• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Underholdning og holdning - revyen

Oprindelig forfatter BiHes

Fornyelsen af 1920'ernes danske dramatik lod vente på sig. Og hvad der gjaldt det seriøse drama, gjaldt i endnu højere grad det folkelige, underholdende teater. Underholdningsteatret stod i stampe og måtte samtidig se sig konfronteret med den ny konkurrence fra filmen, som hurtigt havde erobret en voldsom popularitet som underholder i den store stil, mens underholdningsteatrets repertoire og stil syntes kørt fast i baner fra 1910'erne og de tidlige 20'ere.

Men revyen havde sit eget felt. Og genren gav en oplagt mulighed for at opdatere skildringen af danske mennesker og danske forhold. Mens skuespilscenerne kunne nøjes med at præsentere det nye i form af oversatte udenlandske stykker, var revyen tvunget til at beskæftige sig med de hjemlige forhold. Det gav mulighed for at dyrke den lyriskbarokke tidskommentar, hvis tradition kan føres helt tilbage til Holbergs sædekomedier og Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil.

I første omgang var fornyelsen af revyen mest mærkbar på de ydre linjer. Med det københavnske teateretablissement Scala fik byen sin del af 'the roaring twenties'. Direktøren Frede Skaarup investerede en formue i overdådige forestillinger med en opsætningspragt, der lå uden for konkurrence. Scala havde sin egen stjerne, den nyopdukkede sangerinde Liva Weel, men også letpåklædte korpiger, dansepiger, en overdådig scenografi og et væld af statister, der gjorde Scala til et standende samtaleemne. Forfatteren Emil Bønnelycke ofrede det et helt kapitel i romanen Ny Ungdom (1925). Her kunne man læse, at Scala var „den mest iøjnefaldende Brandbyld i det moderne København“, et „Sodoma“, der måtte brænde ned til Grunden for at give Plads til et Teater, der talte med „Idealets Stemme“ til, hvad der var „godt og sundt i Menneskene“.

Annonce

Med tekstforfattere som Axel Andreasen, Carl Arctander, Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulff og komponister som Lauritz Howalt, Emil Reesen og Kai Normann Andersen skabtes der viser til Scala-revyerne, som skulle få et langt efterliv: Arctander, Brandstrup og Kjærulff stod bag Liva Weel-succeser som Eskimovisen (1924) („Eskimo'r, Eskimo'r / elsker Hvalrostournedo'r“), Han har min Sympati (1924) Lille Lise let paa Taa (1924), Adrienne med sin Luftantenne (om det nye fænomen radioen, 1925), La Garçonne (om 20'ernes mande-kvinde, 1925) og Arne Weel-visen Du gamle Maane (1925).

Satirisk revy var det ikke, langt mindre „revy som våben“. Men det lette operetteskær, det humørfyldte og nonsens-viserne kunne have dadaistisk-legende kvaliteter, og Liva Weels vitalitet og fraseringskunst kunne give rum for en champagneboblende livsglæde. Det vemodige og det sentimentale fik også sit, alt sammen løftet op i en overpersonlig sfære af „vi er jo alle mennesker“.

Også tekster og melodier fra 1920'ernes mange andre revyer holdt sig levende som schlagere langt op i 1950'erne, enkelte af dem lige til i dag. Dukke Lise („Sov Dukke Lise, sov og bliv stor“, Ludvig Brandstrup, Tivoli Revyen, 1920) Der er Lys i Lygten, lille Mor (Axel Andreasen, Tivoli Revyen, 1921), Lille Sommerfugl (Ludvig Brandstrup, Tivoli Revyen, 1921), 8 Dage paa Landet („Vi vil saa gerne en Tur paa Landet / ja blot til Taastrup om ikke andet“, Johannes Westermann, Nørrebros Teater, 1922), Maggedudi (Ludvig Brandstrup, Tivoli Revyen, 1923). En enkelt af de gamle revyviser fra 20'erne fik uhyggeligt nyt liv, da Ole Bornedal brugte Lille Lise let paa Taa som en mordets melodi i filmen Nattevagten (1994).

Ludvig Brandstrups Co-Optimisterne (1925-35) blev årtiets væsentligste nyskabelse, en reaktion på ikke mindst Scalas udstyrsstykker og handlingsrevyer med en stadig tyndere rød tråd. I beskedne rammer skabte Co-Optimisterne en skarpere, mere intellektuel revy med hib til alle sider og med viser og sketches i lag på lag, bundet sammen af Ludvig Brandstrups satirisk-causerende konferencier, en forløber for senere 'stand-up-comedians'.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Underholdning og holdning - revyen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477167