Al deres snak om lykke - Christian Kampmann

„Man kan ikke gabe over mere end sit eget lille hjørne,“ sagde Kampmann i 1968. Sådan gentager han realismens program fra J.P. Jacobsens novelle „Mogens“ (1882), hvor fortælleren indledningsvis ser verden fra et hjørne i hegnet og altså anlægger én synsvinkel og ét perspektiv blandt andre mulige. For dog at opnå en vis objektivitet måtte enhver situation ifølge den journalistisk uddannede Kampmann skildres fra mindst to sider. Derfor vrimler det med synsvinkelskift i hans skildringer. Til gengæld er den alvidende fortæller suspekt, fordi der ikke findes noget ophøjet fortolkningspunkt, hvorfra alt lader sig overskue og bedømme. Det gør ikke Kampmann holdningsløs; kun er også hans dom en fordom, der modsvarer de skildrede personers fordomme om hinanden og sig selv.

For at sikre autenticitet i den fiktive skildring, der nok er en slags konstruktion, men også gør fordring på at afbilde virkeligheden, krævede han, at forfatteren selv kendte det, han ville skildre, eller at forfatteren som journalisten opsøgte fremmede miljøer for at se og lytte sig ind i dem. „En realistisk forfatter skriver på erfaringer“, mente han, og fortsatte hermed de gamle realisters opgør med den metafysiske og fantastiske digning. Kampmann, der selv var en del af borgerskabet nord for København, skrev da indforstået og erfarent om det i sine noveller og romaner. Set gennem hans temperament blev det i første omgang underkastet et ironisk og udleverende blik for senere, hen mod 60'ernes slutning, at blive omfattet med større indføling og sympati.

Kampmann debuterede med novellesamlingen Blandt venner (1962). Titlen er ironisk, da novellen af samme navn peger på, at enken Dolly fra det bedrestillede borgerskab nok er omgivet af mennesker, men netop ikke af venner. Man bagtaler og sladrer om hende og hjælper ikke, da hun er ved at gå til i druk. Hos borgerskabet er livets mening lykken, og enhver er sin egen lykkes smed, hedder det. Der er derfor ikke hjælp at hente for den, der ikke kan finde ud af det, som det fremgår af Kampmanns sataniske udlevering af det iskolde overklassemiljø.

Som et sindbillede på dette borgerskabs rodløshed og neurotiske adfærd, står ægteparret i „Fuglene“. De behøver ikke at arbejde og flakker hvileløse omkring i verden uden at føle sig hjemme eller tilpas nogen steder. Nogen særlig støtte er ægtefællerne heller ikke for hinanden, som det fremgår af novellen „Støtte“ fra Ly (1965). Kampmann afdækker her de psykologiske spil mellem de to, som hver især forventer sig noget af den anden, som denne ikke kan leve op til.

Nogen vej ud af den familiære misere synes der ikke at være. I „Løsrivelsen“ forsøger en overklassepige at tage en engelsk underklassepige med hjem på sommerferie ved Sundet for gennem hende at markere distance til miljøet. Den fremmede bliver dog ikke anledningen til overklassepigens frigørelse, men derimod til hendes kapitulation.

Kampmanns sprog er enkelt og usmykket, men vidner om en kompliceret virkelighed. Det komplicerede viser sig i novellernes komposition, der er præget af avancerede synsvinkelklip og flydende bevidstheder, hvor der helt ind i det enkelte afsnit skiftes mellem førstepersonsfortæller og tredjepersonsfortæller, som det tydeligt fremgår af novellen „Dem“. Den handler, som en stor del af hans øvrige og omfangsrige produktion, om forholdet mellem mand og kvinde, og den forsøger at svare på den unge, fraskilte kvindes spørgsmål: „Hvorfor fanden er det så møgbesværligt at omgås hinanden?“

Kampmann samler såvel motiver som fortælleteknik fra novellerne og romanen Sammen (1967) i det metapoetiske gruppebillede Nærved og næsten (1969). Den skildrer en gruppe mennesker fra det nordkøbenhavnske, hvor man typisk er grosserer, fuldmægtig, underdirektør og rentier. Der er plads til en enkelt outsider, som er montør, og så er der de hjemmegående kvinder og børnene. Det er deres liv og drømme igennem 1950'erne, romanen handler om. Man hører ikke meget til de verdenshistoriske begivenheder som Korea-krig og atombombetrusler, der er fjerne og fremmede for det selvtilstrækkelige miljø. Til gengæld florerer den kolde krig for fuld styrke i ægteskaberne. Her er utroskab, svigt og uopfyldte drømme. Det er karakteristisk, at Kampmanns personer ikke er ekstraordinære udbrydere som Rifbjergs Anna, men netop bare almindelige(!) forstadsfruer, der keder sig i deres ægteskaber, og som nærer en drøm om at „realisere sig selv“. Man drømmer i smug om at blive skilt og begynde et nyt liv, men det bliver kun til nærved og næsten, for der er lige svigermors fødselsdag og en masse andre ting, der skal overstås først.

Man hører om det trivielle ægteskab gennem romanens første synsvinkelbærer Astrid, som afløses af svogeren Hans Jørgen Østergaard, der i hendes øjne er en træmand. Men idet hans synsvinkel indtages, ser tingene anderledes ud. Han lider af sociale mindreværdsfølelser og finder ikke lykken på sit arbejde, hvor han kun er nærved at blive forfremmet, men aldrig bliver det. Synsvinklen skifter endnu engang og tilfalder ægteparret Alice og Jens, hvis ægteskab også kun er næsten lykkeligt. Han vil kun have hende, når hun er problemfri, hvad der får hende til at føle sig ensom. Han er ikke den støtte, som hun ønsker sig. Sådan gennemgår romanen på tæt hold de forskellige personers syn på hinanden og sig selv, ligesom man får et præcist indtryk af deres glæder og fortvivlelse, deres lykke- og skyldfølelser.

Efter disse synsvinkelskift, brækker romanen over, idet fortælleren Georg pludselig træder frem og gør opmærksom på sig selv. Han reflekterer over sin rolle som fortæller og over, hvad det er for en sandhed, han er ved at fremstille om de andre, og hvilken én, han er ved at fortrænge om sig selv. Han var dreng i 1950'erne og sidder nu sidst i 60'erne og skriver historien om de voksne og om sig selv, den sære tøsedreng, der ville lege med dukker og var forkert i de voksnes øjne. At hans seksualitet er tvetydig, aner man, men det udtales aldrig direkte. Det kom Kampmann først til med Gregersen-sagaen (1973-75) og de selvbiografisk anlagte romaner Fornemmelser (1977), Videre trods alt (1979) og I glimt (1980). Georg er altså kun nær ved at formulere sin anderledes seksualitet, men lader det blive ved det. Han er også næsten ved at få et fast forhold til en pige, mens han går i gymnasiet, men de åbner sig aldrig for hinanden, og det bliver ved rollespillet, som de hænger fast i. Da rollerne endelig falder, bliver det ikke hans sande jeg, der får lov at træde frem, for han påtager sig blot en anden rolle.

I Nærved og næsten gør alle sig billeder af hinanden, som ingen passer ind i. Ingen føler sig forstået, og ingen åbner sig for hinanden og bliver derfor aldrig modtaget som „de er“. Det er da ulykken altid at spille en påduttet rolle og altid at være „noget“, blot aldrig sig selv. Kampmann gennemskuer rollespillet, som finder sted mellem mennesker, men bevarer også en drøm om en autentisk identitet, som kunne lade sig realisere, hvis man ellers turde, og de andre ville acceptere den. Således er identiteten ikke en ren konstruktion, som nogle af tidens andre prosaister var inde på – fx Svend Åge Madsen og Dorrit Willumsen.

Den metapoetiske „afsløring“ af realismen, som Kampmann foretager i Nærved og næsten, fortsætter han med i et par romaner fra 1971. I Nok til hele ugen monterer han klip fra ugebladsnoveller og annoncer med en historie om et aldrende ægtepars krise, der sættes i relief af den kulørte presses drømmebilleder. Og i Pinde til en skønskrivers ligkiste skriver han ironisk om den litterære verden med et skarpt blik for tvisten mellem rivalerne Rifbjerg og Bodelsen. Begge er ifølge romanen gået i selvsving, fordi de ikke orker at åbne sig mod omverdenen og indhøste de nye impulser og erfaringer, der kunne bringe dem ud over sig selv og deres erindringer om 50'erne. At der her også er en god portion selvironi på spil fra Kampmanns side, er ganske klart.

Kampmanns realisme med dens indgående psykologiske portrætter og metafiktive bevidsthed demonstrerer på den ene side, at der ikke er så skarpt et skel mellem realisme og modernisme, som debatten kunne give anledning til at tro. På den anden side er der et klart skel i Kampmanns forfatterskab, da han i 1972 forlader de direkte metapoetiske refleksioner. Den modernistiske strøm i hans forfatterskab bliver afløst af en mere ligefrem realisme, som tager sprog og fiktion for gode varer i forsøget på at skildre virkeligheden. Han lægger således refleksionerne og distancen bag sig i det samtidsportræt, som han gav med tetralogien om familien Gregersen. Den udkom i årene 1972-75 og blev hans helt store gennembrud.