Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

I historiens pariserhjul - Ebbe Kløvedal Reich

Oprindelig forfatter MZer

Ebbe Reich (1940-2005) indledte sit forfatterskab som politisk journalist. Han indskrev sig som historiestuderende på Københavns Universitet i 1961, men forlod i 1965 historiestudiet for at engagere sig i samtiden. Sammen med Preben Dollerup skrev han Vietnam. Krigen i perspektiv i 1965, blev samme år redaktør af Politisk revy og meldte sig samtidig ind i Det Radikale Venstre. I 1967 publicerede han med Kina. Den ideologiske stormagt en lovprisning af Mao og kulturrevolutionen og søgte det følgende år med Retning til venstre, et udvalg af Viggo Hørups fængende politiske artikler, at bidrage til en revolutionering af den danske kultur. For Reich som for så mange andre i hans generation indtraf denne revolution i 1969-70. Han flyttede i kollektivet Maos Lyst i Hellerup, hvor alle antog navnet Kløvedal efter alfeboligen i J.R. Tolkiens Ringenes Herre (1954-55, da. 1968-70); han begyndte at eksperimentere med „bevidsthedsudvidende“ stoffer som hash og lsd; han tog på Det Ny Samfunds lejr i Thy osv. I et af de selvbiografiske afsnit i Svaneøglen (1978) fortæller han:

Privat havde jeg det sådan, at det der skete om og i mig i 1969-70, var det mest mærkværdige, jeg havde oplevet, siden jeg blev født. Jeg vidste, at jeg delte den mening med mange. Det var som om det ikke rigtigt havde været nutid siden dengang. I hvert fald kunne det ofte være svært for os at forbinde det, der skete omkring os, med nutid.

Den på én gang intensive og ekspansive oplevelse af nutid omsatte sig først i den mærkelige Eventyret om Alexander 666 (1970), hvor han inspireret af okkulte lærdomme og apokalyptiske visioner udmaler kapitalismens fald, kærlighedsrigets komme, en kvindelig Messias. Men samme år kom der også fra hans hånd en bog, hvor historien, Danmarkshistorien, blev et ekkorum for det udvidede nu. Holger Danske. Tolv fortællinger om en folkehelt (1970), der er fortalt i et sprog farvet af eventyr og folkeviser og illustreret af Per Kirkeby i en streg farvet af tegneserien om den tapre Prins Valiant, blev indledningen til et forfatterskab, hvor Danmarkshistorien i bog efter bog leverer bevidsthedsudvidende og euforiserende stof til forsøget på at løfte nutiden.

 I 1960'erne dyrkede Per Kirkeby tegneseriefiguren Prins Valiant som en af sine helte, men i 1970 søgte han sin helt under mere hjemlige himmelstrøg, da han designede omslaget til Ebbe Kløvedal Reichs Holger Danske.

I 1960'erne dyrkede Per Kirkeby tegneseriefiguren Prins Valiant som en af sine helte, men i 1970 søgte han sin helt under mere hjemlige himmelstrøg, da han designede omslaget til Ebbe Kløvedal Reichs Holger Danske.

I Holger Danske møder helten i det sidste kapitel N.F.S. Grundtvig, men der var stof til en selvstændig bog om denne digter. Gennem sit virke som politiker, pædagog og profet blev Grundtvig det store forbillede for Ebbe Kløvedal Reich, der markerede 100-året for Grundtvigs død med udgivelsen af Frederik. En folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv. I sin ungdoms dagbog omtalte Grundtvig skælmsk sig selv som „Mosjø Frederik“ og senere opdyrkede han den jovialt sludrende tone, som man med hans eget ord kalder bragesnak. I overensstemmelse hermed er Kløvedal Reich på fornavn med sit store forbillede og skildrer ham i en skulderklappende stil, som da også fandt det store publikum, den søgte. Den historiske biografi havde tredobbelt adresse til nutiden. Med sin tolkning af Grundtvigs maniodepressive temperament som udtryk for et særligt klarsyn placerede han bogen i tidens antipsykiatri-debat. Med sin indlæsning af psykoanalytikeren Wilhelm Reichs orgon-kasse i digtet „De Levendes Land“ placerede han bogen i tidens debat om seksualitet og kønsroller. Og sidst, men ikke mindst: Med sin kærlighedserklæring til slægt og sprog imod „grådige pengemænd og imperiebyggere“ placerede han bogen i hjertet af tidens debat for og imod Danmarks optagelse i det europæiske fællesmarked.

Annonce

Ligesom Holger Danske er Frederik en pastiche på folkelitteratur eller rettere en pastiche på nationalromantikkens pasticher på folkeviser, folkeeventyr, folkebøger.

Denne genopførelse af nationalromantikkens idealiserede bondekultur var ikke begrænset til litteraturen. I 1970'erne trak store dele af venstrefløjen i vadmel, iførte sig bondeskjorter og hønsestrik, flyttede ind i tæt-lave bebyggelser med rustikke navne som Galgebakken og Hyldespjældet og Tingstedet, afsyrede de gamle møbler, hvor de satte sig til at lytte til folkemusik – eller læse det nye tidsskrift Fælleden (1975-77) med bl.a. Ebbe Kløvedal Reich i redaktionen.

 De krøllede lokker, det bølgende skæg, det åbne blik, jakkens batik, den afslappede positur, det grønne græs og de gule blade. I dette portræt fra 1977 placeres Ebbe Kløvedal Reich solidt i den romantiske tradition, næsten som en naturens muntre søn.

De krøllede lokker, det bølgende skæg, det åbne blik, jakkens batik, den afslappede positur, det grønne græs og de gule blade. I dette portræt fra 1977 placeres Ebbe Kløvedal Reich solidt i den romantiske tradition, næsten som en naturens muntre søn.

1970'erne var bevægelsernes årti, kvindebevægelsen, landsbybevægelsen, anti-EF-bevægelsen, og som en genopstanden Grundtvig ønskede Ebbe Kløvedal Reich med sine bøger at vække sine læsere, så de kunne drive bevægelserne fremad. Når han i de historiske romaner vendte tilbage til fortiden, var det altid med et blik for den fremtid, der gemte sig i fortiden. I indledningen til Fæ og frænde (1977) skrev han om sin „analogiske metode“, hvor det afgørende ikke var forskelle over tid, men ligheder på tværs af tiden. Den videnskabelige historiker fokuserer på forskelle, mens historiefortælleren opsøger ligheder.

Ligegyldigt hvor langt tilbage Ebbe Kløvedal Reich har rettet sit blik, har han formået at finde ligheder med den aktuelle situation. I Rejsen til Messias (1974) begynder han i 1600-tallet i et udenlandsk handelshus, men ender i et kollektiv på Sydfyn. I Fæ og frænde trækker han en linje fra jernalderen til nutiden, fra de nordjyske kimbreres anarkistiske tog mod det autoritære Rom til fristaden Christiania som alternativ til det autoritære og bureaukratiske fællesmarked. Og i Festen for Cæcilie (1979), der er udformet som en slags agentroman i middelalderregi med de kutteklædte munke som internationale agenter, fremstår Erik Klipping med sit forsøg på at skabe et demokratisk danehof som et forbillede for nutidens forkæmpere for det danske folkestyre.

I 1981-83 skrev Ebbe Kløvedal Reich tre tykke bind fortællinger, der blev samlet under titlen Danmarksfortællinger. 90 fortællinger fra Danmarks fødsel til de yngste slægtled. Helten er et „vi“, der forener forfatteren med hans læsere og fortidens danskere med nutidens danskere. I det midterste bind, Ploven og de to sværd, der starter omkring 1040 og slutter omkring 1750, følger fortællingen de to fæstebønder Hoter og Estrid i århundrede efter århundrede – helt op til nutiden. I indledningen spørger fortælleren, hvornår de levede, og svarer selv: „Det er svært at sige. De var der hele tiden. Hvis vi skal have hele sandheden frem, er de her såmænd endnu: De er tusind år gamle, men det kan man ikke se på dem.“ Han indrømmer, at de i dag nok hedder noget andet, og at Hoter ikke længere pløjer med hjulplov, men andre steder, fx i Svaneøglen (1978), erklærer Ebbe Kløvedal Reich uden at blinke, at „Bagved alle slørene er danskere bønder. At høre med i Danmark betyder at være bonde.“

I Svaneøglen kan man læse, at den lille Ebbe ofte spillede dukketeater med sin far. Op gennem hele forfatterskabet er der et strejf af dukketeater over den stadige kostumering af samtiden i farverige historiske gevandter. I bog efter bog forkyndes det særlige demokratiske sindelag i den danske kultur, men selv agerer Ebbe Kløvedal Reich som en dukkefører, der autoritativt fører dukkerne ind på scenen og ud igen ledsaget af pædagogisk formulerede moraler, som enhver kan forstå, der blot vil forstå. Han har sammenlignet sin opfattelse af historien med et pariserhjul, og også den sammenligning placerer historiens gang i en verden præget af leg og af gentagelser.

„Alle tider kører rundt i det samme, store hjul“, skrev Ebbe Kløvedal Reich i essayet „Tre tids-etuder“ (1980), men siden midten af 1980'erne flyttede forfatterskabet sig gradvis fra den førmoderne bondekultur til den moderne bykultur. I Morgendagens mand (1993) er det projektmagerne i 1880'ernes København, der kaldes frem, mens der i det sidste, monstrøst flersporede værk, Himlene og jorden. Et hypatinsk rejseeventyr (2003), trækkes linjer fra oldtidens Alexandria til projektmagerne i det neo-postmodernistiske København, komplet med utopien om en flydende by installeret på økorigtige biopontoner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: I historiens pariserhjul - Ebbe Kløvedal Reich i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477377