Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det åbne og det lukkede menneske

Oprindelig forfatter BiHes

„Jeg tror paa det usynlige der er menneskene imellem (…) Kunne vi gøre det usynlige i os synligt, ville forbandelsen langsomt miste sit fodfæste“, hedder det i Vetsera blomstrer ikke for enhver. Den blå pekingeser (1954) udspilles i et magisk rum, en dimension, hvor netop det usynlige mellem mennesker bliver synligt. Det er Abells største, mest inspirerede og virtuose skuespil.

Den blå pekingeser er en fantasileg på liv og død. André, stykkets fortæller og centralfigur, var som ung forelsket i den gådefulde og tiltrækkende bourgeoisipige Tordis Eck.

Nu er han gift med Marianne og far til et par børn. Familien har en enkelt gang besøgt Tordis i hendes selvvalgte eksil på Iselø, da han en sen eftermiddag sidder på sin og Tordis' gamle stamcafé. Her modtager han et brev med et fotografi af Tordis' for længst afdøde tante, Isabella de Creuith. Han forstår, at brevet er fra Tordis, sendt til ham som en sidste hilsen før hendes selvmord. Og mens han stadig sidder i plyssofaen på den gamle café, kommer han telepatisk til stede på den stormomsuste Iselø, hvor han til sidst får reddet Tordis ud af isolationen og tilbage til livet. I referat en umulig historie, men Abells kunst består i at gøre dette umulige muligt og få os til at tro på bevidsthedens transcenderende kraft. Stykket udspilles angiveligt i den tid, det tager at høre den klassiske koncert, som Marianne til sidst vender tilbage fra. I realiteten er vi uden for tiden, hensat til en bevidsthedsdimension, hvor fortid blander sig med nutid og fremtid, hvor de døde er levende, og de ufødte kan tale.

Annonce

Den blå pekingeser har både episke og lyriske træk. André, manden der kunne være blevet digter, er den gennemgående fortæller, en episk teknik, Abell kan have hentet fra tidens store amerikanske dramatiker Maxwell Anderson, og som han senere skulle bruge i det svagere Kameliadamen (1959). Samtidig krystalliserer teksten sig omkring lyriske symboler: den blå pekingeser, den blå himmel, Isabella de Creuiths mørke sjal. Der er figurer, som balancerer på grænsen mellem realitet og poetisk symbol: Isabella de Creuith, den maskuline forfører, Hansson, og den ufødte Esmond. Og de store replikker er rytmisk-lyriske, gennemtrængt af varierede gentagelser, allitterationer og assonanser.

Stykket er endnu en variation af kampen mellem det åbne og det lukkede menneske. Men figurtegningen er ny, særligt de udførlige portrætter af Tordis, en moderne Frøken Julie-skikkelse, opdraget med foragt for det kvindelige, og af André, tilskuermennesket med det ubrugte digteriske talent. Det talent, som er forudsætningen for hans livgivende kraft, da han endelig udfolder det, læser Tordis og træder i karakter ved at gribe ind i hendes liv.

André er stykkets kunstnerportræt. En diametral modsætning til David i Vetsera blomstrer ikke for enhver. Hvor David forbliver på æstetikerens stadium, træder André i karakter som etiker. Og dét betyder som oftest hos Abell: et menneske, der forpligter sig på andre.

I den lille bog Teaterstrejf i paaskevejr (1948) findes, bag mange kapriciøse sving, det mest samlede udtryk for Abells teatersyn:

Evnen til at lukke op og lade strømme ind er desværre en vuggegave, der meget hurtigt sættes over styr. (…) vores oprindelige primitivitet, vores medfødte aabenhed [stuves] dybere og dybere ned paa bunden af den personlige kommodeskuffe (…) færre og færre blir de lykkelige øjeblikke hvor man synes at opleve helheden i et eneste chokerende glimt. Langsomt glemmer man hva' det vil sie: at se, simpelthen se (…) Mødet med kunsten blir andenhaands, trediehaands, tusindehaands (…) Man mærker det ikke. Man er bleet den passive tilskuer.

For Kjeld Abell blev det tilsyneladende i stadig højere grad teatret selv, som var redningen. Her kunne, for den medskabende tilskuer, „dagligdagens tre dimensioner besejres af en fjerde, en ukendt, en usynlig, der som en fantastisk luftbro spænder over tilværelsen med udsyn hele vejen rundt, højt op, op i evigheden, dybt ned, ned i os selv.“ Begrebet den fjerde dimension var et af tidens slagord. Det blev for Abell endnu et udtryk for „melodien“, for livet selv.

Abell døde i 1961, mens der endnu blev prøvet på hans sidste skuespil, det muntre, men også meget svært tilgængelige Skriget (1961). Her samledes fugle, samtidsmennesker og personer fra Det Gamle Testamente i en fantasileg, der samlede alle forfatterskabets temaer. Da han døde, hyldede Danmarks Radio ham med en tv-mindeaften, og Tv-teatret bragte op gennem 1960'erne hans skuespil ud til et nyt, stort publikum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Det åbne og det lukkede menneske i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477185