Siden 1982 har Fredens Port, skabt af Mogens Møller, Hein Heinsen og Stig Brøgger, stået skråt som en forpost for forstædernes betonbyggeri på en græsplæne, der blev anlagt efter rydningen af slumejendomme langs Fredensgade ved Søerne i København. Stilen er minimalisme, et objekt i stærkt forenklet form, der ikke forestiller noget og ikke udtrykker noget; som et fremmedlegeme åbent for de betydninger, beskueren måtte lægge i det.

.

Med Café Sommersko, Café Dan Turell og Café Victor som pionerer rykkede cafékulturen frem i 1980'erne. Cafékulturen var en afsked med hønsestrik og revolutionsromantik, en velkomst til læder og lyrik. Mens værtshuskulturens idealer om fællesskab materialiserede sig i en tæt atmosfære af øl og cigaretrøg, inviterede cappuccinoen til et nøgternt blik på den verden, som reflekteredes på caféernes spejlvægge. Nikoline Werdelins tegneserier løftede selvspejlingen op i anden potens.

.
.

I 1960'erne tog man pejling af modernismen, og man nåede til den erkendelse, at vi med Ole Sarvigs ord i Krisens billedbog (2. udvidede udgave 1962) var „landet på en fremmed klode“, og at vi derfor var „arveløse“. I 1970'erne tog man pejling af realismen, og resultatet var nu, at vi var „arvinger“, gennemformet af vores sociale og kulturelle forudsætninger. Men i 1980'erne forkyndte en ny generation af digtere, at noget helt nyt var undervejs, alt imens en broget flok af tidsskrifter som Semiotik, Slagmark, Kritik, Luftskibet og Kultur \u0026amp; Klasse søgte at indkredse dette nye under overskriften: postmodernisme. Et genkommende tema i disse definitionsforsøg var, at vi ikke var arveløse, men at arven ikke var bindende. Tværtimod forelå den som et arsenal af muligheder. Litteraturhistorien er „et stort supermarked, hvor vi henter det, vi behøver“, erklærede Michael Strunge i bogen Mai Strunge. Samtaler m.m. (1985).

Siden romantikken har temaet „generation“ været en fast bestanddel af det litteraturhistoriske supermarked, og med strofer, der løber over af litteraturhistoriske henvisninger, har Strunge igen og igen kaldt sin generation sammen under poesiens faner, og generationsfæller som F.P. Jac, Bo Green Jensen og Søren Ulrik Thomsen har bidraget til at fremmane billedet af firserne som et tiår med en særlig identitet, en særlig puls.

Det lød som fanfarer, da Jac i 1979 udgav Jeg er fandme til, og da Strunge i 1981 udgav Vi folder drømmens faner ud. I Skrigerne! (1980), som konsekvent er trykt med versaler, er det evident, at generationen antager form ved at lægge afstand til den forudgående generation. Det er „SKRÅT OP“ til 1960'ernes blomsterbørn, der forvandlede sig til 1970'ernes marxister.

„Jeg læner mig trygt op ad fremtiden“, skrev Strunge, men 60'erne og 70'erne levede nu også trygt videre i hans digte, både 60'ernes lyriske modernisme og 70'ernes politiske realisme. Men det skulle også vise sig, at kodeordet til 1980'erne ikke blev et enten-eller, men et både-og. „Anything goes!“ erklærede Paul Feyerabend, en af 80'ernes modefilosoffer, og „postmodernisme“ blev betegnelsen for den kunst, der med glad nihilisme krydsede alle de traditionelle skel mellem finkultur og massekultur, mellem engagement og underholdning. Helt i tidens ånd kaldte Suzanne Brøgger sin selvbiografiske „føljeton“ Ja (1984), og helt i tidens ånd beskriver hun den personlige identitet som en ting, der uden videre kan udskiftes:

Vi vil straks forkaste hovedpersonen fra det forrige nummer af føljetonen. Hun gjorde sig lækker osv. osv. men var uspiselig. Så da hun ikke kan bruges, bevares eller fastholdes som 'virkelig existerende', vil vi springe til bekendelse ved at komme hende til livs.

Postmodernismens store ja omfattede ikke modernisme og marxisme, der tværtimod blev forkastet som to sider af samme dårlige sag. I Viden og det postmoderne samfund (1979, da. 1982) skrev Jean-François Lyotard om „herredømmefortællinger“, og modernismen blev ligesom marxismen set som et forsøg på at tage historien som gidsel; et magtsygt forsøg på at bestemme historiens mål. Over for denne ensrettede og ensrettende historie bestemmer Lyotard „den postmoderne tilstand“ som et netværk af muligheder uden stabile centre, men også uden fikserede magtforhold. Og over for modernismens heroisering af jeg'et og marxismens heroisering af klassen sætter Lyotard den postmodernistiske kunstners cool forsøg på at artikulere netværket – eller som han selv formulerer det: at fremstille „det ufremstillelige“.

Op gennem 1980'erne forsøgte både forfatterne og deres kritikere at orientere sig i den litterære labyrint gennem begreberne modernisme, realisme og postmodernisme, men de var lige så vildledende som vejledende. Allerede i 1960 introducerede Vindrosen begrebet „postmoderne“ i en artikel af sociologen C. Wright Mills, og i generationsantologien eksempler (1968) lancerede Hans-Jørgen Nielsen det billede af virkeligheden som et supermarked, som Michael Strunge senere tog op, og som Solvej Balle præciserede, da hun sammenlignede traditionen med et IKEA-møblement, der kunne placeres efter forgodtbefindende.

Var de litteraturhistoriske patentbegreber ikke synderligt præcise, så var selve litteraturen fortsat en førstehånds kilde til pejling af virkeligheden og et førsteklasses redskab til forvaltning af nye erfaringer. Her kunne den store historie sættes over for de små historier – som det skete hos de litterære veteraner Ebbe Kløvedal Reich, Inge Eriksen og Ib Michael. Her kunne den gamle landbokultur sættes over for den nye bykultur som hos prosaforfatterne Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt, Kirsten Thorup og Jens Smærup Sørensen, og her kunne byens og tidens puls sættes på ord som hos lyrikerne Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Michael Strunge. Her kunne fællesskab og ensomhed sættes over for hinanden i fortælling, myte og monolog – både hos ældre forfattere som Vagn Lundbye, Hanne Marie Svendsen, Jørn Riel og Peer Hultberg og hos nye forfattere som Peter Høeg, Jens-Martin Eriksen og Jens Christian Grøndahl. Og her kunne personlighedens og virkelighedens grænser udforskes – hos forfattere som Dorrit Willumsen, Anne Marie Ejrnæs, Preben Major Sørensen og Grete Roulund. Og et urgammelt litterært motiv vandt ny popularitet. Engle blev moderne – eller måske snarere: postmoderne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Anything goes - postmodernisme og mangfoldighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig