Fremmedgjort i en uforståelig verden - tv-spillene

Panduro er eksponent for en ny forfattertype, der ophæver skellet mellem kunst og underholdning. Hans humor og mangel på selvhøjtidelighed forhindrer ham i at optræde som digter med stort D, og han kaster sig med stor energi og vekslende held over nye genrer og medier – imødekommende over for de tilbud, han får, indstillet på samarbejde med andre forfattere og ikke mindst instruktører, og med en klar bevidsthed om, at de skrevne ord ikke er urørlige. Efter succesen i 1963 med En af dagene bliver han hyret af Danmarks Radios underholdningsafdeling, hvor han producerer tema-udsendelser, bl.a. den opsigtsvækkende Visevært for en aften i 1964, skriver et eksperimenterende absurdistisk tv-drama Farfar til hest (1966) samt en krimiserie i seks afsnit: Kan De li' østers? (1967) og yderligere et par barokke filmkomediemanuskripter, inden han vender tilbage til de i hvert fald tilsyneladende hverdagsrealistiske tv-spil.

Det var realismen, fornemmelsen af ikke blot at se ind igennem sine egne vinduer, men ligefrem være inde i stuen og med rundt i byen, der i samtiden gjorde et voldsomt indtryk. Seeren genkendte såvel naboerne som sig selv, både med hensyn til sprog, følelser og problemer i såvel ægteskabet som arbejdslivet. Men bagved ligger absurdismens grundstemning, det fremmedgjorte menneske i en uforståelig verden. Og det er netop denne blanding af ekstrem genkendelig hverdag og eksistentiel meningsløshed, der er særkendet for Panduros tv-spil.

Farvel, Thomas (1968) giver en kalejdoskopisk belysning af den ensomme radio- og tv-forhandler Thomas' kamp med sig selv og sine omgivelser, efter at hans kone har forladt ham. I den allerførste scene præsenteres han som en lurer, optaget af, hvad hans ekskone og dennes nye mand foretager sig, og i løbet af de tre døgn, man følger ham, bliver det klart, at dette karaktertræk er dominerende: han er en spion i verden. Og spionen har det ikke godt: han sover dårligt, lider af svimmelhed og angst, drikker for meget og er besat af kvinder, især de yngre. Hans blik følger deres kroppe, det er en seksualiseret verden, der omgiver ham, og han prøver ihærdigt at få sin del.

Sin første affære har han med en af sine ansatte, den unge Jannie, som kun er optaget af en lønforhøjelse. Den næste frække aftale er med en vens tidligere kæreste, men da Thomas dukker op i hendes lejlighed, er andre mænd kommet ham i forkøbet. I frustration drikker han sig fuld og går på hotel med en prostitueret, men her svigter potensen ham. På tredjedagen har han via en kontaktannonce sat en række kvinder stævne, han nøjes dog med at betragte dem gennem sin kikkert bortset fra en enkelt, hvis lidelseshistorie han lytter til, inden han stikker af. Han ender hos sin fraskilte kone, som han forgæves tigger og beder om at vende tilbage.

„Farvel, Thomas“ er hendes og spillets sidste replik, inden hans konturer går i opløsning. Ud over kvinderne har Thomas også i løbet af weekenden været sammen med sin søn, han har mødt sin mor, søster og svoger og har spillet badminton med en ven. Men ingen af dem er han i sin paranoia i stand til at etablere kontakt med. Man kommer således hele vejen rundt i denne socialpsykologiske analyse af den fraskilte mand, homo separatus, der er stærkt på vej mod sin undergang og død.

Men nedenunder lurer den absurde komedie. Thomas er en klovneskikkelse, der med og mod sin vilje udfører gags med hat og stok og meget andet. Hans hat kommer uforvarende i en kuffert til Tanzania, han forvandler en stok fra våben til støtte for en simuleret skade, han ifører sig masker og hjelme, og også uden rekvisitter spiller han den ene rolle efter den anden for at dække over tomheden. Men også omgivelserne har deres løjer for med ham. I lægens venteværelse hævder en mand med pintersk stædighed, at Thomas er manufakturhandler, og fejltagelsen videreføres af lægen. Thomas prøver på alle mulige måder at komme i kontakt med de mennesker, der omgiver ham, samtidig med at han gemmer sig bag sit rollespil.

Den genkendelige danske virkelighed er hængt op på absurdismens skelet. Panduro leverer selv budskabet, blufærdigt i parodiens form, i en scene, hvor Thomas sidder i den lånte lejlighed foran tv-apparatet og ser på et interview om det moderne menneskes vilkår: „Åh javel … De vil dermed vise det modernes … søh'hø … søh … isosøh'hølerede situation … i en principielt ubegribelig verden … ikke også?“

Og det er netop dette, menneskets isolation i en ubegribelig verden, der bliver grundtemaet i de efterfølgende tv-spil. I Bella (1970) er det tiltrækningen mellem bourgeoisifruen og den unge, revolutionsbegejstrede hippie, der får fatale følger, og i andet spil samme år med den tvetydige titel Et godt liv er det den midaldrende mand, der bliver konfronteret med en uhelbredelig sygdom. Generationskonfrontationen er også temaet i Hjemme hos William (1971), hvor den fraskilte mand forsøger at forstå sin unge veninde og må tage hendes ven med i købet.

Det er på en gang borgerskabets magt og afmægtighed, der fremvises, også i Rundt om Selma (1971), hvor rollespil og undertrykte aggressioner aflyses af nye masker og fortrængninger. Kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed bliver endnu kraftigere demonstreret gennem den langsomt erkendte homoseksualitet i I Adams verden (1973) og i de to raffineret sammenvævede tv-spil Bertram og Lisa og Anne og Paul (begge fra 1975), hvor de betrængte mænd med forskellige midler prøver at få deres utro koner til at blive i ægteskabet. I sit sidste tv-spil Louises hus (1977), en moderne pendant til Ibsens Et dukkehjem, vender Panduro tilbage til en mere enstrenget fortællestruktur, hvor han viser den midaldrende kvindes identitetstab i ægteskabet og hendes vej ud af det.

Tv-spillene er en mosaik af fortællinger om mennesker, der ikke kan finde mening i deres tilværelse. Men de rummer ingen opskrifter på et bedre liv. Selv for Louises vedkommende ser vi ikke noget alternativ. Hun forlader sit hjem, men vi ved ikke, hvor hun går hen. På trods af at Panduro går til angreb på det stivnede, forløjede borgerskab, har han ikke nogen politiske eller sociale utopier at sætte i stedet. Han kan konfrontere de etablerede med ungdomsoprøret, de normale med de gale, men selv om han har sympati for de anarkistiske holdninger, er deres repræsentanter som oftest tvetydige figurer.

Ligesom det er tilfældet med Tjekhovs skuespil, rummer Panduros dramaer muligheden for at blive spillet som farce. Men gennem samarbejdet først og fremmest med Palle Kjærulff-Schmidt lykkedes det at finde en hårfin balance mellem det komiske og det tragiske, som skabte en bred identifikation i det store publikum, der oplevede tv-forestillingerne, mens gaderne lå øde hen.