Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Usamtidighed og underspil - Knud Erik Pedersen og Knud Sørensen

Oprindelig forfatter MZer

Hvis verden er gået midt over, kan man som forfatter enten holde sig til verden, som den så ud før bruddet, eller på forskellig vis skrive hen over bruddet, eventuelt for „at gøre verden hel igen“. Hvis man ser på, hvad der blev udgivet og udlånt endnu i 1980'erne, er det evident, at en overraskende stor læserskare foretrak at lade som om verden ikke havde forandret sig. Man købte og læste Helene Strange, Sigurd Elkjær, Niels Anesen, Lars Nielsen, Morten Korch, forfattere med tråde tilbage til det folkelige gennembrud omkring 1900 og videre tilbage til de såkaldte skolelærerforfattere.

Men blandt de forfattere, der kom til at tegne de sidste tiår af 1900-tallet, var der også en, der formåede at fremmane en bondeverden af i går, tiden før den endelige afvikling af et landbrug baseret på familiegårde og levende landsbyer. I 1977 kom Puslinglandet, første bind i Knud Erik Pedersens (f. 1934) efterhånden seks bind lange udviklingsroman om Esben, der er søn af landpostbudet Anders Poulsen fra Skarring ved Strandby et sted i Himmerland, født samtidig med forfatteren og ved romanens begyndelse omkring 7 år. Som læser føres man fra første sætning ind i et landsogn, der trods verdenskrigen fremstår som en verden næsten uden for historien. Når fortælleren i allerførste afsnit meddeler, at et spand højspændingsledninger trak deres diagonale ledninger gennem landskabet, så følger han straks op med en beskrivelse af, hvordan vejen sniger sig imellem de to pæle, der bærer ledningerne, tilføjende om vejen: „Den havde været der altid“. Det er en verden formet af vaner, og vaner kan, som det anføres om Esbens bror Karl, være „stabile som himmellegemernes gang“. Et højdepunkt i romanen er skildringen af Anders' 25-årsjubilæum ved posten, forberedelserne, maden, sikringen af den sociale rangorden i bordplanen, talerne og gaverne, men for Anders selv føjer højtidsdagen sig hurtigt ind i hverdagen: „Fra nøsset hørtes hans højlydte nynnen og straks efter også de vante malkelyde fra køer og spand. I genopdagelsen af hverdagens rytme havde Anders' fest nået sin værdige afslutning.“

 Man fristes til at indlægge allehånde symbolske betydninger i dette portræt af Knud Sørensen i et øde landskab omgivet af to spinkle, bladløse træer. Men nyenkelheden, der lader et træ være et træ og en kaffekande en kaffekande, er det, der karakteriserer Sørensens forfatterskab, så om dette fotografi fra 1988 blot: I forgrunden Knud Sørensen mellem to bladløse træer, i mellemgrunden et udyrket landskab, i baggrunden en høj himmel over Mors.

Man fristes til at indlægge allehånde symbolske betydninger i dette portræt af Knud Sørensen i et øde landskab omgivet af to spinkle, bladløse træer. Men nyenkelheden, der lader et træ være et træ og en kaffekande en kaffekande, er det, der karakteriserer Sørensens forfatterskab, så om dette fotografi fra 1988 blot: I forgrunden Knud Sørensen mellem to bladløse træer, i mellemgrunden et udyrket landskab, i baggrunden en høj himmel over Mors.

Hverdagens rytme materialiserer sig i romanens overordentligt sindige fortælletempo, som bl.a. afslører sig derved, at selv efter de følgende fem bind – Fra asken (1980), Lystgården (1984), I fjederhammen (1989), Sommerblusset (1999), Under kommando (2004) – er romanserien kun nået frem til 1950'erne, hvor den læreruddannede Esben med de store forfatterambitioner får ansættelse. Fordybelsen i sanseindtryk og situationer kompenserer for fremdriften i historien. Og da sanseindtryk og situationer i en sådan verden har det med at gentage sig, orienterer man sig gerne med ordsprog og andre faste vendinger: „Pouline Nors var thybo; om dem vidste man ellers, at de var så fedtede, at de kunne klaskes fast på en væg.“

Annonce

I 1980'erne dukkede ordet „usamtidighed“ ofte op i artikler og bøger, der søgte at tage bestik af det, som blev kaldt bondekulturen, provinsen eller mere abstrakt: periferien. Knud Pedersens forfatterskab er både i stof og stil et eksempel på denne usamtidighed.

Opbruddet i de danske landsogne fik sin forfatter med landinspektøren Knud Sørensen (f. 1928). Med digtsamlingen Den røde kaffekande (1965) ramte han den stilfærdige og underfundige tone, der skulle komme til at præge forfatterskabet, men først i Revolutionen i Tøving (1972) fandt han sit stof. I essays og foredrag har Knud Sørensen utrætteligt beskrevet det indirekte, indforståede og underspillede sprog som et særkende for bondekulturen, og lige så utrætteligt har han i poesi og prosa benyttet sig af dette sprog i sin diagnose af bondekulturens forsvinden.

I 1980 samlede han i Bondeslutspil digte, noveller, prosastykker og fotografier i et frysende portræt af bondekulturens afvikling, og ved udgivelsen af andet oplag i 1985 kunne han i et nyt forord tilføje, at i løbet af de blot fem år, „tvangsauktioners år“, var krisen på landet blevet endnu voldsommere. I den korte tekst „Tallene“ lader han først tallene tale for sig selv – imellem 1942 og 1975 et fald i antallet af heltidsbeskæftigede i landbruget fra 456.000 til 161.000 og et fald i antallet af arbejdsheste fra 583.000 til 13.000 – og han omsætter derefter billedet af de overflødige mænd og heste i en folkevandring rækkende fra grænsestationen ved Kruså til Peterspladsen i Rom. Hvor statistik hos „udviklingens“ fortalere dannede en egen, uimodståelig retorik, bliver tal hos Sørensen altid ensbetydende med tab – som i digtet „Registreringsforretning (Ole Andersen forsvinder)“, hvor advokaten og fogeden på begæring fra Dansk Landbrugs Realkreditfond registrerer antallet af traktorer, torvesvin, fedesvin, søer med grise.

I 1980'erne bevægede Knud Sørensen sig ligesom en del andre lyrikere over i prosaen. Radioromanen En landsbyhistorie (1986) skildrer med meget lune sammenstødet mellem fastboende og tilflyttere. I novellesamlingen Marginaljord (1987) er tonen, som titlen lader ane, holdt i mol, og nostalgien efter det gamle bondeliv bærer de tre historier i Historier fra engang (1989). I novellerne i Naboskab (1991) og Rundt omkring (1993) demonstrerer Sørensen, hvordan det underspillede i bøndernes sprog lader sig udmønte i en anonym, men lokalfarvet og indforstået fortællerstemme, der ikke mindst beretter om dem, der ikke kunne indordne sig under fællesskabet. Samme fortæller-vi kommer til orde i de to samhørende romaner En tid (1997) og En befrielse (1999), som ret beset handler om fortielse, nemlig lillesamfundets fortielse af, at søskendeparret Thomas og Oline oppe i deres lille klitlandbrug avler drengen Jakob.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Usamtidighed og underspil - Knud Erik Pedersen og Knud Sørensen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477383