Vitale underskudsmennesker - Lean Nielsen

Lean Nielsens (1935-2000) univers er den lille mand og kvindes liv på Vesterbro, før kvarteret blev mondænt. At kapitalismen gør livet svært for arbejderklassen er evident, når man læser Lean Nielsens bøger. I de tidlige udgivelser er der parodiske tekster, der udstiller det borgerlige samfunds menneskelige elendighed, men en klassekampsmobiliserende litteratur er der ikke tale om, dertil er stilen for grotesk og ironien for udtalt. Lean Nielsen digter hellere om „Ensomhedens forenede Stater“ end om den politisk-økonomiske misere.

Lean Nielsen skriver også bekendelseslitteratur. Slægtsdigte (1974) udkommer på det tidspunkt, hvor bølgen af offentliggørelse af det private kulminerer. Til forskel fra de gængse bekendelsestekster er der imidlertid ikke megen frigørelse over Lean Nielsens digteriske nødråb. Tendensen til gentagelser hos forfatteren antyder, at der er erfaringer og oplevelser, som vedvarende skal bearbejdes, og den møjsommelige proces, som karakteriserer forfatterskabet, må gå på tværs af litterære modestrømninger. Lean Nielsens egensindige projekt er i enkel stil at skrive med udgangspunkt i det selvoplevede. Fortiden graves op i barnedigte (1979) og drengedigte (1980), ligesom den er fundamentet i ballader om vold og ømhed (1976). Også i senere udgivelser er tyngdepunktet Lean Nielsens egne livserfaringer. Det gælder fx Til hinder for trafikken (1996) og Russiske kind- og mundkys (1997), sidstnævnte demonstrerer, at selv om forfatteren hverken er kommunist eller leninist, kan han godt påskønne almindelige russere, han møder på sin rejse.

Litterært er Lean Nielsen først og sidst knækprosaist med forkærlighed for anekdoter. Debutbogen fru jensen in memoriam (1969) peger med sine enkle fortællende former frem mod den folkelige litteratur fra midten af 1970'erne. Brevgenren kan også bruges, når der præsenteres snapshots fra livet omkring forfatteren. Det sker i Breve fra nat til dag (1981). Men det er absolut det uhøjtidelige brev mærket af det mundtlige drag, som Lean Nielsen knytter an til. Flere digte angiver dette i titlen, „Nå, i levende“ og „Nå, i rejsende“ for eksempel.

Lean Nielsen havde stof nok. Faderen forlod tidligt familien, og moderen blev mere og mere verdensfjernt pinsemissionsk. Omsorgssvigt hørte til dagligdagen, og Lean Nielsen flyttede som ganske ung hjemmefra. Han strejfede om, sprang fra arbejde til arbejde, blev sømand og høstede brutale erfaringer på sin vej ud i en ikke særlig fri verden. Højdepunkter fra ungdommen skildres med lige dele varme og brutalitet i digtsamlingen med den rammende titel ballader om vold og ømhed. På den ene side møder han en rå verden, på den anden side insisterer forfatteren på at fange en elementær ømhed, en spinkel varme, selv hos den mest forråede. Spændingen mellem de to ekstremer fører forfatteren selv i vid udstrækning tilbage til forholdet til moderen. Hendes religiøse aspirationer glider tidligt ind og skaber blokeringer i forhold til kroppen. Drengen Leans skyldbetonede forhold til det erotiske sidder som en permanent angstblokering, og den forsøger forfatteren vedvarende at skrive sig løs fra.

Digtsamlingen besøgsdigte (1977) orkestrerer en anden side af Lean Nielsens forfatterskab, nemlig en egen art dokumentarisme. Digtene kan ligne interviews, hvor digteren holder mikrofonen op foran et menneske, der beretter om vigtige hændelser i livet, eller som bare beretter, og alligevel kan den løse form betone noget afgørende. Rækken af 'underskudsmennesker' er påfaldende, og til slut i et „besøg i tøndergade“ – Lean Nielsen bruger i denne som i en række andre samlinger små bogstaver, verden er ikke prangende – toner en livsmorale frem: „du almægtige hvor er der meget ødelagt liv / der kunne skrives romaner om de historier / de fortæller / men ind imellem kan vi da holde lidt om / hinanden / mens vores liv suser videre i maskineriet.“