• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arbejderlitteratur

Oprindelig forfatter ESven

Det er ikke al arbejderlitteratur, der er skrevet som knækprosa, og det er ikke al knækprosa, der er arbejderlitteratur. Men var knækprosaen ikke blevet litterær mode, havde arbejderlitteraturen, der dukkede op i 1973 og havde nogle gyldne år frem til slutningen af årtiet, haft vanskeligere kår. Knækprosaen var ikke-elitær. Den var let at skrive, og arbejderlitteraturen måtte gerne være et alternativ til den forudsætningskrævende litteratur. Den udbredte lyst i tiden til at skrive selvbiografisk og bruge dokumentarismens former – redegørelsen, reportagen, interviewet, optryk af avisartikler, billeder som beviser i en sagsfremstilling – trak i samme retning. Litteraturen skulle handle om virkelighedens verden og dokumentere uretfærdige forhold i den.

En anden åbning lå i tidens sværmen for amatørismen. Demokratiseringsbølgen betød, at man skulle finde frem til den lille kreative kunstneråre, som ligger gemt i alle og enhver. Venstreradikaliseringen hos mange intellektuelle resulterede desuden i en øget opmærksomhed over for arbejderklassen. De undertrykte levede ikke kun i den tredje verden. Arbejdererfaringer skulle frem, og litteraturen var et oplagt medium. Det nye mellemlag havde ikke svært ved at spejle sig i 1960'er-nyrealismens univers befolket af bankfunktionærer, tandlæger og andre, som havde nogenlunde styr på såvel den økonomiske som kulturelle kapital. Men hvor var de solidariske skildringer af arbejderne? Bortset fra det, så kunne selvsamme nyrealisme tjene som endnu en inspirationskilde, fordi dens fokus på det hverdagslige, jordnære lagde op til en litteratur, som anskuede verden fra fabriksgulvet.

Endelig er der klare politiske forhold, som peger på behovet for en arbejderlitteratur: Begyndelsen af 70'erne var præget af konflikter på arbejdspladsen og vilde strejker. Arbejderne sagde nej til rationaliseringer og belastende akkorder, og litteraturen kunne dokumentere modstanden mod uretfærdige vilkår. Kunsten skulle være engageret og politisk mobiliserende. Den skulle vise, at velstandssamfundet ikke var lykken for alle.

Annonce

Omvendt viste den offentlige debat om arbejderlitteraturen, at den ikke skulle være for alle. Der blev argumenteret ihærdigt for det synspunkt, at kun den med arbejdsstøvlerne på vidste, hvad det handlede om. Følgelig måtte arbejderlitteraturen rubriceres i en niche, en lejroffentlighed, der gjorde alle andre, professionelle kunstnere fx, til badegæster eller snyltere. Og hævdede man, at arbejderlitteratur var litteratur for arbejdere, kompliceredes sagerne yderligere, for det viste sig, at størstedelen af læserne var studenter og andre fra den venstredrejede del af mellemlaget. Selv om megen arbejderlitteratur udkom på små alternative forlag, der forsøgte sig med nye distributionsformer, fx direkte bogsalg på arbejdspladserne, og man organiserede skriveriet i kollektive skriveværksteder for dermed at få flere til at komme frem med deres beretninger, så var og blev resultatet, at interessen for arbejdernes erfaringer mindede om alternativ turisme: Den veluddannede venstrefløj havde igennem studier af Marx lært, at arbejderklassen var historiens drivkraft, hvorfor nysgerrigheden var stor, så længe det var politisk in at være venstreorienteret.

 Tidsskriftet Hug! var den uafhængige venstreintelligentsias fremmeligste organ i 1970'erne. På den ene side blev magten kritiseret, på den anden side blev der polemiseret mod dogmatisk venstre-socialisme med meget mere. Revolutionære aner blev mobiliseret som i Delacroix-omsla-get på nummer 14 om 'Klasse, køn, kunst'. Venstrefløjen mente at kunne bibringe alverden sandheden om det meste; de analytiske kasser var tonstunge, koblingerne mellem de forskellige niveauer bastante og nuancerne få.

Tidsskriftet Hug! var den uafhængige venstreintelligentsias fremmeligste organ i 1970'erne. På den ene side blev magten kritiseret, på den anden side blev der polemiseret mod dogmatisk venstre-socialisme med meget mere. Revolutionære aner blev mobiliseret som i Delacroix-omsla-get på nummer 14 om 'Klasse, køn, kunst'. Venstrefløjen mente at kunne bibringe alverden sandheden om det meste; de analytiske kasser var tonstunge, koblingerne mellem de forskellige niveauer bastante og nuancerne få.

De venstreintellektuelle bærer ikke skylden for denne opportunisme alene. Rigide forestillinger hos arbejderforfatterne og deres allierede om, hvad arbejderlitteratur var, og hvad den skulle bruges til, spillede også ind. Det lød let, når man krævede, at arbejderlitteraturen skulle give en solidarisk beskrivelse af arbejderklassen, men hvad nu hvis der var indre politisk splittelse og kritisable forhold, der ikke kun var påført af systemet? Var det udelukkende kapitalens skyld, at kønsrollemønstret i arbejderfamilien lod meget tilbage at ønske i forhold til de forandringer, man så i andre sociale lag? Skulle arbejderlitteraturen absolut være solidarisk med arbejderklassen? Måtte man ikke stille kunstneriske krav til arbejderlitteraturen?

Arbejderforfatterne Per Larsen (f. 1937) og Bent Vinn Nielsen (f. 1951) stillede nogle af disse kritiske spørgsmål i en debat, der fortrinsvis fandt sted i Socialistisk Kulturfront, der havde fremme af arbejderlitteraturen som kardinalpunkt, i dagbladet Information og i venstrefløjstidsskriftet Hug!, men de to forfatteres skepsis over for den apologetiske arbejderlitteratur var ilde hørt.

Der blev teoretiseret en del om arbejderlitteraturen. Dens kunstneriske resultater var i praksis mere begrænsede. Den konkrete, nære konflikt på arbejdspladsen var altid i højsædet: „Konflikterne er der hver dag. Men ved at beskrive dem, kan man måske få større klarhed over, hvori de består? Måske osse over, hvad årsagerne er. Måske endda finde ud af, hvad vi skal gøre sammen“, hedder det i Benthe Østrup Madsens roman Konflikt (1977), der kontant skildrer en arbejdskamp på Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1972. Benthe Østrup Madsen (f. 1931) blev i øvrigt fyret efter romanens offentliggørelse; der stod mere på spil for arbejderforfatterne end for den professionelle skribent.

Romanens forsøg på at sammenkoble beskrivelsen og analysen af magtforhold med det tredje, syntetiserende led: frigørelsen i det handlingsanvisende, er symptomatisk for arbejderlitteraturen. På den måde går der en lige linje fra 1930'ernes arbejderlitteratur til dens arvtager i 1970'erne. Det æstetisk fornyende lå i den flittige brug af ikke-skønlitterære udtryksformer, men den politiske morale var uforandret. 1970'er-nes arbejderbøger lignede hinanden, da den konkrete analyse af arbejdspladsens magtforhold ikke uventet endte med samme facit, og det var begrænset, hvor mange overraskelser der kunne ligge i den frigørende handlingsanvisning. Variationen lå i, hvorvidt spændinger mellem arbejdspladsen og familiens hjemmeliv blev tematiseret eller ej, og hvorvidt der blev plæderet for en samlet handlende arbejderklasse eller agiteret for en politisk linje, som var bedre end de andre venstredrejede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Arbejderlitteratur i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477336