Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litterær seksualpolitik - Christian Kampmanns Gregersen-serie

Oprindelig forfatter ESven

Christian Kampmanns fire romaner om familien Gregersen, Visse hensyn (1973), Faste forhold (1974), Rene linjer (1975) og Andre måder (1975), var samtaleemne i moderne ægteskaber og kollektiver i midten af 70'erne. Ret beset kan det undre, eftersom bøgernes sociale horisont overvejende er bundet til en højborgerlig familie fra Strandvejen, og bøgerne er i vid udstrækning baseret på selvbiografisk materiale. Der er imidlertid to klare grunde til, at historierne hæver sig op over forfatterens klassemæssige forankring, for det første fordi dens sociale, psykologiske og seksuelle konflikter går på tværs af klasserne; at eksperimentere med andre måder at leve på og realisere en seksuel frigørelse var ikke forbeholdt overklassen. For det andet spreder de enkelte familiemedlemmer sig vidt ud i samfundets forskellige lag og klasser. Direktør Gregersens mange børn, Erik, Karen, Bo, Rune og Maj, går ikke i faderens fodspor. Faktisk formår de fleste af dem at frigøre sig fra familiearven og erstatter overklasseforkælelse med et liv som gymnasielærer, husmoder, selvstændig erhvervsdrivende, hjemmegående altmuligmand med hang til arbejdsfrie glæder og endelig karrierekvinde. Den udvikling er måske ikke sociologisk sandsynlig. Til gengæld bliver det meget lettere for de mange læsere at finde identifikationsobjekter i fortællingen, som både kan læses som en udviklings- og sammenbrudsroman.

Bøgerne strækker sig tidsligt fra 1954 til samtidens 1973. Den store verden med politiske begivenheder, kold krig og meget mere ligger i baggrunden af fortællingen – og dér bliver den politiske og økonomiske sfære liggende, for i forfatterens optik er det essentielle at skildre de følelsesmæssige og seksuelle relationer. Politiseringen af intimsfæren blev et signifikant udtryk for 70'erne, og et af de mest dækkende fiktive udtryk herfor er Christian Kampmanns romanserie. Den emmer i en sådan grad af tidsånden, at man forstår, hvor svært det var at give den periode en renæssance i filmatiseringen af romanserien i 2004 med titlen Familien Gregersen.

 Forfatteren ønsker åbenlyst at invitere læseren ind i sin intime verden, hvorfor han lader sig fotografere på sin seng: Christian Kampmann i 1980, efter at han havde offentliggjort sin selvbiografi i tre bind og dermed fortalt om sin personlige og seksuelle udvikling væk fra det patriarkalske, heteroseksuelle ægteskab.

Forfatteren ønsker åbenlyst at invitere læseren ind i sin intime verden, hvorfor han lader sig fotografere på sin seng: Christian Kampmann i 1980, efter at han havde offentliggjort sin selvbiografi i tre bind og dermed fortalt om sin personlige og seksuelle udvikling væk fra det patriarkalske, heteroseksuelle ægteskab.

I Visse hensyn hviler patriarkatet, personificeret af faderen Mogens Gregersen, næsten i sig selv. Gradvist undergraves autoriteten imidlertid, delvis selvforskyldt, dels fordi faderens forretningsmetoder ikke er helt rene i kanten, dels fordi det afsløres, at han i årevis har haft Tjumse som elskerinde, og hun var ellers familiens nærmeste fortrolige. I seriens sidste bind er forældrene for længst blevet skilt; Mogens har fået sig en yngre, karrierebevidst samlever, men han har svært ved at leve op til de nye tider, mens ekshustruen Tilde har været igennem den store nedtur og nu har forsonet sig med verden.

Annonce

Alternativerne til kernefamilien findes hos arvingerne til det vaklende patriarkat. I rækken af figurer skiller Bo sig ud som lidt af forfatterens alter ego. Han er bøsse, og tiden arbejder for ham, selv om det ikke betyder, at Bos kærlighedsliv er fuldendt, for kæresten Jakob formår ikke at bryde op fra kernefamilien med kone og børn. Storesøster Karen er den mest traditionelle af børnene, og hun slægter sin moder på, ængstelig som hun er for at falde igennem som husmoder. Men tvunget af omstændighederne og sin venstreorienterede lærermand forsøger hun efter fattig evne at være moderne og ikke besiddende. Lillesøster Maj forsøger som den eneste at skabe en checket karrieretilværelse, men symptomatisk nok får hun til slut, efter at have dyrket samlivseksperimenter og være begravet i materiel luksus, et mentalt sammenbrud. Maj er for meget 'mig selv', mens Rune er inkarnationen af den autoritetsbenægtende hippie, som tager afslappet på alt. Erik er først gift med enhver mands drøm, Marianne, der både er køn, charmerende og opofrende, men hun er så god af sig, at han ikke magter hende, hvorfor han kaster sin kærlighed på den neurotiske gymnasielærerkollega, Kirsten. Marianne flytter i kvindekollektiv på landet og forvandler nederlag til sejr, for sammen med andre kvinder tegner der sig en anden og håbefuld fremtid. Romanserien har også sine optimistiske momenter.

Selv om Rune, Erik og Mogens har vidt forskellige erhverv, ligner de hinanden på ét afgørende punkt: Den frihed, de praktiserer, er dikteret af deres underliv. Bo er den mand i familien, som er bedst egnet til at håndtere de nye livsformer; han er den eftertænksomme bløde mand med sensibelt sind og blik for hykleri. Han følger med tiden, og det gør forfatteren til romanserien også. Det skinner fx igennem i en af figurtegningerne. I de første bind er Runes kæreste Britta lidt af en prøvelse, en ucharmerende feministisk kliché, mens hun i slutningen af serien er forvandlet til en karrierekvinde, der formår at forene det politisk korrekte med det checkede. Britta er det positive modbillede til Maj. En rollemodel for kvinder anno 1975.

Christian Kampmanns stil er showing, ikke telling. Prosaen er skrabet og stilen er enkel. Indimellem er figurerne overordentlig præcise, når de reflekterer over deres liv. Det gælder fx, når Bo og moderen gør status: „Alle de rolige år er kommet til at virke så usikre. Alting flyder. Kender du ikke det?“ Bos svar er rammende for romanseriens grundstemning: „Jeg kender ikke meget andet.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Litterær seksualpolitik - Christian Kampmanns Gregersen-serie i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477343