Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De legendariske 30'ere

Oprindelig forfatter BiHes

For eftertiden skulle 1930'ernes revyer blive legendariske, og eftervirkningerne skulle vise sig langtidsholdbare. Af mange grunde. En af dem er teknisk: grammofonoptagelserne med tidens store revykunstnere fik en markant bedre kvalitet, og de mest elskede af 30'ernes revyviser kunne genhøres årti efter årti fx i Statsradiofoniens populære ønskeprogram Giro 413. Det gjaldt fx Osvald Helmuth-viserne I den mellemste Køje (1936), Henne om Hjørnet (1936), Dit Hjerte er i Fare, Andresen (1936), Havnen (1937), Hende Konen, Kællingen, Madammen (1938).

Dertil kom, at 30'erne fortsattes ind i 1940'erne og 1950'erne gennem de navne, som fortsat tegnede revyen, og som for det meste havde rod i 1930'erne, ofte i 1920'erne. Det gælder forfattere som Poul Henningsen, Poul Sørensen (Poeten), Mogens Dam, brødrene Børge og Arvid Muller og skuespillere som Liva Weel, Osvald Helmuth, Marguerite Viby, Olga Svendsen, Erika Voigt og Hans W. Petersen.

Men 30'ernes ry skyldes især, at der blev skabt en væsentlig fornyelse af genren. Med Poul Henningsen og kredsen omkring ham blev det lette skær af operette, som kunne ligge over 1910'ernes og 1920'ernes revyer, afløst af en moderne holdningsrevy, som handlede om almindelige mennesker. Den var skrevet på mundret københavnsk, ofte til let synkoperede jazzrytmer, poetisk og jævn, båret af frisindede holdninger til konvention og kønsroller, snæversyn og sladderpresse, krig og kærlighed. Poul Henningsen var det arbejdsomme og dynamiske centrum. Han ville omforme genren og bruge „revyen som våben“. Det drejede sig om holdninger, og PH tog kampen op om det moderne publikums bevidsthed, ikke mindst som kritiker af den medieskabte virkelighed, især af sladderpressens proportionsforvrængning og småborgerlighed.

Annonce

 The roaring twenties. Direktør Frede Skaarup investerede en formue i det københavnske teateretablissement Scala, der blev berømt for sine overdådige operetter og revyer med navne som Carl Alstrup og Liva Weel på plakaten. Scala lå uden for konkurrence, når det gjaldt professionel underholdning efter udenlandsk forbillede. Her var overdådig scenografi, letpåklædte korpiger, dansepiger og et væld af statister. Scenebillede fra operetten Bajaderen, opført på Scala i 1922.

The roaring twenties. Direktør Frede Skaarup investerede en formue i det københavnske teateretablissement Scala, der blev berømt for sine overdådige operetter og revyer med navne som Carl Alstrup og Liva Weel på plakaten. Scala lå uden for konkurrence, når det gjaldt professionel underholdning efter udenlandsk forbillede. Her var overdådig scenografi, letpåklædte korpiger, dansepiger og et væld af statister. Scenebillede fra operetten Bajaderen, opført på Scala i 1922.

Poul Henningsen indgik i skiftende, frugtbare samarbejder. Legendarisk er især hans samarbejde med Liva Weel og komponisten Bernhard Christensen. Sammen stod de bag nogle af 30'ernes store revy-klassikere. Allerede i 1928 havde PH beskrevet den satiriske revys forfald og „Sentimental-Ruinismen“ på de danske revyscener i et nummer af tidsskriftet Kritisk Revy. Bag den gamle revy lå der i hans øjne en klassekamp for borgerskabets åndelige og timelige frigørelse; nu havde borgerskabet imidlertid sejret så eklatant, „at Bourgeoisiet strækker sig helt til den ufaglærte Arbejder. Det svigtede, underkuede, retsløse Proletariat i Danmark er nogle Landarbejdere, de Hjemløse og Kolonihavebeboerne.“ Nu lod den satiriske revy sig kun genrejse, hvis den vendte sin ironi mod publikum. Artiklen sluttede med en fremskridtsoptimisme, der skulle vise sig begrundet: „Revyen har alle Kort paa Haanden. Den er vor Tids Kunst. En Fornyelse af dens Satire er ganske vist tiltrængt, men alene det er Sikkerhed for, at den ogsaa vil komme.“

 For fuld udblæsning. Liva Weel som græsk kvindesagskvinde i Riddersalens opsætning af Kvindernes Oprør (1931), en revykomedie frit efter Aristofanes' gamle komedie Lysistrate. Otto Gelsted oversatte fra græsk. Poul Henningsen bearbejdede og stod for viserne, som Gelsted fik megen ros for. PH's navn var blevet for kontroversielt til at stå på plakaten.

For fuld udblæsning. Liva Weel som græsk kvindesagskvinde i Riddersalens opsætning af Kvindernes Oprør (1931), en revykomedie frit efter Aristofanes' gamle komedie Lysistrate. Otto Gelsted oversatte fra græsk. Poul Henningsen bearbejdede og stod for viserne, som Gelsted fik megen ros for. PH's navn var blevet for kontroversielt til at stå på plakaten.

I en kronik i Politiken forudså han i 1930, at et nyt publikum ville stille nye krav til forfatterne: „Man vil forlange, de skal have noget paa Hjerte, noget der gælder noget for dem. Det behøver ikke at være samfundsomvæltende Satire, men det maa være Menneskeskildring, det maa bero paa Iagttagelse, det maa kunne kaldes Kunst“. „Den ny Revy“, spåede han, „vil ikke vende tilbage til Behandlingen af Stadens prominente Folk, men den vil mere alment behandle de Problemer, som er brændende i Øjeblikket. Den vil komme til at handle om ganske almindelige Mennesker.“ PH efterlyste en kritik, der ville tage revyen lige så alvorligt som al anden kunst. Det var et ønske, som skulle gå i opfyldelse. Med PH-revyerne blev der skabt en genre, som blev taget alvorligt og anmeldt på linje med anden seriøs teaterkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: De legendariske 30'ere i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477168