Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brecht sætter sine spor - revyerne

Oprindelig forfatter ILucas

Da Leif Panduro i 1964 optrådte i tv som „visevært for en aften“, blev han meget mod sin vilje forargelsens centrum. Sammen med de indbudte Rifbjerg og Jesper Jensen havde han to år tidligere med nogen bekymring haft sin del af æren for revyen Gris på gaflen. Inspirationen til denne nye teaterform kom dels fra Poul Henningsen, der også var blandt gæsterne, og dels fra Erik Knudsen. Deres fælles bestræbelse var at erstatte den traditionelle lagkagerevy med en mere holdningspræget og flerdimensional satire. Og inspiratoren var den tyske forfatter Bertolt Brecht.

Selv om denne havde opholdt sig i Danmark fra 1933 til 1939 og fået flere stykker opført her, var hans ideer om det episke teater ikke slået an på det tidspunkt. Brechts teater var socialistisk, han ønskede at bryde teaterillusionen og dermed skabe en distance hos tilskuerne, der forhindrede en umiddelbar indføling. Skuespillerne skulle træde ud og ind af deres roller, der blev brugt skilte og „songs“, og musikerne var med på scenen. De danske skuespillere havde svært ved at håndtere denne „verfremdung“ og slippe den naturalistiske tradition, og hverken publikum eller anmeldere brød sig om den politiske holdning, der blev betragtet som sekterisk og udansk. Men femten år efter Anden Verdenskrig blev Brecht genopdaget, både som dramatiker og teoretiker, og spillet på de danske teatre. Det Kongelige Teater opførte Det gode menneske fra Sezuan (i 1961/62), og tv-teatret indstuderede Fru Carrars geværer (1961).

Det blev Studenterscenens unge talenter, der som de første med succes demonstrerede den brechtske spillestil, i Erik Knudsens revykomedie Frihed – det bedste guld (1961) med musik af Finn Savery. Den blev forbilledet for en række andre op gennem tresserne og er et visionært stykke satire, der peger på fænomener, som udfolder sig i de følgende årtier, og som langtfra er blevet uaktuelle på den anden side af årtusindskiftet. Det handler om de politiske partiers afsked med holdninger til fordel for galluptal og vælgertække – om marcipanpolitikere og spindoktorer, inden betegnelserne blev opfundet. Med sproglig energi og aggression hamrer Erik Knudsen løs på et holdningsløst forbrugersamfund, hvor alt og ikke mindst holdninger er til salg.

Annonce

 Leif Panduro, Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og teaterdirektør Stig Lommer samlet i 1968, hvor studenterrevyen Gris på gaflen seks år efter premieren genopførtes på ABC-teatret. Om revyens tilblivelse fortæller instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt i sine erindringer: „Den anden gulerod lå i Studenterforeningens premierepublikum. En forsamling der regnede sig selv for den klogeste og især mest fordomsfrie i hele Kongens København. Men det var den langtfra. At sætte gaflen i og chokere de mennesker på deres egen hjemmebane ville være en udsøgt sidegevinst for de to nytårsrevy-veteraner Klaus og Jesper. De hidsede da også hinanden flot op, mens de skrev. Af og til blev Leif og jeg helt forskrækkede og var lige ved at miste modet, når en tekst blev alt for sort, men det varede ikke mange øjeblikke, for det hele sydede fristende af saft og kraft.“

Leif Panduro, Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og teaterdirektør Stig Lommer samlet i 1968, hvor studenterrevyen Gris på gaflen seks år efter premieren genopførtes på ABC-teatret. Om revyens tilblivelse fortæller instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt i sine erindringer: „Den anden gulerod lå i Studenterforeningens premierepublikum. En forsamling der regnede sig selv for den klogeste og især mest fordomsfrie i hele Kongens København. Men det var den langtfra. At sætte gaflen i og chokere de mennesker på deres egen hjemmebane ville være en udsøgt sidegevinst for de to nytårsrevy-veteraner Klaus og Jesper. De hidsede da også hinanden flot op, mens de skrev. Af og til blev Leif og jeg helt forskrækkede og var lige ved at miste modet, når en tekst blev alt for sort, men det varede ikke mange øjeblikke, for det hele sydede fristende af saft og kraft.“

De traditionelle politikere, henholdsvis socialisten Madsen og den borgerlige Molbech, oplever deres mangel på gennemslagskraft hos folket, der kun er optaget af at forbruge og kræver „Nylontrusser / Whiskysjusser / Springmadrasser / Wienerbasser / Flere biler /Resteniler“. De opsøger derfor dr. Max – uden r – der lærer dem at give folk, hvad de vil have, og hans kone, livsstilsterapeuten Magna Carta, fuldender forvandlingen med et kursus i tv-optræden. Efter denne omgang er de blevet fuldstændig ens og kan kun tale i kor. De har lært at kysse små børn, og de gamle taler er erstattet af slogans. M-M, som de nu kalder sig, står for „Morsomme mandage / Magelige militærmanøvrer / Minimale motorafgifter / Millioner mannequiner / Masser marcipan“.

Og hvad kan redde verden fra denne udvikling? I hvert fald ikke kunsten. Den selvhøjtidelige digter prøver forgæves at appellere til folket, som hellere vil samle lykkekort, og hans tale bliver hurtigt til hån og uforståelig reciteren. På valgaftenen modtager han Honningprisen og vil derpå emigrere for at skrive digte om mennesket i evigheden og evigheden i mennesket – hvad der ikke er nogen, der beklager. Her udstilles ikke kun Heretica-digterne, men også Erik Knudsens eget dilemma.

Året efter tog så trekløveret Rifbjerg, Jensen og Panduro tråden op med revyen Gris på gaflen. Rollerne var trekantet sagt fordelt sådan, at Jensen tog sig af det politiske, Rifbjerg af det lyriske, mens Panduro skrev den barokke dialog. Det var forskellige temperamenter, der mødtes. Der skulle være konfrontation og provokation.

Gris på gaflen er både politisk teater og absurdisme – med hilsener til bl.a. Kjeld Abell, Frank Jæger og PH. Revyen udbygger Erik Knudsens kritik af forbrugersamfundet, men behandler også militarismen og atom-truslen samt en række seksuelle tabuområder („Jeg vil allerhelst sove hos far“). Man følger gennemsnitsdanskerens liv lige fra fødslen, hvor alle instanser, systemer og personer slås om at udnytte ham. Efter at han har aftjent sin barnepligt – „nakkeskud – nakkeskud – det er livets mening!“ – står kapitalen klar til at bruge ham. Mellem de rablende dialoger er der på kendte melodier en række morbide sange som „Røgen fra Bispebjerg“, „Guds fred med vore døde, undtagen dem der var røde“ og „Den er så sød, når den først kommer frem, den lille blå mutation med snabel“. Og da han omsider dør, slås lægen, generalen, præsten og hustruen videre og slutter med at partere ham.

Erik Knudsens revy-succes banede vejen for radiodramatikeren Ernst Bruun Olsens sceniske gennembrud med musicalen Teenagerlove i 1962 på Det Kongelige Teater, ligeledes med musik af Finn Savery. Målet for satiren var underholdningen eller poppen som kapitalismens forlængede arm. Popstjernen Billy Jack er steget fra syvende baggård til en luksusvilla, trofast støttet af sin barndomskæreste Maggi, men her på succesens top dropper han hende til fordel for mangemillionæren Plastik-Schmidts datter. Budskabet er klart: Poppen har indgået en uhellig alliance med kapitalen om at sælge løgn og fordummelse, underholdningen er nutidens opium for folket.

Med samme dobbeltgreb, som Brecht anvendte i sin tiggeropera, lykkedes det Bruun Olsen at hudflette underholdningsindustrien, samtidig med at han leverede bragende god underholdning med en række ironiske popsange og sentimentale ørehængere. Maggi sang om opiumskrigen, hvor kejseren af Kina var sorrigfuld, men det var skurken Billy, der fik det sidste ord med sin „Hvis du si'r dippedippedut til verden, si'r den dippedippedut til dig“. Scenografien var avanceret, der blev jazzet, rocket og twistet, de kongelige skuespillere demonstrerede, at de beherskede satirisk verfremdung, og publikum såvel som anmeldere af alle observanser var begejstrede. Det var paradoksalt nok kulturradikal moralisme og en dansk udgave af den amerikanske musical.

Den kroniske eksperimenteren med det dramatiske udtryk fortsatte i revysamarbejdet mellem Rifbjerg og Jesper Jensen med Hva ska' vi lave? (1963), nu med den nyetablerede intimscene Fiolteatret som spillested. Og igen med Kjærulff-Schmidt som instruktør. Formen var afpasset efter den tættere publikumskontakt, skuespillerne optrådte i pyjamas, og med kedsomheden som drivkraft fremførtes viser om kønsliv og militær, men også – med Rifbjerg som ophavsmand – modernistisk poesi i forlængelse af temaerne fra Portræt og Konfrontation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Lucas: Brecht sætter sine spor - revyerne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477506