Mere virkelighed

Realismen er en litterær strømning, som i 1900-tallets litteratur løber side om side med modernismen. Den nærer sig ved at inddrage stadig nye virkelighedsområder, sådan som Bodelsens og Kampmanns forfatterskaber giver eksempler på med deres kritiske, men også solidariske skildringer af velfærdsstatens middelklasse og bourgeoisi. De deler erfarings- og erkendelseshorisont med deres figurer, hvad de fik frygteligt at høre for, da den marxistisk inspirerede litteraturkritik satte ind i 1970'erne.

Nyrealisterne ville give samtidsbilleder, men gjorde det efterhånden med en motivisk og tematisk monotoni, som også kom til at præge Bodelsens og Kampmanns mange bøger. For dem var det svært at bevæge sig uden for københavnske forstæder som Nærum og Klampenborg. Kollegaen Bent William Rasmussen (f. 1924) gjorde imidlertid et forsøg med sit gruppebillede Til venstre for Virum (1970). Dels forlægger han stedet til en højskole i Jylland, dels breder han det sociale billede ud, så det nok har en funktionær fra et rækkehus i Virum i centrum, men også er befolket af mennesker med forskellig alder og social klasse. Anledningen til dette sammenrend af folk er et medborgerkursus på højskolen, hvor man bliver vidne til sociale og generationsmæssige konflikter, til lidt uforpligtende sex og til de i tiden så populære – eller hadede – gruppedynamiske øvelser. Her diskuteres trivsel på arbejdspladsen, demokrati, kommunikation, og „interaktioner“ mellem mennesker, som det hedder i tidens karakteristiske sprog. Romanen viser, at der findes en verden til venstre for Virum, hvor folk fx lever og dør på plejehjem, serverer øl på den lokale, er fodboldtræner i Odense eller frugthandler i Randers.

Ikke bare middelklassen blev synlig i den realistiske litteratur. Også kvindernes erfaringsverden trængte sig på. 1960'ernes kvindelige forfattere tager således fat på det kvindelige univers, som der allerede var skabt tradition for at beskrive helt tilbage til Thomasine Gyllembourg i første halvdel af 1800-tallet, og som blandt andre Tove Ditlevsen fragter med sig fra 1940'erne og 50'erne ind i 60'erne og 70'erne. Hun udgiver både digtsamlingerne Den hemmelige rude (1961) og De voksne (1969), novellesamlingen Den onde lykke (1963), romanen Ansigterne (1968) og erindringer Barndom og Ungdom (1967). Den kvindelige verden, som Ditlevsen skildrer i 60'erne med stor mediemæssig bevågenhed, bidrager også forfattere som Cecil Bødker, Maria Giacobbe (f. 1928), Dorrit Willumsen (f. 1940) og Charlotte Strandgaard (f. 1943) til beskrivelse af. Med novelletitler som „Veninder“ og „Svangerskab“ antydes den kvindelige verden i Dorrit Willumsens novelledebutsamling Knagen (1965). På nærmest surrealistisk vis skildres her, hvordan et svangerskab opleves ligesom at have en kat i maven. Erindringerne fra pige- og kvindeliv præger det kvindelige litterære univers hos Willumsen i både Knagen og romanen Da (1968), som de også gør det i Maria Giacobbes roman Havet (1967). På ny-enkel vis tager Charlotte Strandgaard allerede i 1969 fat på 1970'ernes socialrealistiske skildringer med punktromanen Indimellem holder de af hinanden. Det kvindelige univers er på vej ind i litteraturen i 1960'erne – og kritisk bogført af Lise Sørensen med essaysamlingen Digternes damer (1964) – men det er først i 1970'erne, at det for alvor bliver til Sagen.

I 1960'erne var fronterne mellem modernister og realister trukket hårdt op. Men det er karakteristisk, at går man til værkerne selv, er det knap så let at skelne. Dels skrev forfattere som Rifbjerg og Panduro realistiske romaner, dels skrev Kampmann og Bodelsen ikke altid en entydig realistisk prosa, og dels skrev en forfatter som Willumsen i en form, som havde formelle modernistiske træk, men som også gik i tydelig realistisk retning. I stedet for at se realisme og modernisme som modsætninger, som tiden selv ville det, er det snarere sådan, at de supplerer hinanden. Hvor realismen med sine krav om sammenhængende skildring må give op, fordi ingenting i verden står fast, og det guddommelige overblik svigter, dér tager modernismen fat. Og hvor realismen forlader sig på en vis objektivitet, dér lader modernismen det hensynsløst subjektive komme til orde og få egen form. Realismen og modernismen har forskellige måder at afbilde virkeligheden på, og de har forbindelse med forskellige virkeligheder, der strækker sig fra livet i forstæderne til psykens mest obskure egne. Men begge hævder de jo at skildre noget virkeligt. Modernisten er sig kunstens særsprog særdeles bevidst, men det betyder ikke, at dette sprog ikke taler om en virkelig verden. Som den franske digter og teoretiker Alain Robbe-Grillet, der gik ind for „den ny roman“ som afløser for den traditionelt realistiske, skrev i 1963: „Alle forfattere mener, de er realister. Ingen foregiver nogensinde at være abstraktionist, illusionsskaber, kimæreopfinder, fantast, falskner … Realismen er ikke nogen utvetydigt defineret teori, som skulle kunne gøre det muligt at sætte nogle forfattere op mod andre (…) Det er den virkelige verden, der interesserer dem; hver enkelt bestræber sig ganske enkelt på at skabe noget 'virkeligt'.“