Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ekko i kalenderen - Inge Eriksen

Oprindelig forfatter MZer

Verdenskrigen var som en tvillingebror, skrev Ebbe Kløvedal Reich, men for Inge Eriksen (f. 1935) var verdenskrigen en kraft, der greb fatalt ind i hendes liv. Hendes far, der var jernbanearbejder, døde i tysk koncentrationslejr, og hendes mor måtte som eneforsørger tage sig af de to børn. Men opvæksten i en ålborgensisk etageejendom med mange enlige mødre havde også positive sider. Den lærte hende, at kvinder kunne tage „hånd om deres liv og unger uden falsk heroisme.“

Essaysamlingen Kællinger i Danmark (1975), skrevet sammen med Jytte Rex, blev indledningen til et forfatterskab, der konsekvent har kvinden i centrum, og vel at mærke et centrum, der nok indbefatter naturen og familien, sådan som det før er set i myten om kvinder, men som desuden omfatter samfundet og historien.

Med bogstavrimet i Victoria og verdensrevolutionen (1976) udfoldede Eriksen sin version af tvillingeforholdet mellem den personlige og den politiske historie. Romanen er noget så sjældent som en revolutionsroman, hvor revolutionen lykkes, oven i købet med en kvinde som førerskikkelse, og i tilgift et romantisk kærlighedsforhold som bekræftelse på lykken her på jorden. Romanen udspiller sig i et fiktivt latinamerikansk land L i årene 1955-63, men hvert kapitel indledes med et citat, der gør det historiske handlingsforløb til et billede på enten almene eller aktuelle forhold. Senere i forfatterskabet udvikles dette greb til en analogisk historieskrivning, der er nært beslægtet med Ebbe Kløvedal Reichs metode.

Annonce

 Inge Eriksen i 1987, da hun udgav romanen Den japanske millionær med undertitlen „En gotisk kærlighedsroman“.

Inge Eriksen i 1987, da hun udgav romanen Den japanske millionær med undertitlen „En gotisk kærlighedsroman“.

I Fugletræet (1979) er handlingen rykket helt op i nutiden. Den begynder den 17. september 1973, slutter den 28. september 1975, og sætter inden for de første ti linjer sin ene hovedperson, kontordamen Julie, i relief mod den storpolitiske situation: oliekrisen, Watergate-skandalen, kontrarevolutionen i Chile osv. „Der var ikke det de ikke diskuterede“, tænker Julie meget forståeligt, da hun hører mændene snakke, mens hun selv renser kuglehovedet til sin skrivemaskine. Romanen lader inden for sine godt to år beretningen om Julies liv som nyskilt mor til sønnen Peter veksle med beretningen om artisten Ariellas, og i de to forløb, der til sidst fletter sig ind i hinanden, er det bærende kærlighedsdrømmene, selv om de politiske begivenheder løbende danner kulisse. Romanen er, som typisk for Eriksen, overordentlig ordrig, men kredser, også typisk, om det ordløse. Titlens symbolske fugletræ henviser til de dimensioner i livet, der ikke gives ord for. Tidligt i romanen præsenteres læseren for træet, der synes „at vibrere af usynligt liv“, indtil fuglene flagrer op fra det og med deres „pippende palaver“ danner „et flyvende tæppe af lyd rundt om træet.“ Og hen imod slutningen udlægges symbolet, da Julie tænker, at hendes forhold til englænderen Kevin, historiker med arbejderklassebaggrund, er „uden navn, fordi der ikke var et ord der kunne beskrive følelsen af at være som en flok fugle der kom hjem til træet og en for en slog sig ned og foldede vingerne sammen.“ Denne modsætning mellem det ordløse og det ordrige gentager sig på andre niveauer som en modsætning mellem eventyr og realisme, revolution og resignation. Og forsones i figurer, der klinger af kiosklitteratur. Romanen slutter med, at „en gammeldags skræk“ ånder gennem Julie, da hun ligger sammen med Kevin: „– måske havde hun udfordret skæbnen –“.

Silkehavet (1981) kunne ligne en ren sørøverroman, men den har et videre sigte. Den er henlagt til årene 1782-98, den bevægede tid omkring Den Franske Revolution, men der er ekko i historien. Hvert kapitel indledes af citater fra et topmøde mellem de vestlige industrilande. Altså igen: analogisk historieskrivning.

I 1970'erne var et tilhørsforhold til venstrefløjen ensbetydende med at have historien i ryggen, men i 1980'erne fik venstrefløjen modvind, og Inge Eriksen, der bl.a. havde siddet i hovedbestyrelsen for partiet VS, rykkede med flere forsøg i science fiction-genren helt ud af historien. I de fire romaner, hun samlede under titlen Rummet uden tid (1983-89), skildrer hun således, ikke uden lighedstræk med den samtidige kultfilm Blade Runner (1982), demonteringen af jorden, koloniseringen af andre planeter, opløsningen af grænsen mellem menneske og maskine, alt sammen styret af Federationen, et abstrakt, utilgængeligt, monumentalt topstyret magtapparat.

Med Hjertets femte kammer (1992) vendte Eriksen tilbage til samtidsromanen, og med trebindsværket Sommerfuglens vinge (1997-2001) har hun skabt en form, hvor samtidsskildringen, fra Murens fald i 1989 til Gorbatjovs fald i 1991, sættes i dobbelt relief, dels af hovedpersonen Claras refleksioner over sit liv på venstrefløjen siden 1960'erne, dels af indlagte „noter“ med redegørelser for forskellige historiske personligheders liv og stillingtagen til socialismen. Titlens sommerfugl refererer til den såkaldte kaosteori, der blev 1990'ernes naturvidenskabelige opdatering af den gamle viden om den fatale forbindelse mellem en liden tue og et stort læs. Men de skæbnesvangre følger af sommerfuglens vingeslag illustrerer også tesen om den indre forbindelse mellem den lille historie og den store historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Ekko i kalenderen - Inge Eriksen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477378