Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nis Petersen

Oprindelig forfatter SSchou

Nis Petersen debuterede 1926 med digtsamlingen Nattens Pibere, men sit store kritiker- og publikumsgennembrud fik han med Sandalmagernes Gade (1931), som blev oversat til mange sprog. Det er en omfangsrig historisk roman, som er henlagt til Rom på Marcus Aurelius' tid omkring 180 efter Kristi fødsel; en litterær kraftpræstation, der bygger på omfattende studier af oldtidens Rom. Nis Petersen havde skaffet sig sin viden om datidens topografi, levevis og politiske intriger gennem læsning, men i stedet for at fortabe sig i perioden drager han klare paralleller til sin egen tid. I romanens Rom optræder der pølsemænd, mannequiner, nyhedsbureauer og turister, og den finansvirksomhed, hovedpersonen er ansat i, kaldes for et „clearinghouse“. Når Petersen skal give læseren et begreb om, hvordan en romersk ejendom så ud, går han meget håndfast til værks: „Huset lignede en Forstørrelse af de Kommoder, hvormed de danske Tjenestepiger for en Menneskealder siden kom slæbende ind fra Landet ved Skiftedagstider.“

Det, der især forbinder for- og nutid, er en dybtgående værdikrise. De enkle romerske dyder og moralforskrifter er i opløsning, og mennesker søger vejledning og frelse i alle mulige slags religioner, der især er importeret fra Orienten; de mest fremtrædende er den ægyptiske Isisreligion og kristendommen. I centrum for handlingen står Marcellus, der er kontormand og deltidsdigter. Om ham hedder det, at han lider af „spleen“ og hæmmes af for meget selvironi. Han er en nøler og betragter, som længe vakler mellem den modne societyfrue Elena og den unge pige Cæcilia, der indvier ham i kristendommen. Den romerske øvrighed betragter de nye religiøse strømninger med mistænksomhed og sætter sin efterretningstjeneste, kaldet Curiosaen, ind i kampen mod fredsforstyrrerne. En af dens informanter er drengen Jon, der er uægte søn af Marcellus. Jon er en charmerende og udspekuleret lille rad, der – med tydelig satirisk adresse til teorier om opdragelse i Nis Petersens samtid – opfattes som et produkt af indbyrdes modstridende pædagogiske teorier: „Som Kagedejg i Hænderne paa et Barn var han efterhaanden blevet formet i alle de Figurer, de sidste tretten Aars pædagogiske Slagord havde givet Mønstrene til – lige fra Superdisciplin til Tøjlesløshed, eller som det hed i Argiletum: fra Tærsk til Tærter.“

 Engang en kultforfatter, siden nedvurderet. Johannes Møllehave gav i 1967 Nis Petersen dette skud for boven: „Beundringen for styrken, den ensomme digter, helten, krigskorrespondenten, den herreløse mand, morderen, elskeren osv. blev til fantastisk mytomani hos Nis Petersen. At han allerede som ung journalist hyllede sig i løgn og praleri kommer ikke forfatterskabet ved – det gør derimod angsten for at skildre virkeligheden i det skrevne.“

Engang en kultforfatter, siden nedvurderet. Johannes Møllehave gav i 1967 Nis Petersen dette skud for boven: „Beundringen for styrken, den ensomme digter, helten, krigskorrespondenten, den herreløse mand, morderen, elskeren osv. blev til fantastisk mytomani hos Nis Petersen. At han allerede som ung journalist hyllede sig i løgn og praleri kommer ikke forfatterskabet ved – det gør derimod angsten for at skildre virkeligheden i det skrevne.“

At tidsrummet angives så præcist, er blot ét eksempel på romanens samtidskommentar: Den udkom netop 13 år efter afslutningen af Første Verdenskrig, der havde skabt interesse for en børneopdragelse, som kunne fremme et pacifistisk menneskeideal – med tærter frem for tæsk – og derigennem forhindre fremtidige krige.

Annonce

Marcellus drages mod de kristne, dog mest på grund af kærligheden til Cæcilia. Han forbliver en troende uden tro og må lade livet under tvangsdeporteringen af den lokale romerske menighed. Således ender han som „et Udkast havnet i Skæbnens store Papirkurv“. Jon derimod tegner fremtiden og „danner Begyndelsen til et nyt Udkast“ – hvad der på dette sene tidspunkt i handlingen skal forstås positivt; alt det tvivlsomme ved Jon-skikkelsen fortrænges af en sentimentalitet, som i det hele taget var karakteristisk for forfatterskabet.

Med Sandalmagernes Gade stilede Nis Petersen højt, og det lykkedes ham at virkeliggøre begge sine ambitioner: at fremmane det gamle, hektisk pulserende Rom med dets verdensforbedrere, fantaster og kynikere – og at vise parallellerne til samtiden. Et af romanens pragtstykker er skildringen af de løsslupne løjer ved de romerske saturnalie-fester, hvor herrer og slaver for en kort stund bytter roller.

Men romanen præges også af en meddelelsestrang, der hverken var kræsen eller koncis. Nis Petersens fortæller kommenterer ivrigt stort og småt. Visdomsord fra stambordet i cafeen blandes med spidsfindige betragtninger, fx når temaet er litterær påvirkning. „Som Alverden ved, beror Horats' Storhed for en væsentlig Del paa det, han har stjaalet fra Shakespeare“ – sådan lyder en lige så flot som forskruet sidebemærkning. En mere regelret kronologi – og mere substans – er der i overvejelserne over, hvorledes store digtere lægger hindringer i vejen for deres efterkommere: „Enhver selvstændig Digter er som en Tyv, der stjæler Tanker og Ord fra de stakkels ufødte Kolleger … Og det er virkelig en sørgelig Tanke.“ Det er ikke en byrde, der synes at tynge Nis Petersen selv. Han øser ubekymret ud af sin viden om hvad som helst med audodidaktens modvilje mod at sortere i egne indfald. Men hans historiske research, humor og indlevelse i det saftige og farverige stof har gjort Sandalmagernes Gade til en af 1900-tallets store historiske romaner.

Den succes lykkedes det ikke Nis Petersen at gentage i sin næste (og sidste) roman, Spildt Mælk (1934), skønt motivet rummede oplagte episke muligheder. Romanen er henlagt til Irland i tiden efter afslutningen af den irsk-engelske krig 1922, hvor en borgerkrig tager sin begyndelse. I handlingens centrum står Barney McCleary, der som Marcellus er et menneske, der kommer i klemme mellem stridende parter og til sidst dør en lige så meningsløs død. Barney har været på oprørernes parti, men efter fredsslutningen spalter en radikal fraktion af IRA, den irske republikanske hær, sig ud. De døde helte skal ikke have givet deres liv forgæves, lyder deres velkendte parole, som også til andre tider har været brugt til at retfærdiggøre kriges uendelige fortsættelse. Men Barney, som ved, det er ørkesløst at græde over spildt mælk, følger ikke de radikale. Der er ganske kort mellem gru og (postkort)idyl i romanen, som er en kærlighedserklæring til et charmerende folk, der skildres som en blanding af hedsporer, politiske kandestøbere, sentimentale festmennesker, overstadige skrønemagere og rødhårede skønheder. Skønt handlingen ligger meget tættere på Nis Petersens egen tid, forekommer hans irere mere pittoreske og mindre nærværende end hans romere.

Oldingen Peadar Phelan, der dør i den bibelske alder af 106 år, fremstår som indbegrebet af det ægte irske. Det er ham, der lærer Barney ikke at græde over den mælk, der er spildt, men Phelan tilføjer, at man på den anden side heller ikke skal spise sine læggekartofler! Enkle, for ikke at sige enfoldige leveregler præsenteres i romanen som ophøjet visdom. Stoffet tvinges ind under det overordnede synspunkt, at livet er helligt, men at vi mennesker ikke formår at tilegne os denne sandhed og derfor bliver ofre for alt det omskiftelige og tilfældige.

Det er i anekdoterne, romanen lever, og Nis Petersen havde størst held med at formidle sin fascination af Irland, når han var mindst prætentiøs. Det sker i novellen „Kelp“ (fra samlingen Dagtyve og Andre, 1941), der slet og ret er en bittersød og underholdende anekdote om Fitz Avalon og hans forsøg på at få økonomisk succes på begge sider af Atlanten. Her neddæmpes de sværmeriske ideer om det essentielt og uforveksleligt irske, som det også sker i skildringen i Spildt Mælk af IRA-ekstremisterne: Det er ved at gå i biografen og se amerikanske gangsterfilm, de har lært, hvordan man plyndrer en bank!

Grænsen mellem gnistrende paradokser og gratis bravader, mellem følelse og simili, var ofte hårfin hos Nis Petersen. Det gælder også, og måske især, hans digte. Den kendteste af hans samlinger, En Drift Vers, udkom i 1933. Her finder man digte, der blev elsket i samtiden, bl.a. „Kit in memoriam“ og „De smaa Børns Smil“. Eftertidens dom har til gengæld været hård, og især modernistgenerationen o. 1960 tog hans lyrik ved vingebenet: Digtene når deres emotionelle virkning med kunstnerisk tvivlsomme midler, billedsproget er søgt og usammenhængende, anvendelsen af udslidte poetiske brokker umådeholden. Kritikken af det poetiske håndværk udvider sig til en kritik af digtenes holdningslag: den sensitivitet, som man ikke kan frakende dem, og som ofte fremstår mest ægte i anslaget, slår om i det lyriske subjekts rørstrømske dyrkelse af egne følelser.

Et af de mest beundrede og siden mest udskældte digte er „Brændende Europa“, også fra En Drift Vers. Selv betragtede Nis Petersen det som sit bedste, og uanset alle æstetiske svagheder gør det indtryk som et tidligt og magtfuldt varsel om de katastrofer, som få år efter satte Europa i brand. Digtet lægger ud med et storstilet vue over den moderne verden, hvor børnene udsættes for grusomheder af mange slags. Stilen er knapt konstaterende, reportagepræget. Der panoreres fra den polske landarbejderfamilie, som glæder sig til det kommende barn, til den engelske barnemorderske og videre til det tyske barn, der vokser sig sundt og stærkt – for engang at blive dræbt af politiet. Indignationen virker ægte, fordi den bæres af det faktuelt konstaterende, fx i det engelske afsnit:

Paa samme Tid – kl. 22! -
rejste en Mor sig
fra den Bænk, hun døsede paa,
i et Værelse ved Kingscross (Islington)
og kvalte sit Barn med en Snor.
Saa tændte hun en Cigaret og drev
over i Retning af Holoway.

Men senere går digtet i emotionelt selvsving. Den underspillede nøgternhed afløses i sidste halvdel af en anråbelse, en bøn om, at de små børn må forbarme sig over os: „ – lad dem laane os af deres Renheds og Uskyldigheds Rigdom / – en Skærv til Tæremønt af deres Øjnes Sandhed / – og giv os din Fred.“ Det forkyndende tonefald låner patos fra den kristendom, Nis Petersen havde gjort oprør imod. Det bjergtagede, det brovtende og det forlorne danner tæt naboskab hos ham. Det har været til større skade for hans digte end for Sandalmagernes Gade, der er skrevet i en så „uren“ genre som den historiske roman, som ikke blot er robust nok til at indoptage det viltre og kunstnerisk forskelligartede, men ligefrem har det som sin eksistensbetingelse.

Nis Petersen forblev gennem sit korte liv dybt mærket af sin opvækst i et følelseskoldt, missionsk hjem. Han var et tungsindigt og skrøbeligt gemyt med stort behov for selvbekræftelse, og en række kvinder indtog villigt rollen som muser og forløsere – to af dem giftede han sig med. Den sidste og måske vigtigste af de hengivne kvinder, overlægefruen Ellen Biilman, optrådte som en slags værge for den håbløst upraktiske, tidligt ældede digter, der i 1943 døde af kræft.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Nis Petersen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477135