Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvad genren betyder

Oprindelig forfatter LHand

Med sine fire første bøger etablerede Svend Åge Madsen sig som en kunstner med stort K. Det var tunge filosofiske og æstetiske problemer, han tog under behandling, og han drejede hermed kompromisløst i modsat retning af al den snak om en demokratisk og lettere tilgængelig modernisme, som ellers blev lanceret midt i 1960'erne. Men den kunstneriske isolation, han hermed havde bevæget sig ind i, brød han med næste fase af sit forfatterskab. Dels fik han forbindelse med andre forfattere og kom med i redaktionen af tidsskrifterne MAK (1969-70) og Exil – tidsskrift for eksistentialistisk debat (1965-1976), sammen med bl.a. Niels Egebak og digteren Leif Hjernøe. Dels lagde han sidst i 1960'erne sin kunstneriske strategi om i et forsøg på at få læserne i tale.

I en af sine sjældne artikler om litteraturen og dens rolle skrev Svend Åge Madsen i det første nummer af MAK en slags selvopgør og en ny poetik. I „Was ist ein Bild“ gjorde han , som andre af periodens digtere, op med Kunsten og forestillingen om den som en selvgyldig og ophøjet aktivitet. Kunsten må kunne „prostituere“ sig og bringe meninger til torvs og gøre brug af populærkulturens former for at bryde den isolation, som selv de mest varme fortalere for en demokratisering af kunsten sidder fast i med deres avancerede og krævende værker.

Madsen ser kunsten som en trefaset udvikling: Først var – og er – der den realistiske kunst, som behandlede virkeligheden i en naiv tro på, at sproget kunne afbilde virkeligheden, som den er. Så var – og er – der den modernistiske metakunst, der behandlede sproget for at demonstrere, at virkelighed og sprog var to vidt forskellige ting. Og så er der pseudokunsten, der behandler virkeligheden som en sproglig størrelse. Virkeligheden er sprogliggjort og en funktion af sproget, og derfor må en ændring af virkeligheden foregå gennem en bearbejdning af sproget. Når Madsen tænker på den sproglige virkelighed, er det ikke på ord- og sætningsplan, men i mere overordnede strukturer som stil og genre. Stil og genre er hans digtnings grundelementer og dem, han manipulerer med i et forsøg på at bearbejde læserens bevidsthed. Der sker netop i en tid, hvor politiseringen af alle livets områder for alvor tog fart, og hvor det også blev krævet, at digterne tog del i kampen for et nyt samfund. Svend Åge Madsen skriver:

Annonce

Den egentlig aktive litteratur er bøger, der lader som om de er ganske almindelige „underholdningsbøger“, og som derfor har chancen for at glide i folk uden videre, men som samtidig sprogligt indpoder den menneskeopfattelse og den samfundsopfattelse, som man nødvendigvis må besidde før en revolutionstrang overhovedet kan opstå, troen på at det er mennesket der bestemmer hvordan samfundet skal se ud, og hvordan det selv vil være.

Sådan at jeg tror at den effektiveste politiske bearbejdning af læseren ikke sker gennem en ophobning af sociale argumenter, men gennem en sproglig forvandling af begreberne.

Det er efter den strategi, at Svend Åge Madsens forfatterskab udvikler sig fra den begyndende genbrug og manipulation af triviallitterære genrer i den poplitterære Liget og Lysten (1968) over identitetsromanen Sæt verden er til (1971) – året efter modtog han Det Danske Akademis Store Pris – og frem til publikumsgennembruddet med den farverige spændings- og kærlighedsromanen Tugt og utugt i mellemtiden (1976).

 Popkunstens billedskabeloner følger med ud på omslaget af Liget og lysten, Svend Åge Madsens første forsøg med trivialgenrerne, som han sammen med sine jævnaldrende udviklede en ny fornemmelse for. Den blev fulgt op af krimien Tredje gang så tager vi ham (1969), og den poetiske strategi kulminerede med Tugt og utugt i mellemtiden.

Popkunstens billedskabeloner følger med ud på omslaget af Liget og lysten, Svend Åge Madsens første forsøg med trivialgenrerne, som han sammen med sine jævnaldrende udviklede en ny fornemmelse for. Den blev fulgt op af krimien Tredje gang så tager vi ham (1969), og den poetiske strategi kulminerede med Tugt og utugt i mellemtiden.

Den litterære grund for Madsens popularitet lægges således i 60'er-nes anden halvdel, hvor han ligesom de andre eksperimenterende forfattere laver det, som Villy Sørensen kaldte for „æstetisk grundforskning“. Sven Holm lavede således synsvinkelforsøg i novellesamlingen Rex (1969) og Vagn Lundbye stilistiske og kompositoriske prøver i Roman (1968) og Nico (1969). Madsen selv eksperimenterede med genrerne og deres muligheder og blandende dem sammen i Liget og Lysten, hvor man både finder elementer af krimi, kærlighedsroman og pornografi. I „Smukke ting omkring dig“, som først blev bragt i ugebladet Hjemmet og senere i novellekredsen Maskeballet (1970), skriver han en trivialnovelle, som på én gang lever op til genrens krav og manipulerer med dem. Novellen demonstrerer, hvordan hovedpersonens kærlighedsforestillinger og handlingsmønstre stammer fra en ugebladsnovelle, som hun læser, og kun ved at fortælle en anden historie, sådan som Madsen gør det, lader hendes adfærd sig ændre.

Man er og bliver, hvad man læser. Det er den erfaring, både hovedpersonerne og læseren gør sig i og med romanen Sæt verden er til. Den består af fem sammenslyngede historier fortalt i hver sin genre. Handlingen er bundet til byen Vers, men der skiftes frit i tid, så man snart er i et 1800-talsmiljø med hestevogne, snart i et 1900-talsmiljø med biler. Der skabes således en slags samtidighed af genrer, stilarter og tilværelsesformer, der spilles ud mod hinanden, og som spiller sammen og danner noget nyt: nemlig fem-i-en-romanen Sæt verden er til og dens forestilling om tidslig relativisme og frihed og en rumlig bundethed og forpligtethed. Der er én verden, men adskillige dimensioner og et utal af livsudfoldelsesmuligheder og roller at vælge imellem, sådan som romanens fem hovedpersoner demonstrerer det. I et interview i Information 8.8.1980 sammenfatter Svend Åge Madsen selv sit syn på fortælleformernes eksistentielle betydning og funktion således:

Vi tænker faktisk i genrer, lever i genrer, på den måde at vi udfolder os inden for givne stilistiske muligheder. (…) den måde vi udtrykker os på og lever på, er et valg mellem muligheder vi har oplevet, herunder de muligheder vi har oplevet i fiktionen.

Ud af det roman-katalog vi efterhånden kender, vælger vi måder at være mod hinanden eller være sammen på. (…) vi oplever igennem det gitter som f.eks. en romanform udgør. (…) Hvis jeg lærer en ny type at kende, møder en forfatter der virkelig oplever tingene på en anden måde, så giver han mig mulighed for at se min tilværelse på en anden måde. Jeg får en ny synsvinkel, der gør det muligt at se sammenhænge, jeg ikke har set før.

Verden foreligger således for os i form af de fortællinger, man kan fortælle om den, sådan som Madsen også er inde på i romanen At fortælle menneskene (1989). Identitet og fortælling er to sider af samme sag, som også den engelske sociolog Anthony Giddens mener i sine studier over moderniteten i 1990'erne. Men den havde Madsen altså allerede klar i Sæt verden er til, ligesom han på storslået vis kunne lægge den til grund for storværket Tugt og utugt i mellemtiden (1976).

Med Tugt og utugt i mellemtiden skrev Madsen sig vej til en større offentlighed; den kom i Gyldendals populære bogklub, og den indbragte ham Kritikerprisen. Romanen handler om et justitsmord på den unge forelskede Ludvig Alster, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hele verden ligger åben for ham, men så bliver han offer for en falsk anklage for mord. Han rives ud af sin verden, isoleres i Horsens Statsfængsel og bliver henvist til sig selv og sine tanker. Først efter tolv års fangenskab flygter han fra fængslet og opsøger menederne for at få hævn. Dette motiv er som hentet lige ud af Alexandre Dumas' roman Greven af Monte-Christo (1845-46), men hvor greven får hævn og vender rig og forelsket tilbage til livet, så går det anderledes tragisk for Madsens helt, for hvem der ikke findes frelse. Han ender med at gå i selvvalgt eksil i den århusianske undergrund. Men håb er der dog for andre i den rigt befolkede bog, der ikke bare er en kriminalhistorie med alle dens muligheder for at komme omkring i århusianske miljøer og se ind hos både høj og lav, så romanen kommer til at give et bredt og kritisk samtidsbillede og åbner for en social bevidsthed. Den er også en øm kærlighedshistorie og en humoristisk fortælling om identitetsskift og forvandlingens mulighed. Folk støder ind i hinanden ved trafikuheld og slår hovederne så meget sammen, at de skrifter identitet.

Dermed tilføjer Madsen romanen et Dr. Jekyll og Mr. Hyde-motiv, som han også vender på original vis og mindre moralsk, end Robert Louis Stevenson gjorde i 1886. Han bruger således frit af andres populære romaner, som han improviserer over og fører up to date, men uden at det føles som plagiat. Som folkeeventyrenes fortællere havde en række skabeloner at arbejde med, således har den moderne romanforfatter et kæmpe register fra verdenslitteraturen at trække på. Madsen gør det flittigt og med den groteske komik som følgesvend, når han fx som en detalje lader der gå absurd mode i, at kvinderne kun bærer en strømpe, og når han helt overordnet lader forfatteren til bogen være en historiker i en fjern fremtid. Med netop denne historikers syn og forundrede kommentarer, får man en ironisk distance til Madsens samtid, 1970'er-ne, og han tilfører det selvfølgelige og „naturlige“ en mærkværdighed, der dels slipper satiren løs, og dels gør verden fortryllende ny og foranderlig igen.

Tugt og utugt i mellemtiden falder i fem dele med vekslende fortællere. Sammen med sin genremæssige mangfoldighed angiver denne polyfoni et mangefacetteret syn på virkeligheden. Med det rette blik for den menneskelige komedie og tragedie åbner der sig trods alt et optimistisk syn på menneskets muligheder og for en etisk dimension, som kommer gennem evnen til indlevelse. At kunne identificere sig med det anderledes og at kunne sætte sig i en andens sted gør det muligt at fastlægge om ikke en moral, så en meta-etik, som Madsen kommer til at udvikle i science fiction-lignende romaner som Se dagens lys(1980) om erindringens betydning og i Lad tiden gå (1986) om tidens irreversibilitet. Med tiden og erindringen indfinder etikeren sig i forfatterskabet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: Hvad genren betyder i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477528