• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Unge kunstneres klub

Oprindelig forfatter LHK

Tove Ditlevsen, Piet Hein, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen udgør ingen etableret gruppe eller generation i dansk litteraturhistorie. Dertil er deres forfatterskaber åbenlyst alt for forskellige i såvel tematisk som stilistisk henseende. Nogle af de første tilløb til forfattergerningen tog de imidlertid i fællesskab. Det foregik i sammenslutningen Unge Kunstneres Klub, der kom i stand i efteråret 1940 og gik i opløsning halvandet år senere, og som i dag fremstår som en af de mest uensartede forsamlinger i det tyvende århundredes danske litteratur. „Sammenslutningens alsidige Karakter har umuliggjort enhver Form for Klikevæsen“, konstaterede magister Niels Kaas Johansen i forordet til antologien Unge Kunstneres Foraarsbog (1942), som skulle blive det eneste litterære vidnesbyrd om klubbens eksistens. Klubben byggede ikke på et æstetisk eller politisk program eller på fælles forestillinger om en tidsånd og dertil hørende tanker om en særligt fornøden fælles litterær indsats. Tværtimod opstod den ud af ensomhed og usikkerhed og et særegent ægteskab mellem Tove Ditlevsen og den tredive år ældre forfatter og kontorfunktionær ved Den Almindelige Brandforsikring for Landbygninger Viggo F. Møller. Foruden Brandforsikringsbladet redigerede Møller fra 1930 til 1951 det navnkundige tidsskrift Vild Hvede, hvori hans hustru debuterede i 1937.

Det var Møller, der ved en sammenkomst hos tegneren Arne Ungermann fik idéen til at samle en kreds af de unge talenter, der bidrog til hans tidsskrift, i en klub, som hans unge hustru kunne være formand for. I efteråret 1940 sendte hun indbydelsen ud til 25 unge forfattere, som hun havde opsporet i Møllers lommebog: „Da jeg lægger alle brevene i postkassen ved siden af politistationen, forestiller jeg mig, hvor glade de vil blive, for jeg tror, de er fattige og ensomme som jeg var det for nylig, og at de sidder på iskolde, lejede værelser rundt omkring“, fortalte hun senere i erindringsbogen Gift (1971). En af dem, der modtog brevet, var „Forfatterinden Ester Nagel“, som der stod på konvolutten – til modtagerens store forundring, for hun havde på det tidspunkt kun udgivet to digte i Vild Hvede. Det meget formelle brev opfordrede ifølge Nagel „unge kunstnere og intellektuelle til at stå sammen i en vanskelig tid“. Besættelsen dannede således en historisk ramme omkring klubben, som blev et fælles åndehul „i en vanskelig tid“, hvor bunkere og beskyttelsesrum blev opført, hvor luftværnssirener blev sat op, og hvor den trykte presse og litteraturen blev holdt i ave af straffelovstillægget af 22. juli 1940, der lovede op til et års fængsel til enhver „der ved trykt Skrift eller paa anden Maade offentligt giver Meddelelser, som er egnede til at skade Landets Interesser i Forhold til Udlandet“.

Stiftelsen af Unge Kunstneres Klub fandt sted den 7. november 1940 i Nationalmuseets restaurant. „Vi var generte og tilbageholdende og følte os langt fra at være noget så overvældende som „kunstnere og intellektuelle“,,, husker Ester Nagel. Den mest nervøse af dem alle, Tove Ditlevsen, blev valgt som formand, for hun havde allerede udgivet en hel bog, Pigesind (1939), hvilket vakte respekt i kredsen. Navnet var der derimod uenighed om: „Vi tænkte først paa at kalde Foreningen for Klub for unge Kunstnere“, fortæller Morten Nielsen i et brev til sine forældre fra november 1940: „Men Viggo F. Møller hørte det, og konstaterede for sig selv, at det i forkortet Form vilde blive K.F.U.K. Saa det blev forkastet“. Til gengæld blev det kortere Unge Kunstneres Klub vedtaget, ligesom det blev stadfæstet, at man skulle mødes hver torsdag til et foredrag ved en kulturpersonlighed – en „giraf“, som Ditlevsen i al fortrolighed kaldte det – og efterfølgende diskussion. Der skulle føres protokol over møderne, som først fandt sted i Nationalmuseets restaurant og senere i et mere ydmygt kælderlokale i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsensgade, som klubben fik lov at disponere over, mod at medlemmerne til gengæld købte en kop kaffe hver. „Det koster en krone uden brød, og dem der ingen penge har låner af dem der har“, lød det solidariske princip, som medlemmerne fulgte ifølge Ditlevsens erindringer.

Annonce

Girafferne talte kritikeren Niels Kaas Johansen, som lagde ud med et foredrag om unge kunstneres vilkår i Danmark, Erling Poulsen, der talte om børneopdragelse, samt H.C. Branner, dramatikeren Sven Clausen og filmmanden Karl Roos. Medlemmerne bidrog også selv – ikke kun med traditionelle oplæsninger, men også med indslag af mere performativ art: Piet Hein deklamerede sine digte, samtidig med at han sprang gennem tøndebånd. Halfdan Rasmussen sad derimod stille og roligt i en trillebør og læste op. I fællesskab fabulerede Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen om den unge, underkendte lokumsdigter Adelmann Blaabølle. Hverken besættelsen eller højtideligheden ved hele foretagendet fik lov til at lægge låg på den humor og selvironi, som flere af gruppens medlemmer besad i særdeles rigt mål. Sammen med den fælles forlegenhed omkring forfatterrollen, som de hver især forsøgte at finde sig til rette i, var det et træk, som bandt dem sammen.

Sammenhængskraften i klubben var imidlertid også erotisk. „Halfdan er forelsket i Ester, Morten Nielsen i Sonja [Hauberg], og Piet Hein i mig. Det er blevet afgjort på få torsdage“, opsummerede Tove Ditlevsen i sine erindringer. Disse alliancer var med til at opløse gruppen. Tove Ditlevsen blev skilt fra Viggo F. Møller, mens Halfdan Rasmussen fandt sammen med Ester Nagel og flyttede i kollektiv på Lolland. Forvist blev klubben fra Kvindernes Bygning i 1942, efter at en foredragsholder havde anskueliggjort sine pointer ved at tegne på kælderlokalets ene hvidkalkede væg. Med bidrag af blandt andet Tove Ditlevsen, Sonja Hauberg, Piet Hein, Ester Nagel, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen blev Unge Kunstneres Foraarsbog således en svanesang for denne let oversete forsamling, hvori de unge kunstere fik rum til at øve sig og samle selvtillid til at satse på den litterære løbebane, som de hver for sig famlende var slået ind på. Klubben blev aldrig til en klike, men ikke desto mindre til et springbræt for flere af de mest læste skønlitterære danske forfattere i det tyvende århundrede.

 Forskræp i Ekstra Bladet den 31. oktober 1941 til en „stor litterær Aften“ organiseret af Unge Kunstneres Klub og afholdt på Borups Højskole midt i København. I klubben samledes en broget skare af forholdsvis ukendte forfattere, der hver for sig efter krigen opnåede stor berømmelse. I påmindelsen om dagens mørklægningstider i avissidens øverste højre hjørne samt i de unge kunstneres konkurrence om en pakke North State-cigaretter aner man besættelsestidens håndfaste rammer omkring klubbens kunstneriske udfoldelser.

Forskræp i Ekstra Bladet den 31. oktober 1941 til en „stor litterær Aften“ organiseret af Unge Kunstneres Klub og afholdt på Borups Højskole midt i København. I klubben samledes en broget skare af forholdsvis ukendte forfattere, der hver for sig efter krigen opnåede stor berømmelse. I påmindelsen om dagens mørklægningstider i avissidens øverste højre hjørne samt i de unge kunstneres konkurrence om en pakke North State-cigaretter aner man besættelsestidens håndfaste rammer omkring klubbens kunstneriske udfoldelser.

 Kredsen omkring lyriktidsskriftet Vild Hvede. Fra venstre: Grethe Risbjerg Thomsen, redaktøren Viggo F. Møller, Erik Knudsen, Asger Dam, Lise Sørensen, Halfdan Rasmussen og Mikala Duurloo.

Kredsen omkring lyriktidsskriftet Vild Hvede. Fra venstre: Grethe Risbjerg Thomsen, redaktøren Viggo F. Møller, Erik Knudsen, Asger Dam, Lise Sørensen, Halfdan Rasmussen og Mikala Duurloo.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Unge kunstneres klub i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477198