Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteraturhistorier

Oprindelig forfatter MZer

Alle tegn i tiden peger mod nul, proklamerede Bjørn Poulsen i pamfletten Ideernes krise i åndsliv og politik (1960). I kunsten var figuren forsvundet, i litteraturen var fortællingen forstummet, i musikken var melodien blevet væk, i samfundslivet var fællesskabet i opløsning. De mest avancerede kunstnere havde reduceret sig til øjne, der registrerede uden at kommentere eller perspektivere deres indtryk. Mennesket var fordrevet fra kunsten, sådan som den spanske kulturfilosof José Ortega y Gasset havde konstateret allerede i 1925.

Bjørn Poulsen var ikke hvem som helst. Han var chefideologen bag den såkaldte Heretica-kreds, der havde domineret 1950'ernes åndsliv. Men han havde ikke længere føling med tiden. Det var ikke mennesket, men de antimoderne hereticanere, der var ved at blive fordrevet fra parnasset. Og politikerne talte ligefrem om at sætte mennesket i centrum.

Velfærdssamfundet var godt på vej til at blive virkelighed, en virkelighed, som flyttede ud i forstæderne og ind bag ligusterhækkene. Mellem 1960 og 1980 blev der bygget 450.000 parcelhuse, og mere end 1,5 mio. mennesker flyttede ud i disse parcelhuse. Bo bedre var et passende navn for det blad, der fra 1961 sørgede for ideer om, hvordan man kunne indrette sig i de nye boliger. Men boligerne mv. var ikke gratis, og kvinderne blev i en helt ny målestok indrulleret i arbejdsstyrken. Velfærdssamfundet implicerede en regulær kulturrevolution.

Annonce

Inden for bøgernes verden blev der leveret kultur i såvel pocket- som pragtudgaver. I 1960 konstaterede Knud H. Ditlevsen, redaktør af Det danske Bogmarked, at „ordet billigbog må nok nu betragtes som optaget i det danske sprog“. Mens man med Gyldendals Tranebøger kunne erhverve sig verdenslitteratur næsten for ingen penge, kunne man med samme forlags uglebøger læse sig ind på sin egen tid, fyndigt diagnosticeret i titler som Det rige samfund (1958, da. 1961) af John Kenneth Galbraith og Det én-dimensionale menneske (1964, da. 1969) af Herbert Marcuse.

 „Et bizart hultertilbulter af nye arbejderkvarterer, fabrikker, rester af bondeland og gamle rønner, der efterhånden er degenereret til slum for et pjalteproletariat af sære eksistenserSådan beskriver Hans-Jørgen Nielsen sin barndoms Amager i Fodboldenglen. Her Minorcagade i 1959.

„Et bizart hultertilbulter af nye arbejderkvarterer, fabrikker, rester af bondeland og gamle rønner, der efterhånden er degenereret til slum for et pjalteproletariat af sære eksistenserSådan beskriver Hans-Jørgen Nielsen sin barndoms Amager i Fodboldenglen. Her Minorcagade i 1959.

I pragtbøgerne kunne man læse sig tilbage i en historie, som den rivende udvikling skubbede længere og længere tilbage i tiden. Omkring 1960 tog Politikens Forlag initiativ til et stort bogværk, der skulle blive en af tiårets største succeser. De fire himmelblå bind om Dansk litteraturhistorie udkom 1964-66 i et oplag, som efterhånden nåede op på 70.000. Hvad nogle opfattede som en krisetid, oplevede andre som en voksende konjunkturbølge. I de store værker om verdenshistorie, danmarkshistorie, litteraturhistorie mv. kunne læserne i bind efter bind blade sig gennem en historie, der som i de gode gamle dage var bygget op omkring farverige figurer og medrivende fortællinger.

I forordet til Politikens Dansk litteraturhistorie anførtes det, at enhver generation har behov for at nytolke litteraturens historie. Næppe havde den første velfærdsgeneration dog møbleret sine nye parcelhuse med disse historiske værker om de store sammenhænge, før generationskløften skilte de voksne fra de unge. Med uddannelseseksplosionen rykkede i hundredtusindvis af unge væk fra de sociale miljøer, de kom fra, uden derfor at ville tage den etablerede og privilegerede dannelseskultur til sig. For mange af de unge gik der en lige linje fra generationskampen til den klassekamp, som de i slutningen af 1960'erne, trods gode tider, så skærpede tegn på både ude og hjemme.

Til klassekampen føjede sig hurtigt kønskampen, og litteraturen blev et vigtigt redskab for kvindernes opgør med og oprør mod traditionelle kønsroller. I 1970'erne kom ordet søstersolidaritet ind i det danske sprog, og i Kvindesange (1974) erklæredes det med en munter henvisning til arbejdersangen „Internationale“, at denne søstersolidaritet „slår bro fra bryst til bryst.“

Mindre munter var Herdis Møllehaves kvindepolitiske roman Le (1977), men dens portræt af „knudemanden“ og hele dens signalement af kvindens situation vandt gehør. Den kom i et oplag på mere end 100.000 og viste dermed, at på linje med p-pillen, der kom til Danmark i 1966, og den fri abort fra 1973, blev litteraturen en løftestang for kvindernes frigørelse. De tørre tal viser, at i 1960'erne var flertallet af læsere mænd, men siden midten af 1980'erne er flertallet af læsere kvinder.

Kritikeren Torben Brostrøm, som omkring 1960 stod fadder ved den danske modernismes gennembrud, var blandt bidragyderne til Politikens Dansk litteraturhistorie, men ungdomsoprørets generation, som vel kun var en 10-15 år yngre, opfattede allerede denne form for litteraturhistorie som et forsvar for „det bestående.“ Og for kvinderne demonstrerede denne litteraturhistorie, forfattet af lutter mænd og næsten kun omhandlende mandlige forfattere, kun alt for tydeligt behovet for at skrive kvinder ind i litteraturen og i historien.

Omkring 1970 pegede alle tegn i tiden mod konfrontation og klassekamp, og ikke mange år senere var den marxistisk inspirerede litteraturbeskæftigelse så langt fremme, at forlaget Gyldendal i 1977 kunne søsætte et nyt, endnu mere ambitiøst projekt, en Dansk litteraturhistorie i 9 bind, hvor også almanaklitteratur, arbejderlitteratur, kvindelitteratur og andre hidtil marginaliserede grene af litteraturen blev skrevet ind i en historie, der overordnet blev anskuet som en kampplads.

Da værket udkom 1983-85, var der imidlertid igen omslag i tiden. Den socialhistoriske synsvinkel karakteriserede litteraturprofessor Mogens Brøndsted i sin anmeldelse i Information som et „socialhistorisk syrebad“, der ætsede litteraturen væk. Og Søren Krarup skrev i samme avis, at dette værk, der var planlagt og påbegyndt i 70'ernes begyndelse, „lirer hele den marxistiske dogmatik af, for at afrette vort fædrelands litteratur“. Anmeldelserne var udformet som fejdebreve, men fejden udeblev, da en ny dagsorden beherskede både kulturdebat og kulturforskning.

 Med 1960'erne begyndte en folkevandring til forstæderne, og fra 1961 kunne man i Bo Bedre hente inspiration til indretningen af de nye hjem. Det gode liv udfoldede sig i hjemmet, – og med sloganet „Gør gode tider bedre“ søgte Socialdemokratiet at give de private lykkedrømme et politisk perspektiv.

Med 1960'erne begyndte en folkevandring til forstæderne, og fra 1961 kunne man i Bo Bedre hente inspiration til indretningen af de nye hjem. Det gode liv udfoldede sig i hjemmet, – og med sloganet „Gør gode tider bedre“ søgte Socialdemokratiet at give de private lykkedrømme et politisk perspektiv.

Jean-François Lyotards Viden og det postmoderne samfund (1979, da. 1982) leverede stikordet til denne debat: dødsklokkerne har ringet for de store fortællinger. Samfundet er trådt ind i den postindustrielle tidsalder, kulturen er trådt ind i den postmoderne tidsalder, og alt imens har de store, universelle fortællinger om oplysning og frigørelse måttet vige for pladsen for små sprogspil og lokale sandheder.

I 1990'erne begyndte man så småt igen at diskutere historie, men satte den da gerne i flertal, hvis man da ikke satte punktum for den. I 1994 udkom Litteratur-historier, og Søren Mørch skrev Den sidste Danmarkshistorie (1996). I forordet til Litteratur-historier skrev Klaus P. Mortensen, at titlen var sat i flertal, da der ikke findes „én entydig, blåstemplet historie“. Men det var igen blevet legitimt at stille store spørgsmål til historien.

Eller var det? I 2004 tog kulturminister Brian Mikkelsen initiativ til en blåstempling af de største præstationer inden for alle sider af dansk kultur, herunder også litteraturen, og i foråret 2006 offentliggjorde det ministerielt udpegede udvalg en kanon med de 12 betydeligste værker i dansk litteratur, heraf to værker fra tiden efter 1960: Klaus Rifbjergs novellesamling Og andre historier (1964) og Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen (1991). Ministeren kom for skade at fremstille sit kanon-initiativ som led i en oprustning, om ikke ligefrem et korstog mod den voksende muslimske indflydelse på dansk kultur, og hans udtalelser i den anledning indgik i den pakke af angivelige krænkelser, som udløst af 12 karikaturtegninger af Muhammed fremkaldte efterkrigstidens største udenrigspolitiske krise for Danmark. „Muhammedkrisen“ satte igen det helt grundlæggende spørgsmål om ytringsfrihed på dagsordenen, og samtidig viste handelsboykot, demonstrationer og angreb på danske ambassader, at brugen af ytringsfrihed ikke var et rent nationalt anliggende. Ved optakten til det tredje årtusinde efter Kristi fødsel blev globalisering et kodeord i kulturdebatten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Litteraturhistorier i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477316