Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jazz, humør, holdning - PH-revyerne

Oprindelig forfatter BiHes

I 1929 fik Poul Henningsen for første gang lejlighed til at afprøve ideerne i praksis, da kredsen omkring Kritisk Revy blev inviteret til at være medforfattere på Frede Skaarups revy på Nørrebro Teater. I alt skulle det blive til tre af de såkaldte PH-revyer, let genkendelige på PH's initialer i titlen: Paa Ho'det (Nørrebros Teater, 1929), Pæn og høflig (Riddersalen, 1931) og Paa Halen (Riddersalen, 1932). For Poul Henningsen blev samarbejdet med Kritisk Revy-folkene siden erstattet af andre, bl.a. med Kjeld Abell, og hans virke som revyforfatter fortsatte langt op i 1960'erne.

Paa Ho'det havde ophavsmænd af blandet herkomst. Revydebutanterne Poul Henningsen (tekst), Svend Johansen (scenografi) og Mogens Lorentzen (tekst) kom fra Kritisk Revy, mens Frede Skaarup havde spændt et sikkerhedsnet ud under de unge vilde ved at supplere dem med prøvede folk som Aage Steffensen og Alfred Kjærulff.

Liva Weel, Olga Svendsen og Osvald Helmuth var revyens stjerner. PH-visen Ølhunden glammer gik lige ind i revy- og kulturhistorien og gav Osvald Helmuth hans egentlige gennembrud:

Annonce

Naar din Hals er en halv Meter Nedløbsrør
og din Tunge er som en Galosche,
aar din Drøvel er stor som'n Brioche,
saa'det Organet der er løvet tør.

Saa'det Ølhunden der glammer,
saa'det Bajerens Time min Ven.
Saa'det derfra det stammer.
Hør nu gøer den og teer sig igen.
Stang den en Bajer,
for'den ikke skal helt sygne hen.
Mærk saa hvor den leger.
Se nu logrer den faeme med Halen!

 Osvald Helmuths fremførelse af PH-visen „Ølhunden glammer“ (Paa Ho'det, 1929) gik lige over i revy- og kulturhistorien. Her er det forfatteren selv, der fremfører den i 1952, akkompagneret af Karl Bjarnhof.

Osvald Helmuths fremførelse af PH-visen „Ølhunden glammer“ (Paa Ho'det, 1929) gik lige over i revy- og kulturhistorien. Her er det forfatteren selv, der fremfører den i 1952, akkompagneret af Karl Bjarnhof.

Olga Svendsens Det er her paa Nørrebro, det foregaar (tekst Axel Kjærulff) og ikke mindre end 11 Liva Weel-viser var med til at sikre succesen. Den ny tone, som PH-folkene bragte med sig, slog igennem, lige fra PH's åbningssang, Pressevisen sunget af Liva Weel, til revyens Finale, hvor moralen blev formuleret, lige til at tage med hjem: „Naar De om lidt skal hele Vejen hjem/ (…) / saa lad vor tro paa Tiden føls med Dem./ Den er go, / go for Dem. / Og fandt De Formen lidt for grov, / saa husk det var alvorlig Sjov, / fordi vi elsker nemlig Vejen frem, / Vejen frem, Vejen frem.“

Den næste PH-revy, Pæn og høflig (Riddersalen, 1931), var den første helt vellykkede holdningsrevy. I programmets fortale kunne man bl.a. læse, at.: „Både i Dans, Musik og Sangtekst er der forsøgt en mere engelsk Rytme end sædvanlig. En Ungdom vokser op omkring os med denne Rytme i Blodet (…) i Musik, Dans, Dekoration, Typer, Moral og Spil har vi villet skildre Ungdommen 1931.“ Handlingen var bygget over en omvending af kønsrollerne i Shakespeares Trold kan tæmmes og lod en moderne ung pige (Marguerite Viby) have held til at tæmme sin konservative forlovede (Arne Weel). Det handlede om seksuel frihed, ligestilling og almindelig livsglæde. Det er sjovt at være til, sunget af Marguerite Viby på melodien til On the Sunny Side of the Street med tekst af Mogens Lorentzen, gik over i historien. Men man skulle høre Poul Henningsens egen tekst, Den offentlige Mening, fremført af Arne Weel, for at se hans idé om satire vendt mod publikum udført i praksis:

Det blev hvisket i et Selskab,
De har hørt det paa en Trappe,
De var sikkert selv tilstede,
da Historien blev fortalt Dem, og De lider sandlig ikke af Forbening.
De har længe anet Deres, men De hader alt med Sladder,
De har været loyal og tiet, men nu gaar det ikke længer
under Hensyn til den offentlige Mening.

(….)

Denne offentlige Mening...
det er ikke Dem, jeg mener!
Det er ham til højre for Dem,
eller ogsaa ham til venstre,
som saa prompte ordner Stadens Forurening.
Høje, hellige, moralske,
fine Folk og Samfundsstøtter,
brave Borgere og Venner
I som altid vasker Hænder.
Tag og rend mig i den offentlige Mening!

Grænsen mellem handlingsrevyen og revykomedien var flydende. Aristofanes' gamle komedie Lysistrate blev forvandlet til revykomedien Kvindernes Oprør (1931, Riddersalen) med udfald mod krigsliderlighed og hykleri og med Liva Weel i hovedrollen som græsk kvindesagskvinde. Otto Gelsted oversatte fra græsk, Poul Henningsen stod for viserne, som Gelsted fik megen ros for. PH's navn var blevet for kontroversielt til at stå på plakaten.

Paa Halen (riddersalen, 1932) afsluttede Kritisk Revy-epoken med maner. I Livas store vise, Ta og kys det hele fra mig med musik af Leonard (Bernhard Christensen), udfoldede PH hele sit talent for det hørte, moderne sprog og de dristige rim. Tekst og melodi fandt sammen i lette synkoper:

Det er meget muligt Byen har Taarne paa,
men det mor'mig altsaa mer'en Morn og gaa
i de dæmringslyse Gader hjem fra Adlon,
møde første Morgenmænd og sidste Natvogn.

En fuld Mand med sin Sang,
en Ismand med sin Stang,
Daen i Gang
ta og kys det hele fra mig.

De første nette Pier,
de sidste lette Pier,
trætte Pier,
ta og kys det hele fra mig.

Jeg syns at Daen netop ender saa kønt,
saadan med Morgenstemning, Sollys og grønt.

Byens Konkyliesang,
den københavnske Klang,
lyt engang!
Ta og kys det hele fra mig!

Form og indhold er ét. PH's frihed i forhold til det skrevne ord var i sig selv et opgør med normer og et levende eksempel på livskraften bag (skriftens) konventioner og snæversyn. Rimene er overrumplende og vitale, eksemplerne er utallige og kan plukkes overalt i hans revyviser: „Taarne paa / Morn og gaa“, „radioen / fat i noen“, „til eller fra / grand Danois“, „helmer ej førn / gammeldags Børn“, „Haanden klar til Stening / Vendekaabemening“.

 Mon det går? Bladet Vore Damer er på nysgerrigt besøg hos kredsen omkring Kritisk Revy, som er blevet inviteret af Frede Skaarup til at være medforfattere til årets revy på Nørrebros Teater. Det gik. „Kaptajnen“ Poul Henningsen havde hudflettet revyens forfald i Kritisk Revy. Nu fik Kritisk Revy-folkene mulighed for at afprøve ideerne i praksis, dog med et par mere prøvede medforfattere, som Skaarup havde indsat som sikkerhedsnet under de unge vilde. Resultatet blev den første af tre såkaldte PH-revyer, Paa Ho'det (1929). Først den næste, rene PH-revy, Pæn og høflig (Riddersalen, 1931), blev en rigtig vellykket holdningsrevy, et eksempel på PH's brug af „revyen som våben“.

Mon det går? Bladet Vore Damer er på nysgerrigt besøg hos kredsen omkring Kritisk Revy, som er blevet inviteret af Frede Skaarup til at være medforfattere til årets revy på Nørrebros Teater. Det gik. „Kaptajnen“ Poul Henningsen havde hudflettet revyens forfald i Kritisk Revy. Nu fik Kritisk Revy-folkene mulighed for at afprøve ideerne i praksis, dog med et par mere prøvede medforfattere, som Skaarup havde indsat som sikkerhedsnet under de unge vilde. Resultatet blev den første af tre såkaldte PH-revyer, Paa Ho'det (1929). Først den næste, rene PH-revy, Pæn og høflig (Riddersalen, 1931), blev en rigtig vellykket holdningsrevy, et eksempel på PH's brug af „revyen som våben“.

Den folkelighed, som PH identificerede sig med, var i hans optik lig med selve det moderne. Det er en kobling, som står i voldsom modsætning til fx Kaj Munks eller Martin A. Hansens opfattelse af det folkelige som det landligt rodfæstede og konservative.

Også PH havde blik for tabet ved samfundsudviklingen, fx i den betingede hyldest til København i Lulu Ziegler-visen Byens Lys (Op og ned med Jeppe, Riddersalen, 1937): „Hvad trækker Folk til disse Steder / og dette Flammebaal mod Skyen? / Dérude var Marker og Glæder og Ro. / Alligevel saa elsker vi Byen.“

Men PH lancerede en anden og ny folkelighed: byens og arbejdernes og det moderne massesamfunds folkelighed. Hos ham er folkets stemme ikke jysk som hos Munk eller fynsk som hos Morten Korch, den er københavnsk, og hans folkelige ideal er en københavnerinde af arbejderklassen, fri og usnobbet, fuld af humør, sund fornuft og en næsten overmenneskelig (Liva Weel'sk) vitalitet.

PH var ikke alene om sin hyldest til byen. Op gennem 1930'erne opstod en moderne form for hjemstavnsdigtning, der hyldede København. Særligt slidstærk var Olga Svendsen-visen Nyboders Pris (tekst Axel Andreasen, Scala Revyen, 1930).

Samtidig blev revyen som genre i stadig højere grad et københavnerfænomen. En række af de store københavnerrevyer blev transmitteret af Statsradiofonien til hele landet, mens antallet af lokale revyer faldt. I nogle år fungerede København virkelig som hovedstad og storby, og i et væld af sange skildres byen i gammel og ny jazzificeret rytme. København er scenografi og sætter lys omkring de nye mennesker og emner, revyen sætter i scene.

Efter Kritisk Revy-epoken fortsatte Poul Henningsen som revyforfatter med Op og ned med Jeppe efter idé af Otto Gelsted. Handlingsforløbet bestod igen i en omvending af et kendt drama, denne gang Holbergs Jeppe paa Bjerget, som vi møder i skikkelse af assurancedirektør Jeppe Bjerg, som efter et fugtigt natklubbesøg bliver samlet op på gaden og vågner i et arbejderhjem. Moralen er, ikke overraskende, at direktøren, befriet fra karriereræs, prestige og hustru, oplever lykken ved et jævnt og enkelt liv. Lulu Ziegler-viserne Byens Lys og Bare glid (musik Bernhard Christensen) gik over i historien. Den sidste handlede som en af de få anti-nazistiske revyviser fra 1930'erne om „menneskets infame tilpasningsevne“ og den politiske følgagtighed under truslen fra nazismen. Omkvædet illustrerer bevægelsen fra første strofes solidaritet med publikum i en fælles vi-følelse: „Kan du ikke taale Lugten, saa gaa ud af Bageriet, / bare glid! / Men vi blir jo faktisk alle sammen i'et“ til sidste strofes moralske svirp mod publikum, holdt på afstand, som „Jer“: „Kan du ikke li at myrde, saa træd ud af Kompagniet, / bare glid! / Men I blir jo faktisk alle sammen i'et.“

Fra revyen Mars paa Weekend (Riddersalen, 1937), skrevet af Kjeld Abell og PH, blev Liva Weel-visen Naa med melodi af Bernhard Christensen en varig succes. Visens vemodigt-sentimentale lynoverblik over et kvindeliv lod de skiftende faser og stemninger opsummeres i hver strofes afsluttende „nå“, sunget hjem med hele Liva Weels nuanceringstalent.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Jazz, humør, holdning - PH-revyerne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477169