I bagsideteksten til 1971-udgaven af 6512 giver Per Højholt en slags forklaring på bogen og en læsevejledning. Det var der en del læsere, der havde brug for, for mage til „roman“ havde man sjældent set før. Som romanen har mange andre af Per Højholts tekster et mundtligt og performativt præg. Ifølge hans show-æstetik, som han har gjort udførligt rede for i poetikken Intethedens grimasser, gør denne artistiske holdning det af med digteren som personlighed, idet han forvandles til skiftende roller. Det gjorde Højholt til et varemærke og en kuriositet, der fremstod som den sjove og uforståelige digter på stadig turné gennem landets seminarier og gymnasier.

.

Jeg'et er en genrebestemt fiktion ifølge Svend Åge Madsen. Et beslægtet synspunkt finder man i Per Højholts parodi på identitetsproblematikken i „romanen“ – alle nævnte romaner i dette kapitel burde genremæssigt sættes i citationstegn – 6512 (1969). Jeg-fortælleren, der bærer et utal af navne, lader sig dårligt opfatte som en realistisk figur. Han refererer ironisk til romanhelte som Morten Vinge i St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog og Johannes Vig i Martin A. Hansens Løgneren, ligesom det miljø af dagdrivere på et bibliotek(!), som fortælleren færdes i, har mindelser om Becketts absurde figurer, der snakker og venter, mens ingenting sker.

Indtil det trivielle gøres der opmærksom på dagbogens karakter af skrift og konstruktion. Det sker i konkretistisk stil med henvisninger til ordene på skriftsiden, og det sker med ironiske efterligninger af ældre poetisk sprog. Og så sker det i romanens overordnede komposition. Den skal forestille en dagbogsroman, men datoerne er strøget, og dagenes notater er ikke ordnet kronologisk og „naturligt“. De er derimod ordnet efter alfabetets tilfældige orden. Den „naturlige“ tids strøm er således erstattet af en vilkårlig orden, der gør, at man ikke kan læse nogen form for kausalitet eller målrettethed ud af notaternes rækkefølge. Eller i det mindste ikke anden end den, man selv konstruerer! Notaterne skaber deres egen tid hinsides dato- og klokketiden, og dermed bliver 6512 til en opstand mod den objektive tid, der behersker vores daglige bevidsthed og virkelighed.

Romanens sandheds-udsagn ligger altså ikke i dens tvivlsomme og løgnagtige referencer til en ydre virkelighed, men i dens insisteren på at være noget andet end de sædvanlige og naive bekendelser. Modsat Rifbjergs og Panduros selvdissekerende jeg-fortællere kommer Højholts fortæller ikke sandheden nærmere ved at fortælle om sit liv og oplevelser. „Der bliver,“ skriver han, „færre og færre [oplevelser og minder] at tage af, færre og færre jeg kan opleve fra begyndelsen, mit liv bliver fattigere, ikke rigere. Jeg piller alle fjerene af, plukker mig for alt. Man kunne tro det var omvendt. At jeg ville nå ind til det væsentlige ved at ribbe alt væk, men det har jeg mildest talt ikke nogen følelse af.“ Projektet tømmer ham og gør ham „fattigere“, for mens han skriver, får han jo ikke de oplevelser, der kunne berige og fylde hans liv.

Det er ikke et dannelses- og selverkendelsesforløb, man bliver vidne til i 6512, men en selvironisk afvikling af den selvkredsende identitetsproblematik. Man genkender jo nok digteren Højholt, når der refereres til en mand, som „læste højt inde i salen forleden aften, skidearrogant og højrøvet, han pissede på os alle sammen undtagen et par gymnasiaster“. Man skal bare ikke forveksle denne parodi med digteren fra Hørbylunde ved Silkeborg.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det parodiske jeg - Per Højholts „roman“ 6512.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig