Gustaf Munch-Petersen i Gudhjem. Bornholm havde siden 1910'erne været hjemsted for flere danske digtere, kunstnere og kunsthåndværkere. Inden for billedkunsten, som Munch-Petersen også bidrog til, tales der om en bornholmerskole, som blandt andre omfattede Karl Isakson, Edvard Weie, Oluf Høst, Olaf Rude og Niels Lergaard. Bornholms natur blev også en vigtig indflydelse i Munch-Petersens sene arbejder, både de litterære og billedkunstneriske.

.

Af de lyrikere, der var knyttet til surrealismen, var det først og fremmest den yngste af dem, Gustaf Munch-Petersen (1912-38), som blev båret frem af tidsskriftet linien og kredsen omkring det. Han var et stort navn i bladets spalter, men ganske ukendt udenfor. Samtidens modtagelse af Munch-Petersen var sparsom, men spydig: „det synes jo at fremgaa af hver eneste Side, at denne Genius har en Skrue løs“, skrev Christian Rimestad i en anmeldelse i Politiken af mod jerusalem (1934). Han overvejer også, om det måske blot er „et uimodstaaeligt Begær efter at tage sig anderledes ud end alle andre, der er den egentlige Drivkraft“. Det var først i 1960'erne, at forfatterskabets litteraturhistoriske status blev opskrevet, da han fik navn af at være den digter, der „har indført den egentlige modernisme i Danmark,“ som den tids førende kritiker, Torben Brostrøm, skrev i introduktionen til sin udgave af Munch-Petersens Samlede skrifter (1959). Den „egentlige“ modernisme beroede på en opfattelse af digtet som andet og mere end et udsagn, nemlig som en handling, og var for så vidt forudgrebet af Rud. Broby-Johansen og Harald Landt Momberg. Tanken var forbundet med en udpræget aktivistisk indstilling hos Munch-Petersen, der, ligesom Vilhelm Bjerke-Petersen og Gunnar Ekelöf, var opildnet af tanken om „den ny tid“ og „det nye menneske“ – som to af debutsamlingens digte hedder.

I et „opråb“ i linien proklamerede han, at „den revolution, som er kunstnerens, er ikke brødets“ og uddybede: „– brødets revolutionære er hans selvfølgelige kampfæller, men paa et ham uvedkommende omraade – [kunstnerens] maal er at skabe mennesker, som fuldt ud er i stand til at tilgodegøre sig frugterne af disse hans kampfællers resultater“. Hvad kunstneren og kunsten kunne bidrage med, var altså tilvejebringelsen af en ny sensibilitet, som kunne bane vejen til en sand politisk frihed. Den politiske og kunstneriske revolution skulle supplere hinanden. Dermed aktualiserede og radikaliserede Munch-Petersen det projekt, som den tyske forfatter Friedrich Schiller 140 år forinden havde kaldt for menneskets æstetiske opdragelse. „Kulturen skal sætte mennesket i frihed og være ham behjælpelig med at opfylde hele sit begreb. Den skal altså sætte ham i stand til at hævde sin vilje: thi mennesket er det væsen som vil“, skrev Schiller i Menneskets æstetiske opdragelse i 1795. Hvert af hans ord kan siges at modsvare den ambition, som Munch-Petersens forfatterskab udfoldede.

Sådan en æstetisk opdragelse havde Gustaf Munch-Petersen selv fået, om end i en borgerlig udgave. Han var født i København i 1912 som søn af Jon Munch-Petersen, der var professor ved Polyteknisk Læreanstalt, og Valfrid Palmgren Munch-Petersen, der var ansat som svensk lektor ved Københavns Universitet. Efter studentereksamen i 1930 blev han indskrevet ved Københavns Universitet som filosofi-og psykologistuderende, men han afbrød studierne i april 1932 for at rejse til Grønland og arbejde i kryolitminerne. Dermed afveg han fra den akademiske løbebane, der ellers lå lige for i kraft af den intellektuelle ballast, som opvæksten i det kulturinteresserede hjem havde givet ham. I et digt til forældrene fra denne tid, der står i debutdigtsamlingen det nøgne menneske fra samme år, forsvarede han forsigtigt beslutningen: „jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land / men jeg gaar tøvende“. Versene gør brug af en af forfatterskabets gennemgående metaforer, nemlig vandringen, fodrejsen, der foregår på tværs af territoriale grænser – i retning af „mit eget land“, der åbenbart ikke er det samme som forældrenes. „Alting ved mennesker er ligegyldigt og tilfældigt undtagen den vej de gaar“, står der i et senere digt. Da han efter et halvt års tid i Grønland vendte hjem igen, påbegyndte han godt nok forskellige studier ved Lunds Universitet, men i realiteten var han rastløs omrejsende i Europa, indtil han i 1935 bosatte sig i Gudhjem på Bornholm, hvor han fiskede, malede og digtede. Der giftede han sig også og fik en datter, før han i november 1937 forlod sin højgravide kone, Lisbeth Munch-Petersen, der senere vandt stor anerkendelse som keramiker, og rejste til Spanien for at deltage som frivillig i Den Spanske Borgerkrig.

Krigen var brudt ud året forinden, da den spanske republiks demokratisk valgte regering var blevet væltet ved et militærkup, ledet af den fascistiske general Francisco Franco, som dog ikke med det samme opnåede herredømmet over hele Spanien. Det vandt han først efter tre års brutal borgerkrig imod republikkens tilhængere. Blandt disse var 40.000 internationale frivillige, overvejende venstreorienterede, der meldte sig i kampen mod fascismen. Det var således ikke blot en borgerkrig, men en global konfrontation med fascismen og i retrospektion en generalprøve på Anden Verdenskrig. „On that table-land scored by rivers, / our thoughts have bodies; the menacing shapes of our fever / are precise and alive“, skrev den britiske forfatter W.H. Auden i digtet „Spain 1937“. Fascismen var nu ikke længere en feberfantasi, men et levende mareridt. „Hele verden er en front for og imod det dejlige liv, som mennesker kunde leve“, skrev Gustaf Munch-Petersen hjem til sin familie. Han kæmpede i den 11. internationale brigade og deltog i flere store slag i det nordlige Spanien. Han faldt ved fronten i april 1938 i en alder af 26 år.

Når Tom Kristensen i mindedigtet „Til min Ven, Digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt som Frivillig i Spanien“ kalder vennens død for hans „Livs ubesindigste Digt“, ligger der i udtrykket en anerkendelse af en af forfatterskabets væsentligste bestræbelser, nemlig ophævelsen af forskellen mellem ord og handling, liv og skrift. Surrealismens målsætning om en syntese af liv og kunst realiserede han med sin viljesindsats og konsekvente idealisme. Impulsiviteten er en bærende værdi i Gustaf Munch-Petersens liv og skrift, der prioriterer viljen langt over refleksionen. I sådan en tænkemåde kommer sproget nemt til at stå i vejen – mellem vilje og handling. Der findes i debutsamlingen det nøgne menneske et digt „til en ung ven“ – fra en ven, der i øvrigt lige var rundet de tyve år – der advarer imod sproget som et surrogat for livet:

orddet er sutten, som barnet faar, at det ikke skriger –orddet er skøgen for den, som ingen elsker –det er oldingens stol –lav ikke livets friske brød til krummer,at kastes for fremtidens pjuskede fugle –blot dine unge tænder og bid til –tag store mundfulde –og tak ingenlad havets haarde salte negle rivei din hud,at du maa mærkelivets glødende sol

Sproget fremstår i digtet som en terapeutisk eller præventiv foranstaltning, som en sut og en skøge, der dog kun er en pauver erstatning for den sansede omverdensoplevelse. Ordene optræder i modsætning til livet, kroppens kontakt med elementerne, som er det virkelige. Grundlaget for denne tanke, som for surrealismen i almindelighed, er en underliggende vitalisme, det vil sige en forestilling om en livskraft i alt levende, som kun kan fastholdes for forståelsen ved hjælp af metaforer („livets friske brød“, „livets glødende sol“).

Således findes der i forfatterskabet en drøm om „et sprog, der kan udtrykke alt“ sammen med en smertende bevidsthed om, at et sådant sprog ikke findes. Bestræbelsen på at finde et sprog, der ikke er en erstatning, ét der ideelt set falder sammen med den oplevede umiddelbarhed, er fremherskende. Den kommer blandt andet til udtryk i digtenes ortografi, som svarer til den, linien anvendte. Som de samtidige svenske surrealister skriver han hverken begyndelsesord eller substantiver med store bogstaver, og denne nivellering formidler et indtryk af spontanitet i skriften og uvilje imod sproglige hierarkier. Hans digte følger med surrealisterne i deres søgen indad i mennesket efter det fælles, det urmenneskelige – drifterne og instinkterne, der blev opfattet som pant på en fremtid, der er mere menneskeværdig, end samtiden syntes at være.

Projektet i det nøgne menneske fremgår af titlen, nemlig at nå ind til mennesket for sig, blottet for alt det kulturskabte og tilsyneladende. Det er en koncentreret udgave af den søgen efter autenticitet, som var særlig stærk i kunsten og litteraturen i 1930'erne. Fremtidsvisionen, som samlingen bærer på, „den ny tid“, har sine forkæmpere i „nøgenhedens legionærer“. Dette kollektiv udtaler flere af digtene sig på vegne af:

vi vil gennemskinnelig klarhed,vi vil se, hvad der er,for vi ved,at esprit og etik og jomfrufødsel er pikanteri for kastrater

I tonen fornemmer man den barske, konfronterende og ligefrem krigeriske holdning, som er udgangspunktet for nøgenhedens legionærer. Der er en kamp, der skal kæmpes, for at trænge frem til – eller ind til – det nøgne menneske. Attituden hos Munch-Petersen i de tidlige digte er udpræget heroisk. I betoningen af gennemsigtigheden som målsætning genlyder en af surrealismens store forfædre i idéhistorien, den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der netop ønskede at trænge igennem sprogets og repræsentationens panser for at lade menneskehjertet fremtræde med så megen „gennemskinnelig klarhed“ som muligt.

Projektet blev videreført i digtsamlingen det underste land (1933), der udkom et år efter, at Gustaf Munch-Petersen forgæves havde forsøgt sig i romangenren med simon begynder. Det ligger i selve titlen, som genbruger territorialmetaforikken, at rejsens mål gælder det dybeste niveau, der findes, det underste land. Det er dét, der bliver besunget i samlingens mest kendte digt, der bærer samme titel. Digtet er en utopi, som har et finlandssvensk sidestykke i Edith Södergrans „Landet som icke är“ (der udkom posthumt i 1925) om et sted, hvor alle grænser mellem mennesker er opløst:

o stor lykkestor lykke har de faaetsom er født i det underste land –overalt kan i se demvandrendeelskendegrædende –overalt gaar de,men i deres hænder bærer de smaa tingfra det underste land

Digtet følger den hymniske tradition med sin brug af apostrofer („o“), der dels medvirker til at højtideliggøre stemningen, dels forstærker henvendelsen til digtets publikum, der omtales direkte deri som „I“. Det bidrager til den mærkværdige stemning, at opmærksomheden synes tvedelt: stemmen i digtet retter en kraftig appel til læseren samtidig med, at det er helt henført af dét, som den lovpriser:

men o i skulde gaa til det underste land –!o i skulde se folket fra det underste land,hvor blodet flyder frit mellem alle –mænd –kvinder –børn –hvor glæden og fortvivlelsen og elskoventunge og fuldmodnestraaler i alle farver mod jorden –o jorden er hemmelighedsfuld som en pandei det underste land ––––overalt kan i se demvandrendeelskendegrædende –deres ansigter er lukkede,og paa indersiden af deres sjæle sidder jordfra det underste land –

Digtet udtrykker en utopisk vision af et fællesskab uden grænser, hvor alt og alle er i bevægelse, både fysisk og følelsesmæssigt, og hvor alle bånd, der begrænser, er løst. Som sjælenes jordplettede inderside viser, er forskellen mellem ånd og materie ophævet; den ydre verden har psykisk eksistens, den indre verden er materiel. I „det underste land“ ser man et poetisk billede på tilstanden hinsides den „psyko-materialistiske“ revolution, som Vilhelm Bjerke-Petersen talte for på samme tid i sin surrealisme-indføring.

Gustaf Munch-Petersen gik videre ad det visionære spor med den surrealistisk billedmættede og mærkelige digtsamling mod jerusalem, der udkom i 1934. Nærmere bestemt er det den kristne tradition, som typisk sammenknytter visionen med forestillinger om verdens undergang, der forfølges. Den apokalyptiske tematik – der i samtiden bredte sig med krisestemningen og fornemmelsen af, at civilisationens kollaps var forestående – slås an i samlingens første digt „fra i dag“, der er formet og fungerer som en fortale. Digteren træder her frem som seer, der bærer bud om verdens vendepunkt: „fra i dag er hele verden anderledes end nogensinde før – i dag er den, og dermed ogsaa jeg, traadt ind i en helt ny fase“, lyder den ekstatiske indledning. I centrum for digtene står håbet om frelse og forsoning, om adgang til riget af kærlighed, og det samlende perspektiv i samlingen er verden set i lyset af forløsningen. Et tilbagevendende motiv er åbenbaringen midt i dagligdagen af andre livsmuligheder, som for eksempel i digtet „i onsdags kl. 16 ?“, hvis titel betegner tidspunktet, klokken kvart over fire, hvor en kontorchef strejfes af en due – som jo i Bibelen er den form, ånden antager og daler ned i – og erkender, at rutinerne umuligt kan fortsætte og ønsker „TID til at finde det uundværlige!“. Adventismen trækker således på mytiske og kristne tankemønstre, men dens perspektiv er klart verdsligt og bærer på et håb om, at de fordømte på jorden rejser sig, hvilket runger kraftfuldt i udråbet: „HVER AF JER ER MESSIAS“. Hvert menneske er frelseren og udrustet med evnen til at opfylde historiens mening. Samlingen spiller på flertydigheden i betegnelsen „jerusalem“, der henviser til både en geografisk lokalitet og til den himmelske Gudsstad.

Bogen mod jerusalem udgjorde et vendepunkt i Gustaf Munch-Petersens forfatterskab. Den efterfølgende samling med den prunkløse og formelle titel Nitten Digte, der udkom tre år senere, går helt andre veje. I mellemtiden havde Gustaf Munch-Petersen arbejdet på en digtsamling på engelsk, black god's stone, og en på svensk, solen finns, men begge forblev uudgivne i hans levetid. De Nitten Digte udviser en langt større opmærksomhed på den fænomenale verden end tidligere; de kredser om naturoplevelser ved havet eller i nærheden af det og er tydeligvis inspireret af opholdet på Bornholm. Udtrykket er mere økonomisk og koncentreret om registreringen af enkle sanseoplevelser, der udfoldes i et betagende billedsprog, som i digtet „Rids“:

Viben skrigeren Cirkel sortskriger en Kurve hvidi Luften –Saltengen drejer siggrøn-graa vaadmed et lukket Ægi Midten –Havet glider rødmendeind i Solens Ild,Aften aander Saltmod Morgens Vind –En Maage forsvinder i sløret Sus,Fiskeren vaagner til Dag –

Sanseindtrykkene falder synæstetisk sammen i indledningen: udtrykket for vibens skrig gengives som geometriske figurer. Lyden aftegner sig som farvelagte flader i luften. Det æstetiske perspektiv fremgår tydeligt af, at rummet afbildes todimensionalt og står som et spontant opstået abstrakt maleri, der i øvrigt kan sammenlignes med Richard Mortensens Grønne Fugle fra omtrent samme tid. Synsvinklen skifter derefter til fuglens perspektiv, hvor man ser saltengen dreje sig for den svævende vibe og dermed danne en koncentrisk farvecirkel omkring det hvide æg. Den geometriske form fastholdes i anden strofe, hvor cirklen udgøres af solen, der går ned i havet og bliver borte i det. Natten forsvinder med ét mellem aften og morgen, hvorpå mågen intonerer den ny dags komme, hvor fiskeren vågner for med sine redskaber at dykke ned i havet – som solen gør det om natten. Cirklerne afspejler således døgnets cyklus. Tid, flade, rum og alle de fire elementer (ild, jord, luft, vand) aftegnes i én glidende bevægelse, i ét „rids“.

Blandt de Nitten Digte i den sidste samling er der en perlerække af klarsynede digte som „Rids“. Strengene, samlingen spiller på, er ikke så højspændte som tidligere, og jeg'et, der toner frem, er mere neddæmpet, ja endda selvironisk og betaget af verdens forunderlighed. Den er et uafviseligt vidnesbyrd om, at Gustaf Munch-Petersens forfatterskab udviklede sig og endnu var uhyre løfterigt, da det blev brat afbrudt en forårsdag i 1938 af de spanske fascister.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Gustaf Munch-Petersen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig