• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dramaet i 1990'erne

Oprindelig forfatter ILucas

Det gennembrud, den danske dramatik fik på teatrene i 1990'erne, hang bl.a. sammen med et generationsskifte blandt skuespillere, instruktører og efterhånden også teaterdirektører. Fornyelsen begyndte allerede i 80'erne med instruktøren Peter Langdals ironisk legende revitalisering af klassikere som Holberg, Shakespeare og Ibsen. Han repræsenterede en ny opfattelse af teaterrummet, som omformedes efter forestillingens karakter, en ny, uhøjtidelig, men engageret fortolkning af teksterne og en mere kollektivt improviserende arbejdsform. I 1992 blev han leder af Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, og et par hundrede meter derfra på Aveny Teatret satte den unge grundlægger af teatergruppen Dr. Dante, Nikolaj Cederholm, sig i direktørstolen.

Gennembruddet for den nye danske dramatik skete imidlertid også i kraft af et samspil med og en reaktion på udviklingen inden for den danske film, der i samme tiår satte sig voldsomt igennem, specielt efter Dogmemanifestet i 1995, hvor en flok instruktører med Lars von Trier i spidsen fraskrev sig en række tekniske effekter og med stor, også international succes lancerede en ny, puritansk og ikke økonomisk krævende genre. Dette indebar samtidig, at opbygningen af plottet blev strammet i overensstemmelse med de traditionelle fortælletekniske regler, som også doceredes på Filmskolen i København. På teatrene kunne man i fælles sam- og nærvær opleve filmens kendte skuespillere, men også konstatere, at der var andre fortælleformer end den såkaldte Hollywood-model. For det var netop karakteristisk for hovedparten af de nye dramatikere, at de prøvede at frigøre sig fra plottet og historien som styrende princip og indføre en ny dramaturgi i beskrivelsen af den moderne virkelighed. Mens enkelte andre som Nikolaj Cederholm (f. 1963) og Lars Kaalund (f. 1964) under stor presseopmærksomhed valgte at gå den modsatte vej ved så vidt muligt at overføre filmens fortælleform til de skrå brædder.

Dr. Dantes Aveny blev straks en kultscene for det nye, unge publikum, der ikke længere sidder stille i mørket, men bidrager med tilråb og klapsalver under de spektakulære forestillinger. Mens Peter Langdal fortrinsvis dyrkede det klassiske repertoire med en række markante nyfortolkninger, satsede Cederholm på det nutidige tids- og selvspejlende. Han skrev i tæt samarbejde med skuespillerne Jagten (1992), en moderne variation af don juan-temaet, og dramatiserede Bret Easton Ellis' American Psycho (1994), ligesom han indførte begrebet teaterkoncert med forestillingerne Gasolin' (1994) og Ned på jorden (1997). I sin dramaturgi inddrog han en række af filmens effekter i form af klipning, lyssætning og musikanvendelse og skabte stor debat med en fremstilling af tidens vold og narcissisme i Paradis (1997), der med lak, læder og pistoler udspiller sig i et bordel, hvor en røver på flugt – inspireret af en sensationslysten skuespiller – holder kunder og prostituerede som gidsler. Den samme form for filmisk teater og endnu mere ekstrem voldsfremstilling præsenterede instruktøren, skuespilleren og forfatteren Lars Kaalund med I en kælder (1995), hvor livstilssatiren pludselig forvandler sig til en motorsavsmassakre.

Annonce

Vekselvirkningen mellem film og teater kom også til udtryk ved, at filmfolk skrev for scenen: Ole Bornedal (f. 1959) med det halvautentiske, politiske drama Den dag lykken (1993), Kari Vidø (f. 1961) med sine familiespil som Pels (1995) og Knæk (1997) og Bo hr. Hansen (f. 1961), som i sine ironiske hverdagsdramaer spiddede tidsånden, og som i 2002 leverede en teaterudgave af dogmefilmen Festen.

Også Det Kongelige Teater slog dørene op; i 1993 vistes således Suzanne Brøggers barske, græske aids-tragedie Efter orgiet, og i sæsonen 1997/98 havde man ikke mindre end syv nyskrevne, danske dramaer på repertoiret, heriblandt Peter Asmussens symbolistiske familiedrama Isbrandt og Pia Juuls krimiparodi Spiritus.

 Dogmemanifestet, som Lars von Trier i 1995 med mediebevidst iscenesættelse kastede ud til de forsamlede filmfolk i Odéonteatret i Paris. Manifestet, trykt på revolutionsrødt papir, blev startskuddet til en perlerække af film, produceret i overensstemmelse med kyskhedsløftets ti bud, startende med Thomas Vinterbergs Festen og Triers Idioterne, begge 1998. Den første med en helt klassisk dramaturgisk opbygning, den anden flimrende og uforudsigelig. Siden fulgte bl.a. Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000) og Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002).

Dogmemanifestet, som Lars von Trier i 1995 med mediebevidst iscenesættelse kastede ud til de forsamlede filmfolk i Odéonteatret i Paris. Manifestet, trykt på revolutionsrødt papir, blev startskuddet til en perlerække af film, produceret i overensstemmelse med kyskhedsløftets ti bud, startende med Thomas Vinterbergs Festen og Triers Idioterne, begge 1998. Den første med en helt klassisk dramaturgisk opbygning, den anden flimrende og uforudsigelig. Siden fulgte bl.a. Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000) og Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002).

 Teatergruppen Dr. Dante startede ifølge eget udsagn som en slags pubertetsdadaister, og i en årrække holdt den voksende flok af skuespillere, musikere og dansere til i et nedlagt møbellager i Allerød. I 1992 rykkede gruppen ind på Aveny Teatret med et løfte om at spille ny dansk dramatik for fuld udblæsning. Og løftet blev indfriet i årene frem til 2001, da Nikolaj Cederholm valgte at stoppe, mens legen var god. Billedet er fra Gasolin – en teaterkoncert (1994) med Louise Mieritz og Troels Lyby i nummeret „Hva' gør vi nu, lille du“.

Teatergruppen Dr. Dante startede ifølge eget udsagn som en slags pubertetsdadaister, og i en årrække holdt den voksende flok af skuespillere, musikere og dansere til i et nedlagt møbellager i Allerød. I 1992 rykkede gruppen ind på Aveny Teatret med et løfte om at spille ny dansk dramatik for fuld udblæsning. Og løftet blev indfriet i årene frem til 2001, da Nikolaj Cederholm valgte at stoppe, mens legen var god. Billedet er fra Gasolin – en teaterkoncert (1994) med Louise Mieritz og Troels Lyby i nummeret „Hva' gør vi nu, lille du“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Lucas: Dramaet i 1990'erne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477460