Mogens Klitgaard

Hvor landstrygertilværelsen fremmede en tendens til det stortalende og ekstravagante hos Nis Petersen, gav den Mogens Klitgaard en nøgtern opfattelse af tilværelsens skævheder. En af Nis Petersens kongstanker var forestillingen om altings balance: en fortrinsstilling på ét område – fx sociale privilegier – blev betalt med mangler på andre. Det var en forestilling, som lå Klitgaard fjernt. Det viser allerede titlen på hans erindringsroman Gud mildner Luften for de klippede Faar (1938). Det lyder afbalanceret, men titlen er ironisk og kommenteres ideologikritisk af Klitgaard: „For at Faaret ikke skal gøre Vrøvl over at blive klippet, siger man, at Gud mildner Luften for det.“

Bogen handler om dem, som tilværelsen i alle henseender har mishandlet, og som skifter land oftere, end de skifter sokker. Hvis man stødes ned i krapylets underklasse, kan man være sikker på, at de økonomiske trængsler fører andre slags fordærv med sig: psykiske, helbredsmæssige, moralske. Romanen handler om Klitgaards egne oplevelser til søs og på landevejene, der førte ham vidt omkring, fra Sydeuropa til Nordskandinavien. Han solgte snørebånd og tog elendigt betalt løsarbejde på de gårde, han kom forbi, men ofte anede han ikke, hvor det næste måltid skulle komme fra. Til tider slog han sig igennem med tiggeri og småsvindel og opnåede en kortvarig succes som chef for et smuglerforetagende, der opererede hen over den svensk-norske grænse. Specialet var cigaretter af mærket Teddy; dette erindringsmateriale havde han allerede udnyttet i den hårdkogte, pessimistiske novelle „Teddy-Smugleren“ (først bragt i Socialdemokratens søndagstillæg 1937). Smuglerens drømme om en strålende fremtid knuses brat i denne moderne version af H.C. Andersens „Konen med Æggene“. Overalt gjorde Klitgaard sig erfaringer med tilværelsens fundamentale mangel på balance. Arbejde adler, men adelen arbejder ikke, lyder et mundheld i vagabondkredse, som han citerer.

Den slags livsvisdom formuleret nedefra er Gud mildner Luften for de klippede Faar rig på, og folkelig er også den mundtlige form. Klitgaard iscenesætter sig selv som en fortæller, der i et københavnsk folkekøkken beretter om sine oplevelser og forsyner sin livshistorie med en trist morale, som dog langtfra er entydig. Han afviser, at han for sit eget vedkommende har savnet det „Bur af Regler“, der kendetegnede hans barndomsmiljø. Tværtimod havde han haft lyst til at købe straffeloven og prøve alle forbrydelserne i alfabetisk orden. Men han konstaterer også, at når man som han er „opdraget til at være Slave“, fører livet på kanten af samfundet og loven ikke til egentlig frihed. Konventionerne hænger ved. Det kræver frygtløshed og talent at være en fri fugl. Buret lokker, som også Hans Scherfig konstaterede det i Den forsvundne Fuldmægtig.

En hæmmende og klaustrofobisk opvækst havde næret Klitgaards uafhængighedsdrøm. Den tidligt forældreløse dreng blev anbragt på Det Kongelige Opfostringshus. Han blev gartnerelev, men stak af og levede i en halv snes år som vagabond. Helbredet tog varig skade af dette liv, og i begyndelsen af 1930'erne var han indlagt på et tuberkulosesanatorium. Den første roman, han fik offentliggjort – Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937) – skrev han i ledige stunder, mens han arbejdede som billardmarkør i en knejpe på Vesterbro. Ideen til romanen havde han fået fra en tegning af Arne Ungermann, som gengiver en ganske almindelig situation fra hverdagen: en gruppe passagerer i bagenden af en sporvogn, som er i færd med at blive billetteret. Hvad kunne man sige om den pæne ældre mand til venstre i billedet, hvilken dagligdag havde han, hvilke bekymringer?

Det blev til historien om August Lundegaard, en falleret manufakturhandler, som nu prøver at slå sig igennem som inkassator – og falder for fristelsen til at bruge af de betroede midler. Romanen skildrer Lundegaards angst for at blive opdaget, hans hemmelighedskræmmeri over for familien, den evige skyldfølelse, som han søger at dulme med spiritus. Et selvmordsforsøg mislykkes, der er ikke plads til tragik i hans ynkelige skæbne, kun vedvarende skam og uvished. Lundegaard er Klitgaards version af 1930'ernes „lille mand“, skildret med en dobbelthed af analytisk distance og menneskelig varme, som i det hele taget er karakteristisk for forfatterskabet.

Det, der er i vejen med Lundegaard, er, at han er for blød til at leve i en moderne storby, hvor det gælder om at være „hensynsløs, kynisk og koldhjertet“ ifølge en filosoferende biperson, Nielsen, der som forfatteren selv arbejder som billardmarkør.

Byen er på mange måder romanens hovedperson, som den var det i Nis Petersens Sandalmagernes Gade. Futurismens fascinerende storby fra 1920'erne er i Klitgaards kritiske realisme forvandlet til noget mindre glitrende og mere nøgternt; faktisk er København ifølge Klitgaard slet ikke nogen rigtig storby, men en Pærekøbing med vokseværk. Byens egenart søges afdækket gennem skiftende metaforer: Den er en jungle, et lykkehjul, en maskine, en scene, hvor de optrædende bærer masker. Billeddannelserne fremhæver skiftende aspekter ved byen, men uanset betragtningsmåden er den et sted, hvor kun de stærke, de blaserte, de rige overlever.

Hvert kapitel indledes med en skildring af København i fugleperspektiv, hvor byen kommenteres på næsten essayistisk vis af en meget fremtrædende fortæller. Desuden rapporterer romanen løbende om aktuelle storpolitiske begivenheder, ofte ved at bringe citater fra aviser. Denne uformidlede sammenstilling af fiktive og dokumentarisk prægede teksttyper, som kaldes montageteknik, var et avanceret virkemiddel i tidens film og romaner; Klitgaard kendte den fra den amerikanske forfatter John Dos Passos. Gennem montagen sættes Lundegaards private vanskeligheder i kontrast til verdensomspændende konflikter, som unægtelig har større tyngde. Misforholdet kan virke komisk, men den stadige skiften mellem mikrokosmos og makrokosmos bidrager til at vise, at de store og de små problemer er forbundne. Når et menneske som Lundegaard må kæmpe for ikke at bukke under, har det sin videre – økonomiske og politiske – begrundelse.

Montageteknikken raffinerede Klitgaard senere i kollektivromanen Den guddommelige Hverdag (1942) om hverdagsmennesker i besættelsesårenes Danmark. Vi følger endnu en lille mand, en sæbehandler, der tager kampen op med en stor sæbekoncern, men i modsætning til Lundegaard nægter han at lade sig kujonere. Læren fra 1930'erne er omsider forstået, og konsekvensen drages: man kan ikke leve af at være pæn og høflig.

Klitgaards mundrette og enkle stil var som skabt til det relativt nye radiomedie, og hans anden samtidsroman om København, Elly Petersen, blev skrevet til radioen. Den blev læst af Elith Pio 1940-41 og udkom i bogform 1941. Det er historien om den 16-årige Elly fra Frederikshavn, der tager til København for at finde arbejde. Her er der mange, som står i kø for at bedrage den naive pige, økonomisk eller erotisk. Hun duperes af storbyens omgangsformer og kender ikke de mest elementære koder. En falsk beleven alfonstype, som sætter kløerne i hende på Hovedbanegården, forekommer hende blot venlig og hjælpsom. Da hun senere bliver ung pige i et herskabeligt hjem, insisterer familiens unge datter på at behandle hende som en intim veninde, indtil klasseforskellen uundgåeligt sejrer og skiller dem ad. Elly bliver efterhånden klogere og vælger til slut at rejse tilbage til provinsen.

Elly Petersen er en dannelsesroman, der indfanger København gennem den troskyldiges, udefrakommendes blik, og Klitgaard udnytter muligheden for at skildre begge livsformer – den landlige og den storbyprægede – med en ironi, der for Ellys vedkommende suppleres med varme og sympati. Romanen blev filmatiseret i 1944 med Bodil Kjer i rollen som Elly.

I 1940 udgav Klitgaard to historiske romaner, som begge foregår i København. Ballade paa Nytorv er henlagt til midten af 1700-tallet og handler om en ung præst, der forelsker sig i arrestforvarerens unge kone med en lidenskab, der først koster ham fornuften, siden livet. De røde Fjer udspiller sig i tiden omkring englændernes bombardement af København 1807. Som hos Nis Petersen danner fortidsskildringen et samtidsspejl; bag den historiske facade angriber romanen den voldsmentalitet, som de tyske besættelsestropper repræsenterede. De „røde fjer“ i titlen henviser til Frederik 6.s adjudanter, der fungerede som et korps af politispioner. Vi følger en mand med det vankelmodige navn Sivertsen. Han afskediges fra sin stilling som huslærer, og efter en periode som subsistensløs presses han til at spionere mod sin tidligere arbejdsgiver.

Romanens hovedmodsætning går mellem den politiske verdens intrigemagere og de almindelige københavnere, som lider under krig og undertrykkelse, men alligevel for de flestes vedkommende nægter at lade sig kue. Som Orwell og andre af tidens socialt sindede forfattere mente Klitgaard, at jævne, upåfaldende mennesker var langt mere interessante end de rige og feterede, og han bragte sin hyldest til den hverdag, som han i sin sidste roman kun halvt ironisk kaldte guddommelig.

Under besættelsen måtte Klitgaard flygte til Sverige. Han nåede at opleve befrielsen og vende hjem, men var nu stærkt angrebet af den tuberkulose, som han havde pådraget sig i sin vagabonderende ungdom. Han døde lillejuleaften 1945. Hans første romanforsøg, De sindssyges klode, blev udgivet posthumt i 1968.