Litterær arkitektur - Jens Smærup Sørensen

Mens Knud Sørensen skildrer bondeslutspillet i en gennemført elegisk tone, skildrer Jens Smærup Sørensen (f. 1946) det samme spil gennem en mangfoldighed af stemmer og stemninger. Han nøjes ikke med bøndernes lavmælte, underspillede sprog, men udtrykker sig i alle tonearter fra underdrivelse til overdrivelse, fra dokumentarisme til drastik og fra øm idyl til sort apokalypse. Polerne i forfatterskabet er det tabte land og den døde by, og mellem polerne springer gnisterne i et persongalleri, hvor katastrofen hele tiden lurer under overfladen. Det er samfærdslen mellem mennesker, der er forfatterskabets hovedtema, og de påfaldende mange trafikulykker i samme forfatterskab viser problemerne i denne samfærdsel.

Jens Smærup Sørensen voksede op på en gård i Staun ved Limfjorden. Denne opvækst kom til at sætte hans erfaring af moderniseringen i relief. Han debuterede i 1971 med digtsamlingen Udvikling til fremtiden. Det er de store historiske linjer, der annonceres, og man aner, at udvikling her er det samme som afvikling, og fremtid det samme som undergang. Som udgangspunkt vælger titeldigtet ganske vist „en stor glinsende boble af uigennemtrængelig stilhed“, men boblen brister, og barndommens bondeliv sprænges i stumper og stykker. Det moderne liv melder sin ankomst med biler, hvis vinduesviskere er „frygtelige hypoteser om fremtiden.“ Man kan drømme om at have en sol i hænderne, at have en verden „skabt af kroppens omrids“, at have lysende øjne, der „vil bryde op gennem den størknede jordoverflade“, men bondelandet er fortid, bylivet er nutid, og nutiden har nået sin nultime: „Men ser man den fra toppen af en paddehattesky kan man se på byen at det er et hul.“

I romanen At ende som eneboer (1972) suppleres hypoteserne om fremskridtet med hypoteser om fortiden. Jegfortælleren har været studerende, arbejder som ambulancefører, men interesserer sig mest af alt, og på bekostning af både arbejde og ægteskab, for rekonstruktionen af den minoiske kultur på Kreta.

Kernen i legenderne om kong Minos, Minotaurus, Theseus og Ariadne er den store labyrint, men den fortællende ambulancefører kender i motorvejsnettet en lige så farlig labyrint, og fra sit vindue kan han, som han udtrykker det i sit karakteristiske, lettere afstumpede tonefald, „udpege fem steder hvor vi har hentet lig i de sidste tre år.“ Han er vokset op på en gård, tænker somme tider på at flytte tilbage og anser det moderne bysamfund for en ødelæggelse af både menneskelighed og fællesskab. Men i stedet for at fordybe sig i sine egne nære erfaringer finder han i den minoiske kultur en model for en revolutionær ændring af samfundet. Dér og dengang var man „nær ved det, som vi somme tider taler om nu, at virkeliggøre en himmel på jorden.“

Jeg'ets forestillinger er revolutionære, men hans sprog er sært uengageret, famlende, nedtonet, fyldt med modificerende ord. Først idet han fortaber sig i slaveoprøret mod kong Minos, liver sproget op. Da han skildrer de gamle græske bønder, henviser han til sine egne erfaringer fra bondelivet, selv om han må erkende, at „landbruget er godt igang med at dø ud.“ Og da det kommer til Daidalos og kong Minos, indrømmer han, at han uvilkårligt begynder at tænke som dem. Personlighedsspaltning og dobbeltgængeri er temaer, som også dukker op i Jens Smærup Sørensens følgende værker.

Særlig tæt på jeg'et står selvfølgelig Skriveren, der med sine lertavler har åbnet adgang til denne oldtidskultur. Men da Skriveren fabulerer om at udvikle en ny revolutionær skrift, konstaterer jeg'et nøgternt, at Skriveren fortsætter „som en pålidelig bevarer af kong Minos“. Det er åbenbart, at romanen også handler om det at skrive, og det er lige så åbenbart, at den er skeptisk over for litteraturens evne til at føre ud af det beståendes labyrint. Hen imod slutningen slår den over i tegneseriesprog: Zonkk! Krasj! Blop!

På de sidste sider befinder jeg'et sig ude på landet, tilsyneladende som rekonvalescent efter et mentalt sammenbrud, og med små notater søger han at genvinde kontakt med sin fraflyttede kone, der med sit navn, Vivi, inkarnerer drømmen om fællesskab. Men byen står fortsat i et negativt skær. Den er en „lortedynge“ på den anden side af bugten.

Den gale tale dominerer stilen i Smærup Sørensens novellesamling Gøremål (1973), selv om ordet gøremål lyder så gammeldags og tilforladeligt. Samfundet er i opløsning, personerne er som „øjeblikkets personer“ uden stabil identitet, sproget er flere steder sprængt, og som genre placerer bogen sig mellem prosa og lyrik i en stribe indbyrdes meget varierede tekster. Ganske vist udmaler den første tekst en mand i total harmoni med omgivelserne, men dette perfekte menneske træder kun så meget desto tydeligere frem som en karikatur af „det moderne menneske“. Bønder og fiskere, derimod, falder ud af deres harmoniske verden, da et fly eksploderer over dem og sender et askelag ned over landskabet.

Som en anden H.C. Andersen aflytter Jens Smærup Sørensen i en anden af de korte tekster „tingenes tale“, og de fortæller, delvis med sensationstyper, om en modernisering, som al natur må vige for: Husene siger, at fuglene ikke kan bo hos dem; bulldozerne siger, at bakkerne, kraftedeme, nok ikke havde gispet så blødt i leret, hvis ikke de selv havde begæret de fremrullende bulldozere; og bilernes motorer siger, at de ikke har tid til snak: „UD TIL SIDERNE!“ Man forstår, at planeterne „stikker af til hvert sit verdenshjørne.“

Med romanen Byggeri (1975) føres læseren i første omgang tilbage til barndommen og bondelandet, der er umærket af byggeri og skriveri, som en strålende blank side. Solen skinner, småbølgerne glitrer, køerne græsser og vender af og til „deres dybe øjne mod himlen som for at se til vejret.“ Men selv om fortællerjeg'et Johan fantaserer om at være uden fortid og forudsætninger, „ligesom sat ned fra himlen“, så møder han tidligt både den sociale og den institutionelle vold. I romanens nutid, hvor han ligger på sit dødsleje på et sygehus, associerer han fra barndommens vold til den vold, han ser uden for sygehusets vinduer, hvor nybyggerier hærger landskabet og flænser markerne op. „Jeg kan vel ikke afgøre om disse bygninger er voldelige“, skriver han, men svaret er selvfølgelig ja, og han noterer, at „volden afmærker klart sin tilstedeværelse på mennesker.“ Vold sætter mærker, byggeri sætter mærker, og skriveri sætter mærker. Romanens spørgsmål er, om byggeri og skriveri kan modvirke den vold, de selv har del i.

Bondedrengen Johan bliver bygningsarbejder, og en anden Johan bliver journalist, men ligesom den ene Johan skyder sig ind over den anden, skyder byggeriet sig ind over det journalistiske skriveri. Ligesom det moderne byggeri tvinger blikket til at glide af på de ensartede kvadratiske kuber, tvinger den moderne journalistik sine læsere til at flyde rundt mellem „overskrifter i flere etager“ og sætninger, „som gentages igen og igen“. Avisen beskrives som en blanding af Politiken og Ekstra Bladet og sammenlignes med kviksølv: „Den er skinnende og flygtig, den viger uhåndgribeligt i alle retninger og den fascinerer enhver, som ikke ønsker at få samling på nogetsomhelst.“

Journalisten Johan forbereder „en stor artikel om de positive sider ved det moderne samfund“, men romanen fremhæver de negative sider og tegner samtidig et deprimerende billede af mulighederne for at forandre det. Alternative livsformer, kollektivfamilier, gruppeterapi og revolutionær politik udstilles som blindgyder. Romanen slutter med en vision, hvor bondelandet vinder sit tabte land tilbage, mens et jeg og et du mødes i arbejde og kærlighed og godt vejr. Men læseren ved fra resten af bogen, hvordan det i virkeligheden forholder sig.

Det gode vejr indrammer også romanen Skoven nu (1978), hvor solen i første og sidste kapitel viser sin aftegning, en fuldendt cirkel, i skovbunden. Men ligesom i Byggeri bryder kulturen og dermed volden ind i skovens harmoni. Handlingen – eller måske snarere hændelserne – udspiller sig omkring en nyetableret tømrermester og en nytilflyttet direktør på savværket, og fra romanens begyndelse antyder en larmende rundsav, at der ikke er langt fra karrierens lykke til katastrofens ulykke. Det er imidlertid ikke så meget teknikken og industrien som sådan, der varsler katastrofe, om end det er tæt på, når fortælleren registrerer, at „fiskerne er uddøde og gårdejerne er jordløse“, alt imens industribygningerne er rykket ind på markerne. Nej, den grundlæggende kilde til ulykke er de sociale skel, som man ser, da den nybagte tømrermester lader sig rive med af fantasien om at blive skovens eneejer: Da han pludselig ser sig selv, rammes han af dyb skamfølelse, afviser fantasien med et „Føj for satan!“ og „hvisler og drejer sig skrigefærdig som fra en ulykke, blod, sådan skulle det aldrig være.“ Men det sociale skel er en realitet, han er rykket op i forhold til sin gamle arbejdskammerat, der nu er blevet hans ansatte, og det varer ikke længe, før samstemtheden i deres arbejde går i stykker. Den ansatte redder sin mesters børn fra at komme galt af sted med rundsaven, men må lide den tort at blive sat på plads af mesters kone, og han reagerer med et uforløst raseri, der sætter sig i hans krop: Hans strubehoved ryger opad, en lyd sætter sig i svælget på ham, og „hvis han havde stået med en hammer kunne han have kylet den i nakken på hende.“

Skoven nu er tilsyneladende et stykke ligefrem hverdagsrealisme, men Smærup Sørensen har selv beskrevet den som „en undersøgelse i sproget“, hvor personerne er „adskilte, men samvirkende landskaber.“ Dette samvirke viser sig i fremstillingen, der umærkeligt glider fra bevidsthed til bevidsthed som en løbende rapport om de tanker, der eksplosivt tikker under den stille overflade. Kun den unge, revolutionære Jannick taler lige ud af posen, fx når han i bussen ophidset råber op om undertrykkelse og udbytning, men ham går det også ilde: Han dør ved en af de trafikulykker, der er dette forfatterskabs vandmærke.

Hvis Jens Smærup Sørensen med Skoven nu skrev sig ind i 1970'ernes økologisk engagerede litteratur, så skrev han sig med sin næste roman, Mit danske kød (1981), ind i den bølge af fabulerende fantastik, der kom til at præge 1980'ernes litteratur. Den colombianske forfatter Gabriel García Márquez modtog i 1982 nobelprisen for sin fabulerende kobling af magi og realisme, og inspireret af denne tager romanen sin begyndelse i en klippehule i Colombia. Manuskriptet til romanen findes i hofteskålen på et skelet, og rammen om den groteske roman er, at forfatteren i en fjern fremtid efter „den store ødelæggelse“ af en bekendt, F. Yórguensen fra Bogotá, får overdraget dette manuskript, som er skrevet af Vit, der sammen med Ta og No har overlevet denne ødelæggelse. Sammen med disse sætter Vit sig for – i sidste øjeblik – at nedskrive de 114 guddommelige love. Men mens love jo slår ting fast, slår Vits skrift sig løs, og i løbet af romanens 350 sider lykkes det ham kun at fiksere 17 af disse love, hvorimod de løbske beretninger om hans livshistorie breder sig, bogstavelig talt som lort, dette „kvalmende lort der gærer og svulmer i mit svælg“.

I denne roman blandes genrer og stilarter og stemninger i et drastisk, sarkastisk og undertiden komisk opgør med institutioner som ægteskabet, familien, skolen, arbejdsmarkedet, universitetet. På et tidspunkt æder Vits to børn, Egon og Pia, deres mor, men det er Vit, der bliver spærret inde. I kapitlet „Myterne“ fortæller han, at han blev anbragt på den lukkede afdeling for atavister, hvor det viser sig, at man har opfundet et nyt middel til at få folk til at forholde sig „roligt og moderne“. I stedet for at tage sprøjter fortæller de indsatte hinanden historier, som er fyldt med overraskelser, og som samtidig handler om deres eget liv. Hvis det virkelig er deres eget liv, finder man blandt fortællerne David, der dræbte Goliat med en slangebøsse, Theseus, der i labyrinten dræbte Minotaurus, og Odysseus, der vendte hjem til Ithaka. Vit bidrager til underholdningen med en fortælling om et lykkeligt liv med gode forældre, god skole, godt arbejde, godt ægteskab, god karriere osv., men tilhørerne bliver urolige, fordi de opfatter denne løgnagtige historie som et brud på deres skikke, ja som en ødelæggelse af det fællesskab, der skabes gennem deres fortællinger.

Ifølge Vit kan forholdet mellem myte og virkelighed udspille sig på tre måder: Man kan træde ud af sin virkelighed for at efterligne myten; man kan blive i sin virkelighed, men holde myten op som vejviser og milepæl, og man kan endelig prøve at træde ind i myten uden at træde ud af virkeligheden, altså „spille dit liv i virkeligheden og samtidig gennemspille myten i dit liv.“

Det gennemgående motiv i Smærup Sørensens forfatterskab er imidlertid uoverensstemmelsen mellem myte og virkelighed, og i romanen Katastrofe (1989) er det et avisfoto fra en anti-EF-demonstration i 1972, der afslører denne uoverensstemmelse. Under et sidespring med sin sagsbehandler Leif ser den arbejdsløse Jutta dette foto, hvor kammeraterne fra dengang kommer „gående krop ved krop gennem gaden“, og hun drømmer om „igen at blive optaget i den samhørighed dette billede var et aftryk af.“ Men romanen følger, hvordan billedets personer på billedet nu, 14 år senere, tænker og handler, og én for én afslører de sig som isolerede, frustrerede personer, langt væk fra det fællesskab, som fotografiet udtrykker. Der er den egoistiske politiker, den ansvarsløse vindmøllesælger, den desillusionerede dansklærer og den morderiske kirurg. Kun i fortiden og i de helt nære og spontane livsytringer antydes et alternativ. Jutta mindes, hvordan hendes mor og mormor og „hele rækken af bondekoner hun kom af“ havde en solid, usentimental og virkelighedsnær livsindstilling, og hun praktiserer selv, sammen med sin mand, dette livsmod, da de redder deres datter fra druknedøden.

Man har sammenlignet noveller med fotos og romaner med film, og Katastrofe, der er bygget op over et avisfoto, er novellistisk i sit anlæg. Selv om Smærup Sørensen altovervejende har markeret sig som romanforfatter, har han også udtrykt sin skepsis over for den type romaner, der river læserne med sig i lange, sluttede forløb. Med den største realisme skaber han romanlange illusioner, men bryder så illusionen med indslag, der viser, at læseren foran sig har et stykke sproglig virkelighed. Sit talent for novellen som genre har han imidlertid også udfoldet i regulære novellesamlinger, 13 stykker af en drøm (1976), Det menneskelige princip (1985) og Breve (1993), og her finder man de mest spiddende stykker samtidskritik. Som en opdatering af Henrik Pontoppidan undsiger fortælleren i „Den sidste dag i Dødsriget“ – fra Det menneskelige princip – det, han kalder „Sultedødsbyen, Selvmorderbyen, Hjertedødsbyen, Trafikofferbyen osv.“