Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fragmenter af en dagbog

Oprindelig forfatter LHK

Fragmenter af en Dagbog lægger sig i forlængelse af den Jena-romantiske poetiktradition, grundlagt af August og Friedrich Schlegel, ved sin fragmentarisk-aforistiske udformning, der gør den til et selvstændigt kunstværk snarere end en afhandling: „Jeg følte det ganske enkelt var et Digterværk, jeg skrev, og ingen Bibel eller Traktat“, udtalte la Cour i 1956 i Perspektiv. Fragmenter af en Dagbog byder på refleksioner over digtningen som både proces og produkt, men den handler i høj grad også om dét, som kaldes for „det egentlige, det der ligger før Sproget“. Dette er emnet for poetikken, og også det gennemgående anliggende for la Cours forfatterskab, der med heretikerne deler en helt grundlæggende antagelse af, at der er en virkelighed før sproget og refleksionen, som det gælder om at forbinde sig med.

I la Cours poetik optræder dette „egentlige“ også under betegnelsen „Poesien“. Det dækker ikke over digtet, den tekst man enten kan læse eller høre blive læst op. Poesien er snarere en „Viden om alle Tings Enhed“, og den kan komme „til Syne“ i digtet, når det lykkes. I la Cours forståelse var det således ikke strengt nødvendigt at skrive digte for at være digter, for „Digter er enhver, i hvem Enheden i alle Ting lever og vidner“. Digtets succeskriterium er derfor ifølge la Cour, at det åbenbarer enheden, denne „ubeskrivelige Livsfølelse, hvori alt smelter sammen“.

 Paul la Cour på talerstolen.

Paul la Cour på talerstolen.

La Cours begreb om denne „ubeskrivelige Livsfølelse“ går ikke i første omgang tilbage til romantikken – som man ellers kunne tro – men derimod til den franske filosof Henri Bergson. Omkring århundredeskiftet formulerede Bergson en moderne procesfilosofi, som vendte platonismen på hovedet ved at hævde, at virkeligheden findes i den umiddelbart givne strøm af sanselige fremtrædelser og ikke i nogen bagvedliggende rationel struktur. Bergson, som har haft stor betydning for den modernistiske litteratur i første halvdel af 1900-tallet – blandt andet for Marcel Proust og T.S. Eliot – påpegede, at mennesket med intellektet kan begribe relationer mellem ting, men ikke dét at tingene er, deres væren. For forstanden fastholder og fikserer fænomenerne, som i virkeligheden er i evig bevægelse. „Der gives ikke Ting, men kun Handlinger“, lyder en berømt spidsformulering i hans hovedværk Den skabende Udvikling (1907, da. 1915), der lægger vægt på, at også menneskesindet konstant forandrer sig og aldrig vender tilbage til en tilstand, som er helt identisk med en tidligere indre stemning. Således oplever det enkelte menneske aldrig noget som helst på helt den samme måde, sådan som forstanden ellers foregiver. Det er hverdagsbevidstheden, der arrangerer verden ud fra genkendelsesmønstre, som er nødvendiggjort af praktiske hensyn.

Annonce

Det er denne mekanisme, som Paul la Cour drager den yderste – og tilsyneladende omvendte – konsekvens af, når han ud fra forstandens overtagelse af oplevelsen slutter, at man faktisk

(…) kun een Gang oplever hver Ting dybt og absolut. I al senere Oplevelse indgaar en Reproduktion af Grundoplevelsen. Vi tror paany at opleve, men det er en Barndom som overvælder os og igen tager os i Besiddelse. (…) I Tilværelsens store Øjeblikke forandres vort Tidsbegreb og rummer nu i svimlende Følelse af Fylde paa een Gang Fortid og Fremtid, ikke som Erindring og Fremsyn, men som absolut Realitet i Øjeblikket.

I disse få øjeblikke, hvor den praktiske væren i verden er ophævet, er der adgang til en dybere bevidsthed om, at alt – og også bevidstheden og tiden selv – er i bestandig bevægelse og tilblivelse. Dette er en grundtanke hos la Cour og i videre forstand hos Bergson, der gjorde op med forestillingen om, at tiden skulle være en slags uforanderlig beholder, som alle forandringer foregår i. Tiden er tværtimod tingenes eget forløb og således i sig selv dét, der forandrer sig. Bevidstheden herom trænger igennem i drømme, og ved særlige lejligheder igennem kunsten og filosofien, mente Bergson. Det var forstanden, der stillede sig i vejen for denne følelse, for „Vi tænker ikke den virkelige Tid. Men vi lever den, fordi Livet rækker længere end Forstanden“, erklærede han videre i Den skabende Udvikling.

Det ligger i forlængelse af fornemmelsen for verdens bevægelse, at Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog definerer det poetiske digt som „en Strøm af Ordforbindelser, gennem hvilke Poesien lader sig til Syne“. Netop sådan er poetikken i sig selv udformet; den ligner en dagbog i den forstand, at tanke- og tekstforløbet følges ad i en fælles bevægelse i retning af et ubeskriveligt mål. Men samtidig – og dette modarbejder illusionen om en famlende tankegang – står nærmest hver enkelt sætning med sådan en prægnans, at den lyder som en sikker og selvtillidsfuld forkyndelse. Det poetiske projekt, som la Cour formulerer i Fragmenter af en Dagbog, går ud på at skænke medmennesket en indsigt i virkeligheden, som den er: „Alt er Bevægelse og Liv. Selv døde Stoffer paakalder kun vor Opmærksomhed, fordi de et Øjeblik standsede deres Dans“. Denne indsigt demonstrerer det tidligere digt „Nattetale“ fra samlingen Den tredie Dag (1928), som han sendte hjem fra Frankrig:

Jeg hører i Nattens vidunderlige Stilhed
Stenen som ruller og Æblet som falder.
Vejene og Plænerne i Haverne taler,
alle Grænser flyttes, intet har Alder.

Vinstokke rækker deres duftende Arme
ind i Nattens Svalhed som Barnet der lader
sin aabnede Haand over Baadens Side slæbe
med drivende Fingre i Bølgernes Kaskader.

Langt borte imod Hegnet stimler Negene sammen
og bøjer tunge Hoder over tunge Rygge,
Stubmarken løfter mod en Lysning sin Farve,
taagegraa den stiger af en rusten Skygge.

Saa let som et Kærtegn af drømmende Hænder
staar Bjergenes bevægede Linjer i Rummet,
de hvilende Skrænter begynder at aande,
den stenhaarde Form er ikke forstummet.

Alting er mig ukendt og alting forandres,
jeg ser ikke mere men Øjet fornemmer
og hele mit tyngede Legeme lytter
til Tingenes sagte og svævende Stemmer.

I nattens stilhed og forskelsløshed udvider jeg'ets bevidsthed sig og indoptager det sydlige landskab, som det er omgivet af. I løbet af digtet indstilles sansningen og afløses af fornemmelsen. Til sidst er det ikke kun med ørerne og forstanden, men med hele kroppen at jeg'et lytter, og da er det, at tingene taler. Således beskriver digtet en tilstand af hengivelse til verden, en åbenhed, der er som den barnlige hånds kærtegn af havet. Det drejer sig dermed om ét af de „sjældne, aabne Øjeblikke, da du i ordløs Oplevelse smeltede ind i Tilværelsen og var i dens Stamme som en Bille i Barken“, som la Cour formulerede det tyve år senere i poetikken.

Ikke siden Harald Landt Momberg havde ordløsheden betydet så meget for en dansk digter, som den gjorde for la Cour. Hans lyriske projekt kredser om disse ordløse oplevelser, som han ikke blot vil repræsentere, men række frem som en realitet i digtet. Det gjaldt for la Cour, som det tidligere gjorde for Gustaf Munch-Petersen, om at gøre digtet til en handling i stedet for udsagn: „Jeg beder ikke om at maatte skrive Digte, og Sandheden kender jeg ikke, men om at maatte give Liv til en Realitet“. Hvorvidt han opnåede dette i og med sine digte, har hans læsere efterfølgende sat spørgsmålstegn ved. Som la Cour-forskeren Povl Schmidt har udtrykt det, så „forblev det pinagtige dilemma for la Cour: at have den grænseløse og tidløse livsoplevelse syngende i sig, men ingen ord til at synge den“. Sprogets afmægtighed var udfordringen. La Cour noterede i slutningen af 1930'erne, at ordene er „stærke nok til at sige netop det, der kan siges, men de er for svage at sige det uudsigelige“. Det egentlige. For så vidt er det ikke mærkeligt, at la Cours største kunstneriske triumf ikke var digtning i snæver forstand, men derimod en metapoetisk tekst, Fragmenter af en Dagbog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Fragmenter af en dagbog i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477228