Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poesi og politik

Oprindelig forfatter LHK

Hvor meget der var på spil for la Cour i dette projekt, forstår man ud fra poetikkens ord om, at kun „Poesien kan frelse“ mennesket. Bevidstheden om altings enhed var nødvendig for at redde mennesket fra sig selv. I en forelæsning holdt for de danskstuderende ved Københavns Universitet 1944 omtalte la Cour det som „vor vældigste Erfaring, at de Rystelser, som staar paa, ikke kan nedskrives til at være en Kamp mellem Stater eller Systemer, men at de er en Kamp inden i os, i os alle, inde paa Menneskets indre Skueplads, for at finde Vækstbetingelser for en Kultur, der kan rumme hele Mennesket“. Dette problem optog la Cour til det sidste, og det var dét, der skilte ham fra Heretica-gruppen. For selv om hans poetik af Wivel blev opfattet som en opsummering af heretikernes hensigter med tidsskriftet, var det ikke desto mindre nødvendigt for redaktionen at bortredigere en række passager i manuskriptet, der var for politiske.

 Snapshot fra indspilningen af Carl Th. Dreyers filmklassiker Jeanne d'Arcs Lidelse og Død i Frankrig 1927. Det er Dreyer til højre i læderjakken. Til venstre ses hans assistent Paul la Cour iført baskerhue og solbriller. La Cours andel i produktionen fremgik ikke af den oprindelige version, hvor al kreditering var udeladt med det formål at fremme filmens illusionsskabende virkning.

Snapshot fra indspilningen af Carl Th. Dreyers filmklassiker Jeanne d'Arcs Lidelse og Død i Frankrig 1927. Det er Dreyer til højre i læderjakken. Til venstre ses hans assistent Paul la Cour iført baskerhue og solbriller. La Cours andel i produktionen fremgik ikke af den oprindelige version, hvor al kreditering var udeladt med det formål at fremme filmens illusionsskabende virkning.

Det gik blandt andet ud over afsnittet „Tid og Omverden“, hvori la Cour udtaler sig om perspektiverne for en „aandfuld Politik“. Disse blev, da fragmenterne udkom i bogform, angrebet frontalt af Bjørn Poulsen, som i Heretica i 1949 mente, at bestræbelsen på „at drage Digtets Konsekvens uden for selve Digtet“ var „at være Poesien utro med Tanken“. Det var en hovedsag for ham og for Heretica-gruppen i almindelighed at trække en skillelinje mellem poesi og politik, men i forhold til la Cours manuskript kom de til at trække den tydeligere, end den i udgangspunktet var. Da Ole Wivel på et pressemøde den 1. marts 1949 kaldte Fragmenterne for „centralt heretiske“, afstedkom det en opfordring til la Cour fra det kommunistiske dagblad Land og Folk om at tage stilling til sit tilhørsforhold til tidsskriftet. Det gjorde han ugen efter ved at undsige Wivel og opsige sit medarbejderskab ved Heretica. Senere brugte Thorkild Bjørnvig poetikken som afsæt i et forsøg på at distancere sit eget lyriske projekt fra både la Cours og Ole Wivels. Udsagnet om, at Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog var centralt heretiske, giver derfor også mening i den forstand, at de var centrum for diskussion og anledning til væsentlige uenigheder mellem gruppens medlemmer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Poesi og politik i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477229