Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En radikal ironiker - Bent Vinn Nielsen

Oprindelig forfatter ESven

Arbejderlitteraturen bliver i bogstavelig forstand begravet i Bent Vinn Nielsens (f. 1951) roman Et stykke af muren (1991). En tidligere kendt arbejderdigter er død, og til begravelsen ses blot familie og allernærmeste venner, „ingen forfatterkolleger og heller ingen af de lektorer og kulturkronikører, som i sin tid levede højt på at skvadre løs om arbejderlitteraturen.“ Fortællerens ven forsvarer den dødes minde, for „han var en reel digter, han kunne håndværket“. Til det replicerer den absolut illusionsløse jeg-fortæller: „Gu kunne han ej, han var en klovn og det ved du udmærket godt“. Bent Vinn Nielsen markerede sig kritisk over for arbejderlitteraturen i 70'erne, en litteratur, som han selv bidrog til, men fandt problematisk, fordi den var ideologisk blændværk og dårligt håndværk. Ikke desto mindre er det i bred forstand arbejdernes verden, de uorganiserede såvel som de organiserede, hutlerne og de tilpassede hverdagsmennesker fra samfundets lavere sociale lag, Bent Vinn Nielsen skildrer – på én gang solidarisk og distanceret, og med ikke så lidt humor, hvilket er lidt af en kunst.

Bent Vinn Nielsen er arbejdersøn fra Nordjylland. Han kom i lære som maler, uden at gøre stor lykke, og efterfølgende ufaglærte jobs gav samme resultat. Sin metier fandt Bent Vinn Nielsen først, da han i 1978 debuterede med romanen Arbejdssky, der skildrer Bennys fægten sig frem til en usikker tilværelse som – forfatter. Han bryder op fra barndommens lille flække, kommer til en mini-storby, der minder om Aalborg, og på værelsesgangen møder han dels den ældre Alex, der er fuld af røverhistorier og nazistisk fortid, dels stripperen Cunni med overklassebaggrund. Nærmeste ven er Bennys gamle tysklærer, og da den aldeles arbejdssky Benny får problemer med socialkontoret, flytter han ind hos læreren, der spreder livsvisdom, samtidig med at han spreder sit erotiske talent. Det animerer Benny til, at han træder i karakter i forhold til Cunni. Så meget, at han til slut er ved at få nok af hende. Benny er næppe verdens sødeste mand, men han ved nu, hvad han vil lave resten af sit liv, nemlig skrive bøger. Ud af det blå springer et credo: „Kunsten er på en gang en blind accept af virkeligheden, sådan som den er, og en voldsom protest imod den, et forsøg på at bekæmpe den, med ironi, sjofelheder og beskyldninger af enhver art.“ Benny ved også, hvordan virkeligheden skal bearbejdes i kunsten, nemlig i „tempoet, i overfladerne og i holdningerne. Kunst er en grille.“

 Bent Vinn Nielsen i landlige omgivelser. Han voksede op i Vendsyssel, tæt på Aalborg, og spændingen mellem storbyen en miniature og det provinsielle udgør en vigtig mental baggrund i forfatterens bøger. Siden er Bent Vinn Nielsen flyttet sydpå til Lolland og Falster, og på den måde har han fastholdt at skrive om og fra landets udkantsområder.

Bent Vinn Nielsen i landlige omgivelser. Han voksede op i Vendsyssel, tæt på Aalborg, og spændingen mellem storbyen en miniature og det provinsielle udgør en vigtig mental baggrund i forfatterens bøger. Siden er Bent Vinn Nielsen flyttet sydpå til Lolland og Falster, og på den måde har han fastholdt at skrive om og fra landets udkantsområder.

Bent Vinn Nielsens romaner udmærker sig netop ved at være båret af et genstridigt sprog. Det afgørende er i mindre udstrækning, hvad der sker i bøgerne, det er snarere, at der bliver fortalt på livet løs, og at den fortællende vedvarende rækker ud efter sin tilhører. Den måde, tingene siges på, er altid påfaldende, mens handlingsforløbet som regel ikke rummer de store overraskelser. Bøgerne har altid et mundtligt drag, og da forfatteren hyppigt arbejder med synsvinkelskift, får romanerne tit en flerstemmig karakter. Stemmerne forsøger at fortælle væsentlige historier, som har det med at forsvinde i digressioner og udenomssnak, men som alligevel, alene i kraft af deres sproglighed, fortæller noget vigtigt. Nok er Bent Vinn Nielsen realist, men det karakteristiske er ikke mange konkrete detaljer fra den danske normalvirkelighed, derimod snarere det præcise sprog, tonefaldet, den personlige jargon. Dertil kommer, at fortællerne i bøgerne ikke kan hæve sig op over det fortalte; de har aktier i fortællingen, er partiske – og blinde for deres egne fejl og mangler.

Annonce

Det mest vidtløftige eksperiment med flerstemmighed er romanserien Valdemars ære (1979), Fuglene omkring os (1979), Opkøb af dødsboer (1980) og Det sejrende proletariat (1981). Den sidste titel er absolut ment ironisk, og det er påfaldende, at bindets hovedperson Victor(!) ender med at returnere til Aalborg, uden at historiens mange tildragelser har flyttet ham. Det narrative er ikke dominerende hos Bent Vinn Nielsen; sådan må det være, fordi forfatteren skildrer mennesker, som i modsætning til den opbyggelige dannelseskunst ikke formår at hæve sig op over omstændighederne og skabe en bedre verden. Der er af samme grund sjældent en afklarende slutning hos Bent Vinn Nielsen, det strider mod forfatterens realisme. På det punkt deler han opfattelse med de teoretikere, der mente, at arbejderlitteraturen måtte adskille sig fra den borgerlige litteratur ved at fornægte en harmonisk personlighedsdannelse.

Bøgerne kredser om en personlig frigørelse, der sjældent indfinder sig som den store forvandling. De stivnede mønstre fornægter sig til gengæld ikke, og i bogstavelig forstand er det det gamle Danmark, som kommer op til overfladen i Og tjørnehækken blev så stor (1982). Den begynder i en agrar verden anno 1955, der er besynderligt beslægtet med den, man finder i Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. At landet bliver moderniseret, fremgår til gengæld af romanens to andre dele, der slutter med unge mænd med provokerende langt hår og lyst til Thy-lejren. En ny oprørsk æra kan starte, omvendt gør romanen opmærksom på, at den kollektive rus fra 1967-68 hurtigt vil fordufte: „Rige folks børn og nasserøve, de holder ikke sammen for evigt, de har ingenting til fælles.“

Bent Vinn Nielsen ynder fortællinger med suspekte mandlige fortællere. De har et ømt punkt, nemlig en barndomskammerat, som de beundrer grænseløst. Indtil de opdager, at de har været forblændede af deres egen trang til at ville se forbilleder. Det er ikke noget tilfælde, at der i En skidt knægt (1998) henvises til Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Fortælleren Bjarne har alt for længe forgudet Kasper, som charmer, bluffer og hustler sig igennem tilværelsen, men en dag bliver det for meget, og Bjarne må sige fra. Kasper er faktisk en skidt knægt, men hvis sandheden skal frem, er Bjarne nødt til at fortælle den i det skjulte til en båndoptager. Vi forstår sent hvorfor, og den usikkerhed forstærker læserens oplevelse af fortællingens arrangement som vigtigt, og vi forstår, hvordan fortællerens stemme er et ekko af en masse indbyrdes modstridende interesser og sprogformer.

Der er endnu mere selvbedrag i Realiteternes verden (1992). Igen er selve det at berette en vigtig side af sagen, og igen er det gådefuldt, hvem fortælleren konkret henvender sig til. Knud sidder på en bænk, sutter lidt øl og fortæller om Mike, men hvem hører på? Lokalt kendte, at dømme ud fra Knuds indforståede bemærkninger, eller er Knud virkelig kommet så meget i skred, at publikum er indbildt? Mike var som de andre fra Knuds miljø arbejderbarn, men til forskel fra hoben formåede han at blive gift med den rige håndværkers smukke datter og gøre karriere. En dag bliver Mikes små julelege afsløret, og hans eventyr bliver et mareridt. Stadig lader Knud sig imidlertid dupere, og han hjælper Mike med lyssky forretninger. Over for sine omgivelser undskylder Knud sig med, at arbejdsløsheden gør ondt på økonomien, og at familiens kloge datter gerne skulle have en uddannelse. Selv om Knud ved, at der er noget galt, går han planken ud for en gammel helt, et højere væsen svigter man ikke. Knud er en vaskeægte arbejder, der fastholder et én gang givet dualistisk verdensbillede. Samfundet er et teater, hvor man får en „bestemt rolle og den har man at holde sig til“. Autoritær og alt for nøjsom, det er Knud, som i sidste øjeblik bliver en smule klogere. Men det har kostet.

Der er flere synsvinkler i portrættet af 68'er-generationen i Et stykke af muren (1991). Pragmatik og almindelig forråelse har afløst de gamle frigørelsesidealer. Et mindre kollektiv af jævnaldrende passerer revy, og dermed forstærkes billedet af tabte illusioner. Ikke mindst den gennemgående figur Kenneth bliver udstillet med al sin manglende forståelse for alt og alle omkring sig. Det raffinerede er, at romanen – samtidig med at den fortæller indforstået om sine figurer – distancerer sig fra alle de ideologiske positioner, den stiller til skue. Indsigt glimrer ved sit fravær både hos ex-68'ere med hang til rocknostalgi, hos den lille erhvervsdrivende, der ikke tør fortælle, hvordan sagerne står, og hos den indbildske livskunstner.

Den radikale pointe spidsformuleres i den mesterlige Rejsens mål (1995). Frisøren Hanne er nærmest ved et tilfælde blevet gift med den fedladne bankmand Benny. De bor i en forstad til Aalborg, kaldet Lustrup, og dét er ikke verdens centrum. Hanne trygler om mere sjov i tilværelsen, og nærige Benny går med til skitur sydpå. Der møder Hanne en flot fyr, Carsten, og flirten giver appetit på mere. Hanne bliver arbejdsløs, og da livet med Benny bliver stadig mere trist, fordufter Hanne i familiens bil. Tolv års kedsomhed må være nok. Hanne forvandler sit liv til en road movie og opsøger først Carsten, der hjemme i Danmark er blevet reduceret til en hash-sut, dernæst sin storebroder Freddy, der er en kunstnerspire i København. Selv har han lagt Lustrup bag sig; ikke desto mindre synes Freddy, at Hanne skulle vende hjem til fødebyen. En midaldrende don juan med erotisk glød melder sig imidlertid, og med ham forsvinder Hanne ind i de svenske skove og hedonistiske udskejelser. Indtil denne livskunstner rekvirerer to ludere, som gør Hanne rangen stridig. Igen må Hanne flygte, denne gang tilbage til det hjemlige. Der er ingen kære mor, og da hun forhutlet dukker op i Lustrup, har en sladrende barndomsveninde scoret Benny. Hannes eventyr ud i den store åbne verden ender med, at hun slår sig ned i en anden lille provinsby, hvor hun får arbejde på en fiskefabrik.

Så stor en omvej for så lidt, kunne man mene. Men det er ikke pointen. Den er, at romanen distancerer sig fra samtlige livsmåder og holdninger, som Hanne møder. Bent Vinn Nielsen er en radikal ironiker. Den småborgerlige horisont i Lustrup har forstemmende lidt plads til afvigelser; det er fx et problem for borgeridyllen, at Hanne ser godt ud. Det venstreorienterede miljø, som Freddy repræsenterer, er fuldt af selvmodsigelser og bedrag. Frigørelsesretorikken narrer på det skammeligste, ligesom drømmen om et liv i drifternes vold fungerer som et alibi for hensynsløshed og almindelig forråelse. Og Hanne kan ikke gennemskue sit eget fald, begrænset som hun er af sin flossede frihedsdrøm.

Den radikale kritik udmærker Rejsens mål. Ingen værdier holder for Bent Vinn Nielsens analyse. Romanen er udvejsløs, desperat i sin på en gang fordækte og skånselsløse kritik af alle eksisterende værdier, rækkende fra højre til venstre, fra småborgerlig konservatisme til kulturradikalt frisind.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: En radikal ironiker - Bent Vinn Nielsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477340