet mellem 1975 og 1985 – ikke som forventeligt fra 1980 til 1990, og han døbte perioden det blå rum med inspiration fra David Bowie, hvis musik var som en vækkelse for mange af firserlyrikerne: „Blue, blue electric blue / that's the colour of my room / where I will live“. Blå blev et mangetydigt symbol for det rum, firsergenerationens fællesskab foldede sig ud i. Blå var neonlysene i byen om natten. Blå var skæret fra tv-apparaterne, der lyste fra husene. Blå var Thomsens læderjakke, indkøbt i Paris. Og blå var ikke mindst poesien selv – digteren Michael Strunge lod bogstaveligt talt en hel digtsamling sætte med blå skrift.

I april 1984 kunne danske tv-seere opleve noget så sjældent som et veritabelt litterært rivegilde for åben skærm i den bedste sendetid. Det litterære program Bazars vært Jens Winther havde i en slet skjult provokation konfronteret to af 70'ernes mest populære lyrikere, Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær, med to af 80'er-generationens fremtrædende lyrikere, Pia Tafdrup og Michael Strunge.

Aftenens emne var generationsbegrebet. Winther lagde op til at diskutere, hvornår generationerne skifter, og anførte, at den generation, Tafdrup og Strunge tilhørte, var på vej ud, samtidig med at den begyndte at slå igennem. Men udsendelsen tog en uventet drejning. Tafdrup og Strunge hævdede som udgangspunkt, at Baidel og Bjørnkjær ikke skrev digte, at de ikke var rigtige digtere, hvorimod de selv indskrev sig i en lang tradition af ægte digtere tilbage fra de franske Arthur Rimbaud og Charles Baudelaire og med bånd til Inger Christensen, Klaus Høeck, Henrik Nordbrandt og mange flere. Kulminationen opstod, da Michael Strunge sagde direkte til Lola Baidel: „Det er fiduspoesi du laver!“ Strunge formulerede de to fronter som forholdet mellem 'dagligstuesnakken' og den 'rigtige' kunst, og efterlyste hos Baidel og Bjørnkjær (og Vita Andersen m.fl.) det poetiske spark! Det er ikke nok at sige: „jeg har det dårligt og du har det dårligt“, digtet skal beskrive det dybere og videregive det kunstnerisk for at have en frigørende effekt: „der må et indre udtryk til som er meget stærkere“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Barlyng: Firserlyrikken i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477362