Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvad man siger - Peer Hultberg

Oprindelig forfatter MZer

Hovedtaleren blandt de nye enetalere er Peer Hultberg (f. 1935), der allerede i 1960'erne eksperimenterede med fortællerens død, men som i 1980'erne valgte at lade den alvidende fortæller eksplodere i et mylder af sideordnede fortællere.

Man kan sammenligne den alvidende fortæller med en Gud, der myndigt fører sine „kære læsere“ hen imod fortællingens morale, alt imens han ubesværet bevæger sig frem og tilbage i tid, ind og ud af sine personers bevidsthed. Men hvis Hultberg overhovedet har nærmet sig denne fortæller, så er det som negativbillede, som rygter, bysladder, velanstændighed, som „den offentlige mening“, kort sagt som det, den tyske filosof Martin Heidegger kaldte „das Man“, denne upersonlige, uigennemsigtige magt, som opstår dér, hvor „enhver er den anden, og ingen er sig selv.“

I dansk litteratur synes Viborg at have været et af de foretrukne domiciler for „das Man“. Johannes V. Jensen, Jens August Schade, Carl Bang og Jette Drewsen har alle bidraget til billedet af den by, som Jensen i Danskere (1896) kalder „en reaktionær Rede.“ Peer Hultberg voksede op i Viborg, hvor de statslige institutioner, kirken, hæren, retten, skolerne, ligger dør om dør, og herfra kender landsdommersønnen den ubønhørlige magt, der kommer til udfoldelse i det, „man siger“.

Annonce

 Peer Hultbergs gennembrudsværk Byen og verden fra 1992 er nøje lokaliseret til Viborg, men den kosmopolitiske forfatter har boet det meste af sit liv i udlandet, i de seneste par årtier som praktiserende jungiansk analytiker i Hamburg. Fotografi fra 1993.

Peer Hultbergs gennembrudsværk Byen og verden fra 1992 er nøje lokaliseret til Viborg, men den kosmopolitiske forfatter har boet det meste af sit liv i udlandet, i de seneste par årtier som praktiserende jungiansk analytiker i Hamburg. Fotografi fra 1993.

Hultberg studerede fransk, musik, slavistik, fik ansættelse ved University of London som lektor i polsk sprog og litteratur, disputerede på en afhandling om Waclaw Berents litterære stil, fik ansættelse ved Københavns Universitet, men brød så med det akademiske liv for i stedet, mellem 1973 og 1978, at uddanne sig som jungiansk analytiker ved C.G. Jung-Instituttet i Zürich. Som analytiker har han skrevet artikler om skamfølelse, om depression som forsvarsmekanisme og om aggression i modoverføringen, og gennem sin kliniske erfaring har han udviklet en dyb forståelse af de psykiske mekanismer i udvekslingen mellem den enkelte og kollektivet. Overføring og modoverføring, skam og aggression er netop nogle af de følelser, der krydser hinanden i Hultbergs fremstilling af det „man“, der regulerer det sociale samspil.

Hultberg indledte sit forfatterskab i 1960'erne med et par stærkt eksperimenterende værker, men derefter gik næsten 20 år, indtil han i 1985 fik et enestående gennembrud med værket Requiem, der ligger uden for alle kendte genrer. Requiem er udformet som en dødsmesse udsat for 537 stemmer, der i hver sin vilde, rasende, desperate monolog bidrager til noget, der ligner en dommedag over det moderne samfund. Men som også ligner udskrifter fra det, som Sigmund Freud inspireret af en af sine patienter kaldte „a talking cure“, 537 monologer fra briksen, gennemvævet af såkaldt frie, men alligevel helt fikserede associationer.

Stemmerne er vidt forskellige, men selve mængden skaber under læsningen en virkning, idet de glider ind over hinanden og bliver til ét menneske, ligesom de lineære forløb og den lange læsetid smelter ned til en vertikal læseoplevelse begrænset til 2-3 minutter. Hultberg bruger selv – i et interview i Kritik 102 – begreberne „det moderne menneskes skæbne“ og „menneskemassen“, hvor han anfører, at den bevidst monumentale „roman“ er „et forsøg på at give et billede af hele menneskemassen“.

Requiem har som motto den berømte passage fra T.S. Eliots Ødemarken (1922), hvor en masse af dødninge passerer hen over London Bridge, og indledningen og slutningen følger op på dette motto med beskrivelsen af, hvordan „De kommer gående“, i indledningen i en gangart, der synes at føre ind i døden, i slutningen i en gangart, der fører ind i livet, „det nye liv“.

Mange læsere har været usikre på, hvordan dette omslag fra død til liv bringes til veje. Som læser fornemmer man ikke nogen progression i enetalerne, der tværtimod kredser om vekslende grader af mislykkede liv, forkrøblede og forurettede, fulde af fortrængninger. Men fortrængningerne stiger op til overfladen i takt med, at enetalerne taler sig varme, og Peer Hultberg har selv anført, at her finder omslaget sted: „Ophævelsen af isolationen begynder med at du lytter til de Andres fortællinger.“

Ligesom hver enkelt dødning hos Eliot har blikket stift rettet mod sine egne sko, er Hultbergs figurer så fikserede på sig selv, at andre mennesker bliver til et helvede. Men i modsætning til Eliots figurer får de alle ordet, herunder også stemmen i nr. 58, og det, at læseren faktisk lytter til dennes generalopgør med venlighed, kaster et venligt ironisk skær ind over „enetalen“: „Og netop for din venligheds, netop for den skide stinkende venligheds skyld har jeg lyst til at misbruge din venlighed og din gæstfrihed“, siger han, og i løbet af få linjer er hans sprog bogstavelig besat af denne venlighed, dette at vi „er så skidevenlig-krystalårgangsrødvinsvenlige imod hinanden“.

Ligesom Requiem er et slutspil, er Præludier (1989) et forspil, først og fremmest forspillet til et enkelt menneskes usædvanlige liv, men også forspillet til hele den borgerlige kultur, der i Requiem blev sendt i graven. Præludier skildrer den lille Frycs, den senere komponist Frédéric Chopins opvækst gennem hundredvis af små tekststykker, hvor man hele tiden hører de voksnes fordomme og formaninger og fortællinger gennem den lille barnerøst. Selv om Fryc er fortælleren, er det tydeligt, at han samtidig er fortalt, og at hans personlighed formes i denne brydning mellem det, han selv fortæller, og det, der er blevet ham fortalt. Som læseren ved, endte den lille Fryc ikke som psykotiker, men som et af den borgerlige kulturs genier, og det afsluttende tekststykke om Frycs iagttagelse af regndråberne, der slår mod ruden, henviser både til Chopins berømte „Regndråbepræludium“ og til romanens „dråbevise“ fremstilling af livets strøm.

Opdelingen af romanen i et mylder af mindre tekststykker kunne også bruges til at vise, hvordan „das Man“ underlægger sig en hel by. I Viborg, som danner model for Byen og verden (1992), kan man ikke ånde for „das Man“. Gennem 100 korte kapitler indkredser han, hvordan dette „man“ op gennem 1900-tallet har behersket provinsbyen. Man kan ikke gemme sig i denne provinsby, hvor man tværtimod, som det fremgår af de komisk, nærmest Storm P'sk udpenslede navne og titler, hæger om sin sociale position – og helst ved at hæve sig op over de andre, jf. fx fru fuldmægtig i fredningsnævnet Bernhard H. Leegaard, material- og farvehandelsekspedient Holm-Jørgensens søn Bjørn, og herreekviperingshandler Arne Agerkilde egentlig Agerkilde-Jensen.

I en af fortællingerne berettes det, hvordan Viborg ligefrem „berustes af skønhed“, da den unge fru overlæge Leif T. Vestervang kom til byen, men rusen slår over i tømmermænd, da snakken går om overlægefruens rapserier, og fortælleren, der ikke holder distance, glider ind i sladderen, som bringes i omløb, da fru frugt- og grønthandler Erik Bach-Christensen anførte, at „man har jo en vis forpligtelse over for andre“. Hun giver således sit bidrag til, at snakken kan brede sig som ringe i vandet, også selv om frugt- og grønthandlerfruen selv var mærket af „das Man“, da hun „ganske vist ikke just var hvad man i de bedre forretningskredse primært betragtede som et sandhedsvidne (…)“. Som eksemplet viser, er dette „man“ en social vejrhane, der reagerer på de mindste omsving i byens klima, og fortælleren er ikke en neutral iagttager, men tager tværtimod ivrigt del i hykleriet og fordømmeriet og hele den løbende opgørelse af, hvem der er i kurs og hvem ikke. Mens stemmerne i Requiem går linen ud med deres aggressioner, sørger stemmerne i Byen og verden hele tiden for at dække sig, så de ikke blotter sig over for den allestedsnærværende sladder. Om Ruth Iversen, der vokser op i et af rødstenshusene på Aarhusvej, lige over for de store villaer i Skovbrynet, meddeler det fortællende „man“, at „hvad man så end kan sige, det er et nydeligt kvarter“, men røber dermed, at der netop ville kunne siges meget andet.

I 1993 vandt Peer Hultberg Nordisk Råds Litteraturpris for Byen og verden, som han selv har karakteriseret som en mytisk roman. Viborg er her „verdens midte“, og i en skitse af kronologien i forfatterskabet oplyser Hultberg, at han i et af afsnittene spejler Viborg i sagnet om Thebens grundlæggelse, ligesom han i de realistiske signalementer af grønthandlere og overlæger giver den opmærksomme læser mulighed for at høre ekkoer fra de gamle myter om Iokaste, Prometheus, Aigisthos, Herakles m.fl. Således ligner oberst Kløjgaard, der dør i badet, en moderne Agamemnon.

Med fyrre korte skæbneanekdoter og seks længere enetaler giver de tidligere fortællinger i Slagne veje (1998) mindelser om både de hensynsløst subjektive enetaler fra Requiem og de mere objektive skæbneanekdoter fra Byen og verden. Ja, objektiviteten er endnu større i disse livsregistreringer, fordi skæbnen ikke er filtreret gennem et „hvad man siger“. Og ufølsomheden er tilsvarende større i disse registreringer, der allerede gennem deres korthed reducerer skæbner til vitser – som i beretningen om manden, der af skamfølelse over et mislykket selvmordsforsøg springer ud fra „issen på George Washington på Mount Rushmore.“ Den stakkels mands skæbne er dog ganske konsekvent inden for det univers, som Peer Hultberg ruller op. Hvis alt bunder i selvforagt eller selvbedrag, tilbyder selvmordet en vej ud.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Hvad man siger - Peer Hultberg i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477410