Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Historien som essay - Carsten Jensen

Oprindelig forfatter MZer

I 1980'erne havde den store historie stadig et stort publikum, men samtidig med, at det gamle begreb om tidsånden fik en renæssance, tegnede der sig en tydelig tendens til at dyrke de mindre formater, først og fremmest det reflekterende essay. Her er udgangspunktet ikke systemer, men personlige erfaringer, og essayisten formulerer sig som en privatmand. Når han skriver, taler han ikke på andres vegne, hvad enten disse andre er danskere eller indianere, men helt igennem på egne vegne. Og hvis han med en fortrolig tone skaber en stemning af kaminpassiar, er det ikke usandsynligt, at det er for at skabe et så meget desto skarpere relief for sin kritik. Som i øvrigt gennemgående hviler på en sammenligning mellem før og nu med historien som argument for den polemiske eller moralske pointe.

Med inspiration fra udenlandske essayister som Roland Barthes, Milan Kundera, Italo Calvino, Umberto Eco, Claudio Magris og Hans-Magnus Enzensberger valgte både ældre og nye skribenter essayet som den mest tidssvarende genre for refleksion, og blandt disse nye skribenter var det især Carsten Jensen (f. 1952), der banede vej for den nye tidsånd.

I Folkelighed og utopi i Hans Kirks forfatterskab (1981) henviser Carsten Jensen til Ebbe Kløvedal Reichs indsats for at holde liv i historien. Efter at have forvandlet avisens tv-anmeldelser til daglige essays udgav han i 1985 samlingen Sjælen sidder i øjet, som vakte opmærksomhed med sin udnyttelse af den højeste stilkunst i tilintetgørende personangreb og tidskritiske øjebliksbilleder.

Annonce

 Carsten Jensen i 1997 på en bænk ved Søerne i København efter den jordomrejse, som udmøntedes i dobbeltværket Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud. I 2006 fik han et markant gennembrud som romanforfatter med Vi, de druknede, en beretning om kosmopolitiske søfolk fra Marstal på Ærø gennem 100 år.

Carsten Jensen i 1997 på en bænk ved Søerne i København efter den jordomrejse, som udmøntedes i dobbeltværket Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud. I 2006 fik han et markant gennembrud som romanforfatter med Vi, de druknede, en beretning om kosmopolitiske søfolk fra Marstal på Ærø gennem 100 år.

Fra det helt personlige blik på tingene kunne der trækkes linjer ud i det yderste rum, sådan som titlen lover i den følgende samling, På en mørkeræd klode (1986). Selv om disse essays i nogle tilfælde destilleres til rene aforismer, er perspektivet altovervejende historisk, med sammenligninger, der ikke falder ud til nutidens fordel. Som når han fx konstaterer, at fremskridtet i designet af biler, støvsugere, raketter m.v. ikke længere iklæder sig tårens form, fordi nutiden åbenbart er sådan beskaffen, at „alting går op i en spids“, hvorfor det ikke længere er „muligt at se nogen forbindelse mellem fremskridt og gråd.“

Der hersker en århundredgammel tradition for at se essayet som en tur ud ad tankens veje, og det var derfor nærliggende for Jensen at udvide og udvikle essayformen til en regulær rejseskildring. Efter rejseromanen Jorden i munden (1991) udkom 1996-97 hans store beretning om en jordomrejse, hvis afgørende erkendelser blev slået fast i titlerne Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud.

Romantisk slår Jensen gnister af mødet mellem sit jeg og altet, og i selve beretningen er afstanden mellem indtryk og erkendelse ofte minimal. Da han en novemberdag kører på en sibirisk landevej, står alle detaljer pludselig frem „i landevejens totalbillede af en menneskelig exodus“. Da han sætter sig ind i en taxa for at køre ad motorvejen mod Moskva, følte han, at „det var det 21. århundrede, jeg kørte ind i“. Og da han flyver ind over bombekraterne i Cambodjas rismarker, noterer han, at „det var det 20. århundrede, der lå udstrakt 700 meter under mig“.

På førstedagen i Kina gribes han af et „fortolkningsraseri, en forstørret, næsten hysterisk opmærksomhed over for alt, hvad der gled forbi uden for vinduet“, og gennem de to rejsebøgers mere end 1000 sider fører dette fortolkningsraseri til en stadig afsøgning af omverdenen for tegn: en cykel, en portion mad, et stykke arkitektur, det gule genskær fra en parasol i en ung vietnamesisk piges svanehvide tunika, hvad som helst kan inspirere tolkninger, der handler om de helt store emner: uskyld, kærlighed, ondskab. De drastiske koblinger mellem det konkrete og det abstrakte giver mindelser om barokkens allegorikere, og i tilfældet Cambodja havde de røde khmerers folkemord skabt et rædselsunivers, der kan minde om barokdigternes ophobning af undergangssymboler. Således giver en gruppe indehavere af cykelrickshawer, sovende i hængekøjer udspændt mellem lygtepæl og vejskilte, associationer til fotografier af ligene på „the killing fields“: „Det var, som om noget langsomt arbejdede sig frem i de sovendes ansigter i ly af natten og søvnen, kraniet, der lå parat under huden, døden, der ville ud og proklamere sin triumf over det endnu levende kød“.

Undervejs i rejsebøgerne er indflettet refleksioner over rejsens betydning, og et gennemgående motiv er netop, at rejse og begyndelse hører sammen. Rejsen er „et flydende sted for selvudforskning og begyndelser“. Man rejser ganske vist bagud i tid, når man rejser fremad i rummet, ja man er ligefrem „værgeløs over for sin fortid“, for erindringerne er personlighedens sidste holdepunkt, når der ikke er ydre holdepunkter for denne. Men når disse ydre holdepunkter forsvinder, er man uden for normen, genfødt „som halvt forbryder, halvt barn“. Og i mødet med de fremmede kulturer inddrages også disse i dette frirum:

Som rejsende mødte jeg ukendte sider af mig selv, men også af andre. Over for den, der stod udenfor, kunne de vise deres inderste. Midt mellem kulturerne var der et fristed, hvor mennesker kunne mødes og frigjort fra alle konventioner fortælle sandheden om sig selv.

Da Jules Verne introducerede jordomrejsen som litterært motiv, var det fremskridtstroen, der drev ham fremad. Med jordomrejsen på 80 dage kunne man vise tidens enorme teknologiske landvindinger. I Jensens jordomrejse er det andre ting, der driver ham. Bogen er udformet som en slags statusrapport over klodens tilstand, med særligt fokus på brudfladerne mellem „Vesten“ og „Resten“: Rusland efter Sovjetstatens fald; Cambodja efter folkemordet; Vietnam efter sejren over USA; Chile efter Pinochet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Historien som essay - Carsten Jensen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477380