Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Absurdismen kommer til de danske scener

Oprindelig forfatter Redaktionen

Havde Thorkild Hansen valgt at gå i teatret, ville han kunne have set sin sindstilstand fremstillet af de absurde dramatikere: Eugène Ionesco, Arthur Adamov, Jean Genet og ikke mindst Samuel Beckett, den mest konsekvente pessimist af dem alle. I 1953 havde hans Vi venter på Godot premiere på Théatre Babylone i Paris. To vagabonder, Estragon og Vladimir, står på en nøgen scene, kun udstyret med et skeletagtigt træ, og venter på en vis Godot, som aldrig dukker op. De to er desorienterede både hvad angår tid og sted, og de bliver ikke klogere på, hvorfor de venter, eller hvem Godot er. Men for at holde den frygtelige tavshed på afstand, udfylder de ventetiden med skænderier, forsoninger, overvejelser, undersøgelser, remser og vrøvlerier, lege og gags med hatte og støvler. De taler og taler, men kommer hverken hinanden eller virkeligheden nærmere, og den tilsyneladende dialog er i realiteten afbrudte monologer.

Beckett demonstrerer sprogets afmagt som kommunikationsmiddel og tilværelsens fundamentale meningsløshed. Men der er ingen sure miner. Gogo og Didi, som de kalder hinanden, minder med deres lege med hatte og støvler om stumfilmens klovne, og de tager på chaplinsk vis mod deres skæbne uden at kny. „Slog mig? Selvfølgelig slog de mig,“ som Gogo siger til Didi. Et andet par, den blinde Pozzo og Lucky, der rent konkret er bundet til hinanden i et herre-slaveforhold, dukker på et tidspunkt op, men nogen egentlig handling eller udvikling er der ikke. For slet ikke at tale om forløsning. Den klassiske dramaturgi er forladt til fordel for en cirkulær opbygning.

Vi venter på Godot kom hurtigt til Danmark. I 1956 kunne man se forestillingen på Aarhus Teater, iscenesat af den 25-årige Palle Kjærulff-Schmidt, som senere tog sig af en god del af den nye danske dramatik. Og hermed blev der åbnet for en bølge af absurde stykker på de danske teatre. Danskerne lærte Ionesco, Genet, den polske Slawomir Mrozek og britiske Harold Pinter at kende – ikke mindst på grund af en række tv-teaterforestillinger i begyndelsen af 60'erne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Absurdismen kommer til de danske scener i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477502