Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Beretninger fra fabriksgulvet - Grete Stenbæk Jensen og John Nehm

Oprindelig forfatter ESven

Det var svært at etablere et forfatterskab på de præmisser, som lå i de ideologiske fordringer, der knyttedes til arbejderlitteraturen. De fleste havde kun én bog i sig, men en lille uhomogen gruppe formåede at etablere sig som forfattere. Den største læsersucces stod Grete Stenbæk Jensen (f. 1925) for med sin debut, rapportromanen Konen og æggene (1973). I 1978 havde den solgt i 30.000 eksemplarer. Romanen, hvis titel alluderer til et digt af H.C. Andersen, er ikke nogen hyggehistorie om arbejdet med at pakke æg på en fabrik. Martha ville allerhelst hedde Sylinde og omgive sig med smukke ting og ventede sig som ung en masse af livet. Men hun fik ikke den student, hun drømte om, i stedet fik hun Laus, som der ikke er meget spræl i. Solidariteten med de kvindelige kolleger virker en overgang som en modvægt til det nøjsomme familieliv. Fagforeningen svigter i en konfliktsituation, og sammen med en mandlig kollega forsøger Martha at etablere en alternativ strejkestøtteorganisation. Også den svigter, og Martha konkluderer, at det er de midaldrende, ufaglærte arbejdere, de dobbeltarbejdende kvinder i særdeleshed, der er velstandssamfundets tabere. Dermed kan Marthas dagbogsprægede udviklingshistorie slutte, men på falderebet er der en håndsrækning ud til den solidariske læser: „Jeg er træt nu, mere træt end jeg var, da jeg begyndte mine skriverier. Det tynger mig og gør mig bange, at jeg kun har mig selv at regne med. Eller har jeg andre at regne med?“

 John Nehm var en af 1970'ernes renlivede arbejderforfattere. Han debuterede med sin udgave af Amagerdigte (1973), der samme år blev fulgt op af digtsamlingen Tabere. Litterært set var John Nehm ikke nogen taber, et par af hans historier er fx blevet filmatiseret med folkelig succes, således Ståsted søges som Johnny Larsen (1979) og De frigjorte (1993). Fotografi fra 1978.

John Nehm var en af 1970'ernes renlivede arbejderforfattere. Han debuterede med sin udgave af Amagerdigte (1973), der samme år blev fulgt op af digtsamlingen Tabere. Litterært set var John Nehm ikke nogen taber, et par af hans historier er fx blevet filmatiseret med folkelig succes, således Ståsted søges som Johnny Larsen (1979) og De frigjorte (1993). Fotografi fra 1978.

Grete Stenbæk Jensens roman er baseret på egne oplevelser på fabriksgulvet. Men det var ikke økonomisk nød, der tvang hende ud på arbejdsmarkedet, derimod hendes læge, der rådede hende til at tage noget praktisk arbejde, efter at Stenbæk Jensen havde slidt sig op med politisk arbejde og været opstillet som folketingskandidat for SF i Vestjylland. Efter succesen med efterfølgende foredrag for læsere, der kunne spejle sig i Konen og æggene, blev Grete Stenbæk Jensen hjemmehjælper og fik dermed adgang til skæbner og levnedsberetninger, der dannede baggrund for Waterloo retur (1978). Siden har Grete Stenbæk Jensen skrevet en serie romaner med udgangspunkt i sit barndomsmiljø, Thea (1984), Dagen lang (1985), Ud af stedet (1987) og Med tiden (1990), som skildrer en broget jysk landbohistorie. Husmandspigen Thea er den røde tråd i serien, og omkring hende er der flere brave kvindelige landarbejdere, der bærer mindelser om Marthas kolleger i Konen og æggene.

Grete Stenbæk Jensen giver en nuanceret skildring af den kvindelige industriarbejder, mens John Nehm (f. 1934) skriver om den mandlige industriarbejder. Forfatteren gik ud af skolen i 7. klasse, havde et utal af jobs og fik nervesammenbrud, da han blev lagerforvalter. Den selvbiografiske roman En gren af nerver (1977) skildrer, hvordan det er at være mentalt udsat arbejder. Året forinden havde John Nehm udsendt en anden selvbiografisk forankret fortælling, Ståsted søges, der viser stadier i en ung ufaglært arbejders identitetsdannelse, herunder det uundgåelige opgør med den alt for autoritære far, som vil lære sønnen at bukke og skrabe, når han tilbyder sig som 'manuel arbejder'. Romanen blev filmatiseret i 1979 under titlen Johnny Larsen, instrueret af Morten Arnfred, en af 70'ernes nye filmskabere. Også De frigjorte (1979) er blevet filmatiseret, og i Erik Clausens fortolkning fra 1993 er historien om smeden Viggo, der bliver fyret – 'frigjort' som det hedder med en morbid eufemisme – ikke blevet mindre solidarisk med den lille mand. På trods af alle odds fastholder Viggo, godt hjulpet af den opofrende hustru Oda, der lever med mandens druk og erotiske udskejelser, at det nok skal gå. De to fabulerer om, at fabrikken da må åbne igen, så smeden igen kan få sin bænk at holde sig til. Den lykkelige udgang er sværere at tro på end den godhjertede person- og miljøbeskrivelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Beretninger fra fabriksgulvet - Grete Stenbæk Jensen og John Nehm i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477337