Den store by

Nu kommer byen (1979) annoncerede titlen på en novellesamling af Hans Lyngby Jepsen, men undertitlen, Nordjyske billeder, præciserede, at det var den egnsudviklede by, det handlede om. I 1980'erne kom byen ganske rigtigt til litteraturen, men først og fremmest i lyrikken. De store prosaforfattere holdt sig helst på afstand af København, og når de alligevel bevægede sig ind på det fremmede territorium, skete det i former, der virkede sært usamtidige. Om fremmedheden over for storbyen skrev Per Højholt humoristisk i „Rosens signatur“, en af fortællingerne i Lynmuseet og andre blindgyder (1982):

Nede på Kultorvet var gadebelysningen tændt, tågen producerede scenerier af den letkøbte slags som får unge jyder i København til at føle sig i begivenhedernes centrum.

Op gennem 1980'erne skrev Knud Erik Pedersen den ene roman efter den anden om Esben, den bogglade søn af et himmerlandsk landpostbud, men først i 1989 med romanen I fjederhammen lader han sin helt komme til København, 1950'ernes København, og her slåes han omkuld, som var han en bondeknøs fra 1800-tallet: Hans „selvafstivning“ skrider sammen under „trommeilden“ København, han kan dårligt forstå den københavnske rablen, han rødmer ustandselig over de frie omgangsformer, han har besvær med at begå sig i mylderet, trafikken giver ham hjertebanken, og han føler sig „nidstirret til alle sider og gjort til genstand for den brådsø af ringeagtende betegnelser, københavnere havde til rådighed over for folk udefra.“

I Vagn Lundbyes Anholt-trilogi hedder det sidste bind Den store by (1982), men storbyen er fremstillet som en lilleby. Hovedpersonen Jonas møder christianitten Autogena i toget til København og inviteres af ham til at bo på Christiania, som han oplever som en ø, en pendant til Anholt, og da han fra Christiania vover sig ind til det rigtige København, hvor han tager sig af en stærkt forkommen posedame, tænker han, at han hellere må få hende til at fortælle, hvor hun boede, med begrundelsen: „Det halve af byen vidste sikkert allerede, at hun var forsvundet.“ Romanen hører til den gruppe af myte-romaner, som blev så populære i 1980'erne, og fortælleren meddeler da også, at for Jonas kom hans oplevelser i byen „af nogle oplevelser, han førte med sig ind i bogen.“ Man kan sige, at han finder Anholt i København og derfor også læser de københavnske træer som et „modsprog“ til byens arkitektur.

Herman Bangs skildring af København i romanen Stuk (1887) forekommer på mange punkter mere moderne end de byskildringer, man finder i 1980'ernes litteratur, og det er da også slående, at man gerne vendte tilbage til Bang og den første omdannelse af København til moderne metropol. Eksempler er Ebbe Kløvedal Reichs Morgendagens mand (1993) og to decideret biografiske romaner om Bang: Finn Abrahamowitz' Smertens mester (1985) og Dorrit Willumsens Bang (1996).

I begyndelserne af 1980'erne bragte tidsskriftet Kritik et temanummer om provinser, som fulgtes op af en række artikler om udkanterne og den indre hjemstavn. I en af disse, „Gøg og Gokke. Provinsen og storbyen“, bekendte Dan Turèll sig som københavner og asfaltrotte med benzin i blodet, men bemærkede samtidig, at modstillingen af provins og storby var falsk, fordi også storbyen bestod af provinser. Med Vangede billeder (1975) gik Turèll på opdagelse i sin barndoms provins, og med Mord i mørke (1981) indledte han en krimiserie, der kortlagde Vesterbro – med de hårdkogte amerikanske krimier som forbillede.

Ligesom Knud Erik Pedersen, Vibeke Grønfeldt og Kirsten Thorup har beskrevet provinsbørns opvækst og udvikling i anden halvdel af 1900-tallet, har Bjarne Reuter med Vi der valgte mælkevejen (1989) givet sin version af samme tid oplevet fra et villakvarter i en forstad til København. Men selv om Reuter i bogstaveligste forstand er meget tættere på byen, finder man ikke mere storbyskildring end hos kollegerne. Når Bernstorffsvejen suser forbi „som en lang, trist film fra Statens Filmcentral engang i første real“, er det sjovere at lade fantasien gå på langfart til mælkevejen.

I Peer Hultbergs Byen og verden (1992) er provinsbyen Viborg hovedmotiv og for så vidt også hovedperson og fortæller. Hos firserdebuterende forfattere som Peter Høeg, Jens Christian Grøndahl og Jens-Martin Eriksen dukker storbyen op som kulisse, og først i 1990'erne, i takt med et realpolitisk skifte fra egnsudvikling til byudvikling, får prosaforfatterne rigtig øje på storbyens litterære appel, især Benn Q. Holm.