• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dramaet fornys

Oprindelig forfatter Redaktionen

Fornyelsen i den danske dramatik sker i første omgang ikke på de traditionelle teatre, hvor forfatterne har mere end svært ved at få foden indenfor – og når det endelig lykkes, kommer den ofte i klemme. Ikke fordi teatrene ikke vil spille det nye – det skal bare helst være af de store udenlandske navne. Nyskabelserne inden for dansk drama sker fortrinsvis på de små og nye spillesteder som Studenterscenen og Fiolteatret. En stor åbenhed over for eksperimenter finder man endvidere i Radioteatret, hvor både Leif Panduro og Ernst Bruun Olsen debuterer og udfolder sig med en række spil. Og det samme gælder det nye massemedie fjernsynet, hvor de tekniske fremskridt hele tiden åbner nye muligheder, samtidig med at seertallet øges. Og her bliver Leif Panduro den dominerende skikkelse.

Men hvad er det for strømninger, der pludselig forvandler det danske drama, som i 1940'erne og 50'erne har levet sit eget stille liv? Lad os vende tilbage til Thorkild Hansen og hans rejse rundt i Europa. Den nulpunktsfornemmelse, som han (se Modernismen kommer til Danmark) oplevede i Berlin, fulgte ham til Paris. I stedet for at gå i teatret slog han sig ned på en café med udsigt til teaterfoyeren overfor. Det festklædte publikum morede sig, mens gæsterne i baren drak deres vin i tavshed. Thorkild Hansen konstaterer, at rollerne er ulige fordelt i livets spil, og selv er han blevet statist uden karakter og skæbne. Der er ingen forbilleder at leve op til; det handler om at kunne leve ned til sig selv.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dramaet fornys i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477501