Enetalere

At være den folkelige fortæller med tilhørerne samlet omkring sig er en drøm, som mange forfattere har haft, og op gennem 1980'erne har drømmen sat sig spor i store, fabulerende værker som Poul Vads Kattens anatomi, Arthur Krasilnikoffs Nattens rygrad, Ebbe Kløvedal Reichs Danmarksfortællinger og Svend Åge Madsens At fortælle menneskene.

Drømmen om det lune fællesskab omkring fortælleren er imidlertid blevet dementeret i lige så mange værker, hvor fortælleren er en stemme, der taler ud i det tomme rum. Er der nogen, der hører efter? (1964) spurgte den evigt talende Elsa Gress i en essaysamling, men som den nye rap-kultur viser, er det, som om der skal stadig krassere midler til for at få nogen til at høre efter. Enten er fællesskabet blevet spredt ud i netværker domineret af gamle og især nye medier, eller også er den enkelte i stigende grad blevet henvist til sig selv, sine egne valg og sine egne værdier. For hin enkelte er enetalen den logiske udtryksform, og i de sidste par årtier af 1900-tallet er enetalen blevet en uhyre populær form, især som en talestrøm, hvor den talende ser stort på alle former.

Uden for Danmark er det især østrigeren Thomas Bernhard, der har betjent sig af den kværnende, rasende, ja frådende enetale som litterær form. Hans sidste roman Udslettelse. En nedbrydningshistorie (1986, da. 1998) er, som titlen antyder, et langt, mere end 650 sider langt forsøg på at slette Østrig af landkortet, at udslette familien, byen, landet og historien.

På dansk grund finder man humoristiske forløbere for sådanne enetaler i Erik Bøghs Jonas Tværmoses Ærgrelser (1864-75), Jacob Paludans Feodor Jansens Jeremiader (1927), Storm P.s monologer og Per Højholts Enhjørningens kvababbelser (1979). Man finder også tilløb til tilintetgørende enetaler i de mere vidtgående dele af 1970'ernes bekendelseslitteratur, fx hos Henrik Stangerup, men bekendelse smager imidlertid af bod og bedring og behov for menneskelig kontakt, og de dimensioner er ganske fraværende hos Preben Major Sørensen, der med værker som Skræmmebilleder (1986) og Mishandlinger (1988) har arbejdet sig hen imod blodbadet i Øksens tid. Læsioner (2002). En beslægtet stemme, men udfoldet i digt og drama, finder man i Jess Ørnsbos forfatterskab.

Med et anderledes glimt i øjet har Klaus Rifbjerg op gennem 1990'er-ne dyrket det boglange essay som en slags enetale, hvor intet er for stort og heller intet for småt til at blive filtreret gennem tastaturet: Karakterbogen. Et virrehoveds notater (1992), Synderegistret. En angivers betragtninger (1994), Facitlisten. En gammel snyders papirer (1995) og Tidsmaskinen. En rutsjebaneførers bekendelser (2002).

Den frådende enetale, tilsyneladende ud i det tomme rum, er den form, der umiddelbart bød sig til i en tid, hvor man seriøst begyndte at sætte spørgsmålstegn ved eksistensen af sådan noget som et samfund. Til fjernsynets satireprogram Hov-Hov udstyrede Knud Poulsen lørdag efter lørdag skuespilleren Buster Larsen med monologer, hvor han gjorde regnskabet op over sin samtid og sit samfund og hver gang endte med facittet „Lorteland!“. Og monomane opgør med alt og alle finder man hos de tre forfattere Peer Hultberg, Gynther Hansen og Jens-Martin Eriksen, som op gennem 1980'erne konsekvent udfoldede monologens kunstneriske potentialer.