Konditoren i Kjellerup først i 1930'erne. Det var i denne periode, Albert Dam skrev romanen Saa kom det ny Brødkorn. Drengen til venstre er sønnen Ole, der døde kort tid efter.

.

Så egensindige forestillinger om tilværelsen krævede deres eget komprimerede og knortede udtryk. Dam skrev engang i et brev til forfatterkollegaen Cai M. Woel, at han med hvert nyt værk måtte begynde „fra et sprogløst Stade“ og kæmpe sig frem til den rammende formulering. Nogle af hans bøger blev positivt anmeldt, enkelte fik endda et vist publikum, men nogen folkelig forfatter blev han aldrig. Først sent i karrieren skabte hans kompromisløst selvstændige sprog- og tankeverden ham en skare af beundrere blandt forfattere, som kunne have været hans børne- eller oldebørn.

Debutromanen Mellem de to Søer (1906) er en jysk thriller, der bygger på en dengang meget omtalt kriminalsag, det såkaldte Hjorthøjmord på Århus-egnen. En ung kvinde var blevet myrdet og hendes lig voldsomt skamferet. Hos Dam flyttes scenen vestpå til området mellem Skanderborg og Stilling, og interessen forskydes fra ofret til gerningsmanden, den splittede og temperamentsfulde Karl Bay. Den unge kvinde havde været hans kæreste og gennem sin snart indladende, snart afvisende optræden tirret Karl, som til sidst gribes af vanvid og myrder hende. Efter mordet plages han mere af angst end af anger og er helt i sine feberfantasiers vold.

Ved udgivelsen udtalte Dam selvbevidst, at mage til figur findes ikke i verdenslitteraturen, men der er træk af det tidlige 1900-tals rædselsrealisme i skildringen af Karls hallucinationer: „Menneske, duk dig! … kravl paa alle fire! … æd Græs! … vrid dig som en Orm! … rod dig ned i Jorden! skjul dig, skjul dig! …“ Sådan fortsætter Dam, med udstrakt brug af tre prikker og udråbstegn. Det er bloddryppende prosa, der peger frem mod 1920'ernes ekspressionisme. Portrættet af Karl Bay foregriber desuden Jørgen Nielsens skildringer af indesluttede og knugede mænd, der handler fatalt og voldeligt i truende situationer.

Dam blev født i Fruering sogn mellem Århus og Silkeborg, og den jyske, firlængede gård var hans biografiske og litterære udgangspunkt. Men at den var det givne, betød ikke, at den var et helligsted, der skulle værnes mod udviklingen, og Dam var lige så fascineret af det tekniske fremskridt som af det traditionelle bondesamfund. Hovedpersonen i romanen Det bevingede Hjul (1908) er opfinder og som sådan indbegrebet af det moderne menneske. Den konkrete opfindelse er en typisk Dam'sk mærkværdighed: en enhjulet motorcykel, kaldet en „Afstandssluger“, der er hastig som vinden!

Allerede Mellem de to Søer rummede henvisning til en (virkelig) teknisk nyskabelse, idet den bringer den sandsynligvis første skildring af en filmforevisning i dansk litteratur. Den hører vi om i kapitlet „Levende Billeder“. Karl og hans kæreste er på udflugt til Århus, og her overværer de i et telt et stumfilmmelodrama. Billederne er levende, eller rettere næsten levende, for Karl registrerer, at den kvindelige hovedpersons bevægelser „er sammensatte af en utallig Række smaa Stød hurtigt ovenpaa hinanden“. Så følger en kommentar, som meget håndgribeligt viser, hvorledes mødet med den ny teknik præges af en ældre, landlig bevidsthedshorisont: „Karl Bay kommer til at tænke paa Knivsaksens Bevægelser paa en Høstmaskine.“

Filmens klichéspækkede historie om jalousi og duel gengives med stor akkuratesse og underdrejet humor. De to mænd, der rivaliserer om heltindens gunst, omtales som henholdsvis den høje og den runde hat – Dam indfanger filmens enkle billedsprog, nødvendiggjort af mediets primitive udviklingsstade, med lige så enkle midler. Heltinden kaster smægtende blikke, snart efter den høje, snart efter den runde hat, og da hattene til sidst duellerer på pistoler, kommer de ulykkeligvis til at dræbe hende, da hun kaster sig ind imellem dem. Intermezzoet om de levende billeder er tematisk forbundet med romanens kærlighedshistorie, men viser andre, mere konkret observerende sider af Dams fortællekunst end de rædselsrealistiske og ekspressionistiske. Historien om Karl Bay videreførtes i romanen I den firlængede gård, som Dam skrev 1906-13. Ingen forlag ville antage den, og den blev først udgivet i 1988.

I sin ungdom studerede Dam historie ved Københavns Universitet, men tog aldrig eksamen. Han arbejdede som journalist i nogle år og rapporterede i den forbindelse indgående om forholdene i det danske fængselsvæsen. Herefter var han i den lange periode fra 1914 til 37 konditor i Kjellerup nær Silkeborg, efter lokales udsagn mere optaget af sine mangeartede historisk-filosofiske studier og funderinger i baglokalet end af kunderne i butikken. Hovedværket i denne fase er Saa kom det ny Brødkorn (1934), en udviklings- og hjemstavnsroman med udblik til kosmos. Dam vil skildre det higende menneske og dermed, hvad han opfatter som det eksemplarisk menneskelige.

Hovedpersonen Hans Peter Nielsen forener i sin figur det rodfæstede og det fremtidsvendte: Han er bonde – og opfinder. Det er udviklingen af en ny kornsort, der bliver Hans Peters livsprojekt. Han oplever stadig modgang, både menneskeligt og arbejdsmæssigt, men også kærligheden i et forhold, hvor manden er den rastløst higende, mens kvinden skildres som den samlende kraft, livets opretholder og befæster. Idealet er en balance mellem mandligt og kvindeligt, og den balance er det blevet sværere at opnå i det moderne samfund. En ingeniør vil regulere den lokale å, men forårsager en oversvømmelseskatastrofe, da naturmagterne slår igen. Dette civilisationskritiske motiv findes også i Jacob Paludans Fugle omkring Fyret (1925) og senere i Erik Aalbæk Jensens Dæmningen (1952), men hos Dam får det desuden et økologisk og kønspolitisk perspektiv: Menneskets overlevelse trues af den moderne teknikdyrkelse og det ensidigt maskuline erobringsforhold til naturen.

I Dams univers råder ingen guddommeligt styrende eller tilgivende instans. Det er overladt menneskene selv at skabe deres liv på tvivlens betingelser og i fællesskab bære ansvaret for deres handlinger, og også i Saa kom det ny Brødkorn giver en forbrydelse anledning til refleksioner over skyld og ansvar. I den lille roman Jomfruen og soldaten (1951), som Dam kaldte for „et træsnit fra det 19. århundrede“, beretter han i en lettere, eventyragtigt stiliseret form om et umage ægtepar. Hun er en sart og fornem pige, der forelsker sig i en fattig jysk bondekarl, flytter med ham til hans hjemegn og klarer den vanskelige omstillingsproces fra københavnernips til et menneske, som besinder sig på, at hendes bestemmelse er at blive taget i brug.

Dag så lang (1954) er en roman i indre monolog-form om en gammel mand, der under en hospitalsindlæggelse gribes af anfægtelser og tager sin hidtidige tilværelse op til revision. Hans rastløse tankestrøm rummer den ejendommelige blanding af vision og konkretion, som efterhånden fik yngre forfattere til at øjne en åndsbeslægtet i den gamle outsider. Bredere opmærksomhed vakte Morfars by (1956), en samling historier om livet i Fruering sogn i midten af 1800-tallet. Blandingen af historisk tonet sædeskildring, karakterportrætter og lunt serverede anekdoter gjorde sammenligningen med Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier uundgåelig.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hjemstavnsekspressionisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig